Kære konfirmander med familie og venner.

Mennesket er ikke skabt til at være ene, tænkte Gud fra begyndelsen.

Derfor skabte han os som mand og kvinde. For at vi kunne blive rigtig mange.

Og det er det vi er, også i dag til konfirmation, rigtig mange.

Det ville være en mærkelig konfirmation, hvor man kom for sig selv og helt alene.

Nej, konfirmation er ikke en privat sag.

Det er religion heller ikke. Kristendom handler om fællesskab.

 

I konfirmander kommer fra den samme klasse på den samme skole.

I har valgt at blive konfirmeret sammen. – I kunne have valgt at blive konfirmeret sammen med andre, dem fra Ørnevejen eller Abildgård. 

I er her sammen med klassen. – Det er jeres fællesskab; omkring midtergangen.

I sidder på samme bænk som jeres familie. Det er også jeres fællesskab, men på den anden led. Jeres fællesskab går i flere retninger, både til kammeraterne og familien.

Det betyder, at jeres familie ikke nødvendigvis har ret meget til fælles med dem, som sidder på bænken foran eller bagved.

Fællesskabet i dag er et sammenbragt foretagende.

Alligevel er vi sammen og respekterer hinanden og hinandens fest og glæder os ved at være her, ved at være en del af jeres fest, være en del af helheden.

Det kan vi, fordi vi er skabt til fællesskab. Skabt af Gud.

- til at være sammen i familien, i skolen, på arbejde, i trafikken, i byen, i samfundet, i landet, i Europa, i verden.

 

Men det sker, at fællesskaber går i stykker. At mennesker bliver uvenner og fjender.

Det gør ondt. – Hvis vi gik rundt i kirken med en mikrofon og bad hver enkelt om at fortælle sin historie.

Hvis vi ikke havde skam i livet, og sagde det højt, som vi nøjes med at tænke.

Så ville vi få historier om skuffelser og utroskab, om løgn og bedrag, så vi ville komme til at snappe efter vejret. – Historier fra den nære virkelighed, fra forholdet til mennesker tæt på os. 

- Det er meget sjældent historier om de fremmede. 

 

Der er mange former for krænkelser og ondskab. En af dem hedder mobning.

Det trives i bedste velgående, trods mange forsøg på at begrænse det. Hver tid har sine metoder. Jeres onkler og tanter kan sikkert fortælle om det fra deres skoletid.

I ved selv, hvor ondt man kan gøre andre på klassen eller på facebook. Hvordan man med mobilen kan sende dumme meninger og drilagtige billeder i omløb.

Det foregår digitalt og moderne.

 

Men det er det urgamle fænomen, mobning. Præcis det samme, som vi møder det i historien fra Jeriko på Jesu tid. Zakæus var klatret op i et træ. De andre stod langs hovedgaden. Der var et mylder af folk, som gerne ville se.

Det var ikke præsidentbesøg. Men næsten.

Rygtet om profeten og helbrederen var for længst nået frem.

Og nu stimlede folk sammen for at se den berømte. Ham der blev fortalt så meget om. Nu kom han. Og alle var spændt på, hvad der mon der nu skulle ske i deres by. – Ingen ville gå glip af noget. Og derfor var der trængsel.

 

Zakæus ville også gerne se. Men han var for lille til at se hen over skuldrene på de andre. Børn fik lov til at komme frem i første række. Men når Zakæus prøvede at komme forbi, lukkede kroppene sig som en mur foran ham. De kunne ikke li ham. Han fik ikke en chance. For han var tolder og arbejdede sammen med romerne. Han tog fra sine landsmænd og gav det til de fremmede, som havde besat landet.

Ja, ikke nok med det. Han tog også rigeligt til sig selv.

– Hver gang man skulle ud og ind af byen måtte man betale told til Zakæus.

Nu betalte de tilbage. – Ikke om han skulle have lov til at komme forbi!

Så kravlede Zakæus op i et træ. Han skulle selvfølgelig have ladet være, men han ville jo  gerne se. Og så kravlede han som en anden gadedreng op i en lygtepæl.

 

Nu kommer Jesus til byen. Muntert og festligt har det været. Begejstrede tilråb, sjove bemærkninger ligesom efter opløbet ved tour de France og ved dramatiske øjeblikke på Christiansborg, hvor journalisterne trænger sig på med nærgående spørgsmål.

Pludselig ser Jesus Zakæus i træet. Urkomisk har det set ud. En lille, buttet velklædt mand højt oppe i et træ.

