Luk. 15, 1-10

Salmer : 3, 426, 414 - 487, 31, 371      

I faderens og sønnens og helligåndens navn. Amen.

I mange virksomheder kalkulerer man automatisk med et vist tab. Det er så at sige indregnet i de holdbare budgetter, at der vil komme tab på visse områder.

Hvor der handles, der spildes, siges der i et mundheld. Og det rummer i kortform den samme form for fornuft: at hvis der skal ske noget, hvis der skal handles, så vil der gå lidt tabt, spildes lidt - det er der ikke noget at gøre ved. Hvad der tabes et sted, kan der vindes ind et andet. Sådan kan man ræsonnere, når man har et vist overskud at tabe af.

Hvis vi taber en enkrone ned i en mudderpøl, er det heller ikke sikkert vi gider begynde at rode i mudderet for at finde den -" jeg klarer mig vel uden", kan vi tænke. 
Sådan var det vel også da en lille nøgle til terrassedøren derhjemme knækkede i låsen, og jeg oven i købet kom til at støvsuge den afknækkede stump op. Vi klarer os vel uden tænkte jeg, vi kan bare lade være med at låse, den kan alligevel ikke åbnes udefra. Indtil det nogle uger senere skete, at nogen var kommet til at låse alligevel og vi ikke kunne komme ud af døren. Så lykkedes det mig sandelig både at lirke nøglestumpen ud af låsen og at finde det afknækkede stykke dybt i støvsugerposens nullermændsbunke, og få lavet en ny hos nøglesmeden på grundlag af det.    

Vi kan godt være villige til et vist tab. men anderledes er det, når det gælder mennesker. Som regel i hvert fald. Der er godt nok en lille fortælling af Astrid Lindgren som jeg ikke kan lade være med at tænke på her. Om en lille stille pige fra en stor børneflok i fattigdommens dage i Sverige, der heroisk reddede livet for en kammerat, som hun så meget op til, ved at kaste sig ind foran den kæmpesten, som var ved at ramme ham. Hun døde af det.  Og så bliver der fortalt, at de græd da godt nok ved begravelsen, både familien og folk i landsbyen, men i familien var der så mange andre børn, og i landsbyen have de knapt lagt mærke til hende heller ikke den dreng, hvis liv hun reddede.  Så de var ikke så lang tid om at klare sig foruden hende.Men sådan er det jo som regel ikke.
Samme Astrid Lindgren har skrevet en meget bevægende fortælling om pigen Grynet og hendes lille søster Lisbeth. En vinterdag i snevejr skal den lille Lisbeth vente uden for en butik mens hendes barnepige handler. Da der kommer en kane kørende forbi kan Lisbeth ikke lade være med at stille sig op på bjælken bagpå for at prøve en tur. Men kanen føres af en temmelig fordrukket mand, som er på vej hjem fra en bytur, og han opdager hende ikke før de er mange kilometer ude i en skov, og han sætter hende vredt af slæden og kører videre og lader hende alene tilbage der i tæt snevejr. Vi hører i fortællingen om, hvordan hun strider sig gennem det tætte snevejr i timevis og er ved at give op. Men til sidst kommer nogen forbi og tager hende op og kører hende hjem. Samtidig hører vi om, hvordan både far og mor og barnepige leder hjemme i byen efter hende, mere og mere fortvivlet til langt ud på natten. Grynet er ladt alene tilbage i huset imens. Og da Lisbet er blevet kørt hjem af dem, der fandt hende, er der igen voksne.  Så pigerne lægger sig til at sove tæt sammen i Grynets seng.  Da forældrene fortvivlede og modløse kommer hjem, og lige må ind og kigge til Grynet i hendes seng, finder de til deres overraskelse to sovende piger, og de står stille og tårerne løber ned af deres kinder, og moderen siger : Gud ske tak og lov. .."for der er stor forskel på to børn og kun ét".. er fortællingens afsluttende morale.     

