I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Tiden nu er adventstid. I dag er det den 3. søndag i advent. Det er tiden før jul, hvor vi ser frem i håb og forventning om det, der skal komme. - Til Jesu fødsel og til hans komme i herlighed, når han kommer 2. gang herned. Hvordan ville det gå, hvis nu vi testede danskernes viden om advent? For de fleste er tiden nu juletid. Vi har julekalender og julemåned, med julegaver, julefrokost. julemad, juleøl og julekonfekt. Vi har julelys og juletræ, julemand, julemusik, julehandel og juleafslutning og ferie. I forhold hertil fører ordet advent et meget stille liv i skyggen af julefejringen.  

Sådan må det jo være, når man vil leve i nuet. Når man ikke vil udsætte til i morgen, hvad man lige så godt kan nyde i dag. Så lad os høste nu, hvad høstes kan. Det gælder om at få så meget ud af dette nu som muligt. For en dag er det slut. For vi taber i det lange løb. Nuet har det med at blive tabt. Hvert øjeblik forsvinder det i historien for altid. Vi mister hele tiden tiden. Fordi tiden går. Ja ikke alene det. Den løber, den løber os af hænde. Tidens gang gør os hvert øjeblik til tabere.  

Men der er anden mulighed. At modtage tiden, som tiden der kommer. Med hvert eneste sekund gives der ny tid. Ny ubrugt tid, som jeg kan gå ind i og leve mit liv i. Ikke kun et øjeblik og et nu, men minutter og år, som står klar i fremtiden til at bære mig, føre mig, videre gennem livet.  

Adventstiden taler ikke kun tiden selv men også om det, der kan fylder tiden. Tidens fylde. Det som giver tiden mening. Troen, håbet og kærligheden. Alt det som han kom med, han, som gik ind i tiden. Han, som kom fra Gud. Han, som var meningen, Ordet, logos, som var hos Gud og var Gud; han gik ind i tiden og gav den betydning.  

Vi har to ord: Mening og betydning. De betegner ikke nødvendigvis det samme. Når livet går os på og skæbnen bliver hård. Når vi taber og mister, ikke alene tiden, men det, som gav tiden mening, så kan det forekomme meningsløst. Men det er ikke det samme som, at det bliver betydningsløst. Det som skete, kan have stor betydning også nu og fremad for den tid, jeg går ind i.  

Lever man i nuet, bliver alting let meningsløst: Meningen forsvinder og bliver væk sammen med tiden, som bliver til fortid. Men lever man med fremtiden for øje, kan det meningsløse få betydning fremadrettet. Det som skete, det meningsløse behøver ikke at blive mit kors til evig tid. - Jeg kan lære af det som skete. Jeg kan komme gennem det, som skete, Jeg kan komme videre fra det, som skete. - Jeg kan tage det bedste med mig, fra det som skete. - Jeg kan sejre over det meningsløse, som skete. Altsammen kan jeg, når jeg ser fremad mod tiden, som kommer. Begrundelsen er, at han som kom til verden og gav livet fylde og værdi; - Han, som blev indhentet af sit kors; - han er blevet oprejst fra de døde. Gud brugte sin kærligheds magt til at forvandle dødens tegn til livets tegn. Med opstandelsen påskemorgen har vi set, at Gud har kraft til at gå ind i nuet og give tiden håb, tro og kærlighed; til at lade fremtidens liv i Guds rige bliver virkelighed allerede nu. Hans død havde ingen mening. - Det var dødens triumf; uden mening. Men med Jesu opstandelse fra de døde er det meningsløse blevet fyldt med betydning.  

Det er denne betydning som fylder adventstiden med indhold. Tidens fylde. Profeterne ser frem til denne tid.  

Esajas profeterer om den kommende herlighed, når Gud kommer og tager magten. Zakarias, Johannes Døberens far, lovpriser den kommende tid, som en frelsens tid. Englen bebuder Maria, at hun skal føde Guds søn Evangelisten Johannes fortæller om hans fødsel som en kosmisk begivenhed, hvor Gud bliver menneske, helt og fuldt. Og Paulus lovpriser kærligheden, som det, der sammen med troen og håbet givet livet betydning på trods af al meningsløshed. Og som finale fuldender den gamle kristne hymne i Filipperbrevet med at fortælle essensen af Jesu historie, at han som var lige med Gud gav afkald på sin himmelske herlighed og blev menneske. På liv og død. Ja døden på et kors. Han blev af Gud oprejst fra de døde og blev givet navnet over alle navne. Han skal samle os alle, i himlen, på jorden og under jorden, med ham som det samlende midtpunkt.  

Det er denne vision, som er inspirationen til udsmykningen i Abildgård Kirke i denne advents og juletid. - I centrum ser vi Jesus. - Og han ser os. Rundt om os er der mennesker fra alle verdens egne. Nu er vi samlet, og vi ser alle i den samme retning. Vi ser hinanden ansigt til ansigt. Ingen behøver at se bort eller skjule sig. Alle kan være med. Også Kain og alle, der har gjort som Kain. Først gik han med sænket hoved. I vrede og misundelse. Så lod han sin galskab gå ud over sin bror. Derpå flygtede han bort uden dog at kunne slippe væk. For hans brors blod råbte til himlen.   Men ham, som vi skal møde ansigt til ansigt Ham, som enhver Kain skal møde ansigt til ansigt, kender vi. Det er den korsfæstedes ansigt. Det er ham der siger, Jeg er din bror. Hans kærlighed til Kain er stadig levende. Til den Kain, der er i enhver af os. Der er os der skal mødes med ham og hinanden, ansigt til ansigt.  

Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud Fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.