Hele optoget standser og alle ser med tilbageholdt åndedræt på Zakæus. Situationen kræver en kommentar. – Der er dyb tavshed. Man venter.

Et enkelt ord fra Jesus. Og byen villet være eksploderet i grin.

Det er vel nok eksotiske frugter, I dyrker her i byen. – Hvad med at forære dem til romerne som tegn på jeres taknemmelighed.

Men det siger Jesus ikke.

Han gennemskuer situationen. Ser Zakæus´ ensomhed. – Ser den kollektive afstraffelse. Han ser fortvivlelsen i Zakæus´ liv. Ser, at de nu er alle mod een.

Og så inviterer han sig selv og hele følget til frokost hos Zakæus.

For næsen af borgmesteren, skriftkloge og præster, som står klar på rådhuset til den store modtagelse.

Zakæus kommer ned af sit træ, serverer frokosten og er som forvandlet.

Isolationen er brudt. Der er en, som vil have med ham at gøre.

Én, som har set lige ind i hans fortvivlede liv. Og har forvandlet det.

Og Zakæus griber chancen. Bryder alle broer bagud. Siger sit job op. Betale alt det tilbage, han har taget fra folk og giver resten til de fattige.

Og så følger han ved Jesus og disciplene videre mod Jerusalem.

 

Alle mod een, er nerven i al mobning. Alle var mod Zakæus. Med god grund, tror jeg. Og derfor var hans elendige liv låst fast, så der hverken var vej frem eller tilbage for Zakæus. Han var rig fed og færdig. – Lige indtil Jesus mødte ham. Så var de 2, ja mange. Og isolationen var brudt.

Vi så filmen om Jesus med sangeren Michael Smith. – Vi så glæden ved at blive helbredt, - manden med hånden, - pigen der var død, - barnet som blev set, - kvinden der skulle stenes, - begejstringen ved hans indtog i hovedstaden.

Palmerne blev viftet, brødet blev delt ud og bægeret med vin blev givet.

Men vi så også de vrede mænd, som diskuterede, vi så piskningen og korsfæstelsen.

Vi så en grænse sprængende smerte og en lidelse, som i modbydelighed er helt på højde med storfilmen ”Passion of Christ”.

Altsammen bliver sunget af en sanger, som går rundt ved Genezereth sø i dag. Og som tænker tilbage det, som skete. – Tydeligt i vildrede om betydningen. Hvad var det, han ville? – Nobody knew his secret ambition, lyder det igen og igen.

 

Vi ser den intense vilje i Jesus – figuren. Viljen til at nå mennesker. Viljen til at bryde med skæbnen. – Viljen til at afsløre både penge - liderlighed og ondskab. Uanset prisen. Vi ser, at han må betale med sit liv for sin tro på menneskets værd.

 – Men vi ser også fortsættelsen, den tomme grav. Og vi ser hans ansigt i vandspejlet. – Og to hænder der mødes. Ligesom først i filmen, hvor Jesus rækker ud og når det menneske, der er udstødt. Nu rækker de ud efter hinanden igen.

 

Denne gang er det noget der sker i nutiden.

Det er ham og mig. Jeg er ikke alene. Han er her også. – Han vil nå mig.

Han vil bryde med min ensomhed. – Han tilbyder sig med fællesskab. Et fællesskab som ikke kan brydes. Heller ikke, når jeg har været dum.

 

Det er aldrig ok, at du har været dum. Det er aldrig ok, når du har gjort et andet menneske fortræd. Tilgivelse kan ikke lave om på det, du har gjort.

Men tilgivelse er det, at der åbner sig en vej frem. Det er ikke slut med det, som er sket. Et nyt kapitel venter forud. En ny verden åbner sig. – Det sidste ord er ikke sagt i din historie. – Zakæus opdagede det, disciplene opdagede det. – Vi kan også opdage det. – Og dette nye kapitel begynder, når du tager imod den udstrakte hånd fra Ham, som er livets herre. – Eller måske begynder det nye kapitel i det øjeblik, du rækker hånden ud til dem, som har gjort dig fortræd.

 

Vi kan ikke blive ved med at leve i fortiden, bagudvendt.

Vi må fremad. – Det er ikke godt for mennesket at være ene.

Derfor skabt Gud os til fællesskab. – Og det har han tænkt sig at fortsætte og fuldføre på den dag, hvor vi bøjer os for, at vi skal være her, alle sammen, i fred, glæde og kærlighed. Og det gør vi når vi opdager hans udstrakte kærligheds hånd. Amen. 

På lige at se det igen.

Amen