Prædiken på Trinitatis søndag d. 30. maj 2010 i Abildgård Kirke 
Af: Ole Pihl, sognepræst

Evangelietekst:  Matt 28.16-20 - Missionsbefalingen

 

Indledningsbøn:

Herre og Gud - vi beder om, at du nu ved din Helligånd – ved dit Åndelige nærvær – vil åbne vores hjerte og vores sind – gør det under, at vi må høre dig - se dig – og mærke dig. Tak at du er vores Far og vi er dine børn. Send os din fred. Amen.

Prædiken:

Danmark har udsendte soldater i nogle af verdens brændpunkter – f.eks. i Afghanistan men også dem der vogter skibe for pirateri. Jeg tror de yder en stor og vigtig indsats – men når det gælder krig – er intet jo sort/hvid.  Og den politiske del af disse militære forhold og indgreb vil jeg ikke forholde mig til i dag. Men der er en anden ting, som jeg gerne vil bruge som springbræt i dag. Nemlig den menneskelige pris ved at være soldat og pårørende til soldater.

 

Her tænker jeg på afskeden og adskillelsen. Det er ikke gratis – at være adskilt som kærester, ægtefæller og som familie. At være adskilt er råt og ubarmhjertigt. Det skaber bekymringer – og det på begge sider – for begge parter – både for ægtefællen herhjemme og for soldaten ved fronten. Det skaber bekymringer – hos den modsatte part – at være adskilt – hvordan har hun det? – er han ked af det? – er han såret? – kan hun klare børnene nu hvor de er syge? – elsker han mig stadigvæk? – ser hun en anden? – hvordan går det børnene i skolen?….

 

Bekymringer har det med at vælte frem, når vi bliver utrygge  – og de er med til at forme os. Inden piratovervågningsskibet Absalon sejler af sted – og besætningen mønstre skibet og står til afskedsparade på kajen – ja – så er der foregået noget vigtigt inden dette. Nemlig afskeden med familier – ægtefælle, kæreste, børn …. Tårer er sikkert løbet ned af kinderne – og de sidste ord er blevet sagt – jeg elsker dig – pas på dig selv – jeg kommer igen – pas på børnene….. 

 

Sådanne afskedsord – har det med at brænde sig fast – de er vigtige – de er meningsfyldte – det er store ord der bruges – og de høres og gemmes i hjertet. Det samme gælder når soldater flyver til Afghanistan, når fiskere sejler måneder på havet, når astronauten flyver i rummet, og det sker måske blot i mindre grad – men det sker også når den ene  rejser på forretningsrejse eller kursus – og det sker i ultimativ grad – når vi siger farvel til en af vores kære – vi husker de sidste ord inden et mennesker dør, på en helt specielt måde – de er vigtige for os – de bliver ofte meget betydningsfulde – for ofte bruges der store ord her – jeg elsker dig – undskyld – pas godt på… - vi ses. De sidste ord – inden døden indtrådte – de huskes på en speciel måde.

 

Afsked – usikkerhed – utryghed – uvished – håb og angst – magtesløshed …..- når vi tager afsked i den ene eller anden situation – så kommer vi tæt på – så brydes overfladen – så røres vi dybt inde – og det der rører os dybt inde er med til at forme os – det bliver vigtigt for os. 

 

Jeg vil gerne bruge denne afskedsfølelse – som jeg tror vi alle på den ene eller anden måde kender til – jeg vil gerne bruge denne følelse til at pege på – at vi er mennesker og ikke maskiner – jeg vil gerne pege på, at vi kan røres dybt ind – at andre mennesker faktisk betyder noget for os.

 

Afskedsfølelsen - med alt hvad det indebærer af magtesløshed, glæde, smerte, sorg, utryghed, frygt og håb – er en del af det at være menneske – skabt af Gud – Det er en del af det at være Guds barn. 

 

Og det ved Gud! Han kender dig. Han kender dine følelser. Han ved når du røres dybt inde – også under overfladen – hvor andre ikke kan se ind – og hvor du ikke lukker andre ind.

 

Gud – din himmelske far – kender din følelser – din magtesløshed, din glæde, din smerte, din frygt, din utryghed dit håb.

 

Og der er netop denne Gud – din himmelske far – der i dåben – til ethvert døbt barn siger – Se jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Og det betyder, at du aldrig er alene – hverken i livet eller i døden – Gud er med. 

 

Jeg plejer ved dåbssamtalerne at komme ind på denne del af dåbsritualet. 

Til slut i dåbsritualet – når barnet er døbt siges der:

 

Herren bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid.

