I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Lad mig begynde med dansen. Den kan man være vild med. Siden 2005 har TV 2 samlet store seerskarer om den populære dansekonkurrence, Præcis på sammen måde som i vore nabolande i de sidste 20 - 40 år. Og smukt er det, når krop, bevægelse, rytme og musik udfolde sig i kunstnerisk elegance helt på højde med balletten, som vi kender den fra teateret.  

Vild med dans var også det jødiske folk, som ventede nedenfor Sinai Bjerg, hvor Moses havde søgt op for at møde den Gud, som havde ført dem ud af Ægypten. Men Moses lod dem vente. Så de blev trætte af at vente på den Gud, de ikke kunne se og gik i stedet med at producere deres egn. De formede en tyrekalv af guld og ædle metaler og så dansede de om guldkalven idet de lovpriste den som Guden, der havde ført dem ud af Ægypten. Men dansen om guldkalven nedkaldte Guds vrede. Og hvis ikke Moses var gået i forbøn for sit folk ville pagten mellem Gud og folket ikke være blevet indgået.  

Danset blev der også på Karmels bjerg, da profeten Elias udfordrede Baalspræsterne. Tilbedelsen af frugtbarhedsguden Baal var blevet populær overalt, da landet blev ramt af hungersnød. Derfor udfordrede profeten Elias præsterne til at vise, hvad deres gud formåede.  De slagtede en tyr og lagde den på et alter, og så skulle Baal sende en ild og tænde bålet. De pinte sig selv og dansede i ekstase. Men der kom ingen ild. Men så kom Elias til. Og Gud sendte en ild, som fortærede offeret. Og regnen kom og folket omvendte sig til Herren.  

Jeg har aldrig lært at danse. Jeg måtte ikke. Det gjorde man ikke i min familie. Men jeg havde heller ikke lyst til at komme tæt på pigerne. Så på den måde er jeg vokset op som et barn af Indre Mission. Her dansede man ikke. I de kredse var det mest vovelige sanglege og Folkedans, og det først i efterkrigstiden. Men i de grundtvigske ungdomsforeninger i forsamlingshusene dansede man.  Her måtte man gerne komme tæt på hinanden. Både indenfor og udenfor, hvor man let holde et lille stævnemøde og måske få sig en bette dram i skjul af mørket.  

Forbuddet mod dans var blevet til for at beskytte de unge mod alkohol og seksualitet. Dansen blev vurderet på sin sanselighed, for det som sammen med alkohol kunne vække kødets lyst. Og mange er de historier om piger, som kom i ulykke, fordi de en enkelt aften blev forført af en lidenskabelig ung mand. 

Men når man udfritter nordjyske mænd og kvinder og beder dem fortælle deres livshistorie, om hvordan de mødte hinanden, så fortæller om at gå til bal for at møde andre unge. Det var her de fandt ham eller hende, som blev deres livsledsager.  De mødte hinanden til bal i dansen. Og den dans går ud over jorden. Så hvad skal man mene om dansen? Nu går man i byen, på diskoteque og værtshus og nogen tager på ungdomsrejse. Der drikkes og danses og beruselsen skyldes ikke kun den kunstneriske udfoldelse af kroppens rytme i fællesskab med en eller flere andre.  

Nogle af os var for godt en måned siden i Tanzania og oplevede mennesker udfolde sig i dans i skole, hjem og kirke. - Der blev danset og der blev sunget med krop, rytme og musik.  På samme måde som vi har set det med børnene fra Uganda. Det er ikke fremmed for kirke og tro. - Det er selve lovsangen, som folder sig ud.  Det underlige er, at vi i den vestlige verden har reduceret vores lovsang og nu holder kroppen udenfor. Måske er vi bange for at blive henrykket og henrevet.  

Hvorom alting er. Dansen kan ikke skilles fra sin sammenhæng. Måske udtrykker den livslyst og glæde. Men det kan også være Djævelen, der slår takt. Dansen kan være en dans for Herren. Men den kan også føre til dødens triumf.  

Derved er vi midt i dagens tekst. Mennesket lever mellem 2 kræfter. De livsskabende og de destruktive. Det er Gud og det gode overfor Satan og det Onde. Jesus er kommet for at fri os fra det onde. Han er dansens Herre. Han kalder os til følge ham i livets dans. Men det kan være svært at danse, når djævelen slår takt.    

Alt dette er jo billedsprog. Evangelisten Johannes fortæller om en diskussion mellem Jesus og nogle jøder, der var kloge på skriften og den jødiske tradition. De køber ikke Jesu budskab. De tror ham ikke, når han hævder at være kommet fra Gud. De påberåber sig deres religiøse tradition, helt tilbage fra begyndelsen, fra Abraham: Vi har Abraham til far. Vi er hans slægt. - Den slægt hvortil Gud har lovet sin velsignelse. Kort sagt. Vi er urørlige. Denne urørlighed får dem til at afvise Jesus og bringe ham til tavshed. Og derved gør de sig selv til mordere og til løgnere og opfylder derved Jesu profeti om dem, at de har Djævelen til far. Djævelen som fra første begyndelse har stået for løgn og mord.  

Mennesket mellem Gud og Djævel. - Giver det mening i dag? Vi påberåber os frihed og demokrati. Friheden er vores menneskeret. Formuleret i lovgrundlaget for FN. Mennesket har ret til at tænke, tale og tro frit, osv. Og demokratiet er vores stolthed. Vi vil ikke have tyranner og diktatorer. Vi vil selv vælge og være med til at bestemme om regeringen skal være rød, blå eller grøn. - Når vi så ikke får tydeligt flertal er vi nødt til at blande farverne. Og så kan resultatet blive en blandingsfarve, rosa eller lilla. Hvorom alting er. Sandhed er det, vi går ind for. De fleste. Flertallet har ret.  

Men sådan tænker også en skoleklasse som forenes i mobning af en elev. Og på en arbejdsplads, hvor man rotter sig sammen mod den enkelte. Samarbejdsvanskeligheder er blevet et behændigt ord for den kollektive afstraffelse. Flertallets ret var baggrunden for drabet for 800.000 i Rwanda, for henrettelsen af 1,5 millioner Khmerere, og nazisternes udryddelse af 6 millioner jøder. Historien er fortalt igen og igen i Armenien, i Sovjetunionen, i Kina og mange, mange steder på et tidspunkt, hvor menneskeheden havde gjort sig fri at tanken om den universelle Gud og hans enbårne søn.   

I har Djævelen til Far og han har været en løgner og en morder fra første færd. Ordene synes at beskrive en virkelighed, som præcist beskriver de sidste 100 års verdenshistorie.  

Heroverfor skal vi så høre modbudskabet.  Jesus er kommet for at redde os fra os selv og den onde kraft, som hele tiden gør sig gældende i verden. Tanken om neutralitet holder ikke en meter. - Demokrati og frihed kan være gode redskaber for regulering af vores liv med hinanden. Men som den endegyldige sandhed om livet holder det ikke. Sandheden må forankres i noget, der er større, i Gud.  

Det budskab har adresse til dig og mig. Lad det ikke drukne i teoretiske overvejelser om vores land er kristent eller ej. Det er dig og mig, der er udfordret af Ham, som kom fra Gud.  Dansens Herre. Livsglæden kilde. Kærlighedens Skaber. Han som hersker ved at tjene. Følger vi ham følger vi vejen til livet. - Til det liv, som Gud vil give os. Som Jesus siger: den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden. Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.