At der er stor forskel på to børn og kun et, er også den dybe erkendelse i den store eftersøgning, der her i det tidligste forår i marts måned fandt sted, da den meget lille dreng Holger gik til skovs, væk fra en spejderhytte i Tranum Klitplantage.  Den store deltagelse i eftersøgningen og den store pressedækning fandt sted, fordi alle kunne sætte sig i forældres sted og for sig se deres egne kære små gå alene og fortvivlet og livsfarligt rundt i en nattemørk skov ved frostgrader. Og da han lykkeligvis blev fundet i god behold, var der stor fælles glæde i en hel medie-nation.

For der er stor forskel på to børn og kun et. 

Der er også stor forskel på 100 får og kun 99. Og der er forskel på ti drakmer og kun ni. Det er hvad Jesus fortæller i de to små lignelser.  

Ganske vist er hyrden, Jesus fortæller om nok ikke en helt typisk hyrde. Det har nok været næsten utænkeligt, at en almindelig hyrde kunne finde på at efterlade 99 får ubevogtede, mens han ledte efter et.   Så når Jesus fortæller sine tilhørere om denne hyrde,  er det en overraskende historie og en overraskende hyrde, der ikke vil give slip på et eneste af sine får.

Jeg klarer mig vel uden nr. 100 kunne en hyrde vel være nødt til at sige, hvis det var kommet langt væk fra den store flok. Men ikke ham her, han vil ikke klare sig uden en eneste. For hver eneste gør en stor forskel.  Selv den, der med vilje er stukket af - den der selv er ude om det.

Og konen med drakmerne, hun tøver ikke et øjeblik med al lede energisk efter den, der er væk. Måske kunne hun godt klare sig uden den, det hører vi ikke noget om, men det vil hun ikke. Det tænker hun slet ikke på. Hun leder lige til hun finder den.

Og fælles for dem begge er den store glæde, når de får det tilbage, som de var lige ved at have mistet. En glæde som de ikke kan være ene om men må dele med andre.   
Historierne er en kommentar til de farisæere, der lagde mærke til, at Jesus omgikkes de mennesker, man ifølge de fleste sagtens kunne undvære, ja med fordel kunne undvære.            

Farisæerne kommenterer det højlydt og forarget : "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem."    De er ikke bare uforstående men direkte vrede overfor det, at Jesus tager imod og dyrker fællesskab med disse syndere.De er det ikke værd, synes de at sige, de er vores samfunds spildprodukt.  Hvorfor bruger du dine kræfter på at gøre noget ud af dem.  Ja måske går deres forargelse endnu videre til at mene, at Jesus anerkender synderens livsform ved at være sammen med dem, på trods af deres åbenlyse liv på vejen væk fra Gud.

Det kan være nemt for os at se på disse farisæere udefra som nogle sure stoddere.

Men deres holdning repræsenterer et menneskesyn, som jo også kan stikke sit hoved frem i vores tid og verden, måske i vore egen hjerter.

Selv I et samfundssystem, som vores kan der opstå situationer, hvor vi må spørge os selv om nogle mennesker ikke mere eller mindre direkte får at vide, at de ikke er værd at ofre noget på, at de ikke er værd at prøve at genoprette, hjælpe, genoptræne, genindsætte i en nyttig funktion. At de ikke er værd at tage imod i vores samfund. Denne farisæiske holdning eksisterer og kan dukke frem i mange sammenhænge.  

Men denne holdning er Gud imod fortæller Jesus med Lignelserne.

I Guds regnskab er der ikke plads til tab.Gud leder til han finder det og dem, han er ved at tabe. Også de genstridige.  

Og glæden over en bortkommen, der findes og kommer tilbage er større end glæden over noget andet.

Den glæde vil Gud gerne dele med nogen. Som hyrden og konen holder glædesfest, sådan vil Gud gerne dele glæden.  Han vil gerne tage forargelsen ud af enhver farisæer og erstatte den med boblende glæde over, at et menneske er fundet.

For i Guds øjne er der stor forskel på to børn og kun ét.    

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu, og i al evighed. Amen.