Her står Udgang og Indgang – og ikke Indgang og Udgang

Det er en hilsen til hinanden – som står i Salmernes bog slme 121 v. 8 i det gamle testamente. Det er en hilsen til vandrere fra by til by – inde i byerne med bymure var der fred og sikkerhed – udenfor kunne lure farer – derfor denne fredshilsen – udgang til indgang

 

Og det er et billede på vores livsvandring – som kan være super fed og farefuld!

Og her er det store: 

Gud er med os – det er ham der siger:

 Se – jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!

Han siger ikke:

 

Se jeg er med jer hver anden dag…

Se jeg er med jer på de fede dage – alle de dårlige dage – svære dage – smertefulde dage – magtesløse dage – dem må I klare selv!!

 

Gud – som din himmelske far – kender din følelser – din magtesløshed, din glæde, din smerte, din frygt, din utryghed dit håb.Og det er netop denne Gud – din himmelske far – der i dåben – sagde til dig – Se jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Og det betyder, at du aldrig er alene – hverken i livet eller i døden – Gud er med. 

 

Vi skal 17 dage tilbage – vi skal tilbage til Kr. Himmelfartsdag.Her oplevede disciplene afskedsfølelsen, som vi var inde på før. Her oplevede din magtesløsheden, smerten , sorgen , utrygheden, og havde samtidig et spirende håb i sig.

 

Disciplene tog på Kr. himmelfartsdag – AFSKED med deres Herre og Mester - da Jesus fór hjem til Gud – da Jesus blev taget hjem til Himlen.

 

Da de var gået ned fra bjerget – efter afskeden – med følelserne helt uden på tøjet - med tunge skridt – efter at have stået og fulgt Jesu himmelfart – indtil de ikke kunne skimte ham i skyen længere – og på vej hjem til byen – da må Jesu sidste afskeds ord have kørt rundt i hovedet på dem – ligesom de kan gøre umiddelbart efter en af vores kære er død – eller vi har taget afsked med en af vores kære i en anden sammenhæng.

 

De sidste ord bliver hængende!

Og Jesu sidste ord til disciplene var – og er  dagens evangelietekst:

”  Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

 

– og det er ikke usandsynligt – at disciplene har tænkt – JA – vi skal vise at vi kan døbe og lære mennesker om Gud – døbe og lære – som aldrig før.

I sorgen – er det for nogle en naturlig reaktion at puste sig lidt op.  

Jesus sidste ord – er senere blevet kaldt for MISSIONS-BEFALINGEN

Og disse ord har i vores historie – kirkehistorie – haft en ganske stor virkning og eftervirkning.

Jesu sidste ord – vandt på en helt speciel måde genklang inde i disciplenes hoveder på vej hjem til byen – og det er pga. disse ord – om at døbe og lære – at vi sidder i Abildgård Kirke i dag. 

 

For uden disciplenes dåb og oplæring – og den ubrudte kæde af dåb og oplæringer – der har fundet sted i de knap hundrede generationer – der er gået siden Jesus tog hjem til himlen – hjem til Gud – ja – så var der ikke noget der hed kristendom – og ingen kirke – heller ikke i Danmark.

Underlig tanke – synes jeg – mærk selv efter.

 

Ved dåben får vi Gud som vores far nr. 2 – jeg synes det er fantastisk hver gang vi fejre dåb. Det er som om Gud står oppe ved dåbefonden og tager imod barnet. 

Og efter dåben – ja – så forsvinder han ikke bare igen – eller sætter sig over i hjørnet. 

Nej – for det sidste Jesus siger i evangelieteksten i dag – det sidste han siger til disciplene inden han tager hjem til Gud - det er netop – som jeg var inde på før - ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” 

 

Og lad os ta´ Jesus på ordet! - 

men – det er rigtigt – vi kan ikke lige se ham – det kunne måske ellers nogle gange være godt – men det kan vi ikke. Det er en trossag. – og hvor der er tro – der er der tvivl. 

 

Vi kan måske kommer til at tænke -  ”Er alt dette med GUD bare en stort psykologisk flop” – er det ren indbildning det hele.

Ja - det er ganske menneskeligt at tænke sådan

Er kristendom - ja al religion – ikke bare noget menneskeskabt  – og dybest set uden realitet i virkeligheden.

 

Lille historie om udmeldelse af folkekirken

En mand sagde engang til mig - Ole – hvis du kan bevise Gud for mig – så vil jeg tro på ham – så vil jeg ikke meldes ud af FK.

 

Men det kunne jeg ikke - jeg kunne ikke bevise Gud

 

Sådan hænger det ikke sammen

Tro hænger sammen med tvivl

Bevis hænger sammen med viden

Om kristendom er en menneskeopfindelse – ja – det kan jeg ikke bevise, at det ikke er – men jeg tror noget andet.

Jeg tror at Gud er virkelighed – min Himmelske far – som er med mig alle dage indtil verdens ende.

 

Og tvivl er en del at troens væsen –  for tro drejer sig jo om TRO – Tro er ikke at bevise noget – det er ikke VIDEN – Kristen tro - det er ikke en videnskab.

– Det at være kristen – det sidder i hjertet - og ikke i hovedet.

 

 

Og alligevel – så er noget af det sidste Jesus siger til sine disciple – at de skal LÆRE – mennesker om GUD – at de skal DØBE – og LÆRE!!

– og hvis vi ikke skal få troen på GUD - galt i halsen – så er vi pisket til at prøve at forstå hvad det betyder –”AT LÆRE” – at lære om GUD.

 

 

Enhver LÆRING er en PROCES – alt der skal indlæres – det er en proces – en udvikling.

– sådan er det også med det at lære om Gud.

- ja – og her er det min påstand – at vi aldrig bliver færdige – når det gælder at lære om GUD.

– At lære om GUD – er en livs lang proces.

 

I pædagogikkens verden taler man om LIVS LANG LÆRING.

Ikke som i gamle dage

Skole i gamle dage var lig at lære noget udenad

I DAG – ændrer tingene sig hurtigt - 

Læreres opgave er at lære eleven – eller måske bedre betegnet – den studerende at lære – at studere.

En elev ved hurtigt mere om en gråspurv end læreren – man skal blit google ”gråspurv”

En lærers opgave i dag er ikke at overføre viden til eleven – men at lære eleven – den studerende at lære – at studere. 

 

Jeg tænker – at vi som kristne mennesker – ligesom de studerende elever i skolen – som undervises efter det pædagogiske princip om livslang læring – vi skal som kristne mennesker lære – at leve livet – ud fra det faktum, at vi ikke ved alt – at vi er på vej – at vi skal lære hele tiden – at vi kan blive klogere – på livet, os selv, andre mennesker og på Gud.

 

og der vil altid være ubesvarede spørgsmål – frustrationer – anfægtelser og tvivl – som vi kan føle – som forstyrrende og ødelæggende i vores kristentro.

 

Men tænk lige efter – måske er det netop disse spørgsmål, frustrationer, anfægtelser og tvivl – der holder troen i live – når det kommer til stykket.

 

Alternativet - er jo at ende som skråsikre, bedrevidende og ”rigtige” mennesker – som mener, at vi har svar på alle ting – på den måde kommer vil blot til at ligner maskiner – og netop maskiner – der let falder med i grøften der er fyldt med selvophøjelses-mudder.

 

Jeg er overbevist om, at når vi taler om at lære GUD at kende – så er det vigtigt at tænke det som en proces – hvor vi hver især erkender stykkevis – ”som i et spejl, en gåde” – som det står et sted i Ny testamente.

– og den stykkevise erkendelse – der råber på RESPEKT – for hinanden – respekt for forskelligheden.

Vi er alle på vej – 

 

I begyndelsen af Johannesevangeliet i det Ny testamente – står der om Jesus: ”Lyset - det sande lys - som oplyser ethvert menneske - var ved at komme til verden”

 

Var ved at komme til verden – lyset – Guds lys – Jesus - erkendelsen af GUD – læren om GUD - det er som et lys der oplyser os – ikke på en gang – med et ”huk” – nej – men i små bidder – stykkevis – i en lang livsproces – som først fuldendes i himlen – for da skal vi se og erkende fuldt ud!  - og det bliver SPÆNDENDE!!

 

Indtil da – må vi som døbte ”nøjes ” med at erkende stykkevis om GUD – og glæde os over at kunne hvile i troen på at vi som DØBTE er GUDS børn – at vi er under hans vinger – at han altid er med os – alle dage – indtil verdens ende.

 

Derfor kan vi altid komme til ham med vores liv – både når det lykkes og når det mislykkes – når vores liv er fedt – og når vores liv er så fedtet at vi falder – og vi slår ting i vores liv i stykker – vi må komme til Gud med vores glæder og sorger – med vores magtesløshed, med vores fejl og mangler, vores synd og skyld – og Gud – vores himmelske far – han åbner sin favn og tager imod os – trøster os – glæder sig med os – græder med os – hos ham kan vi søge og finde tilgivelse og basis for ny start. 

 

– og sidst men ikke mindst – må vi huske at minde os selv om  -at uanset hvordan vi har det – uanset om livet føles fantastisk –eller føles frygteligt – uanset om vi føler Gud helt nær – eller vi er fyldte af tvivl og føler at Gud er langt væk – så har han sagt til os – da vi blev døbt –at  han er med os alle dage indtil verdens ende – ikke blot de fede dage – ikke blot hver anden dag – nej – alle dage.

 Det er stort!

 

Amen