Matt. 8, 1-13  

Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. v2 Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« v3 Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. v4 Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«  

v5 Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: v6 »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« v7 Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« v8 Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. v9 Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« v10 Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. v11 Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, v12 men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« v13 Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.    

Prædiken

"Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel", siger Jesus i dagens tekst  

Tro er et ganske dominerende begreb i kristendommen, særligt i vor evangelisk-lutherske tradition.  

Det skyldes både dagens tekst - men også apostlen Paulus, der i sine breve skriver om troen versus loven - og senere Martin Luther, der genopdager troens betydning.  

Tro betyder så meget i vores tradition, at når man f.eks. skal lære unge folkekirkedanskere om en af de fire andre verdensreligioner, så spørger de pr. refleks: "jamen, hvad tror de?" Eller "tror de virkelig det?" Og så må man til at forklare dem, at tro altså ikke spiller den samme rolle dér som i kristendommen. Det handler mere om nøje at følge en rituel praksis end om at tro. Nogle religionshistorikere går ligefrem så vidt, at de ingenting skriver om religionens læresætninger, men kun beskriver dens praksis netop for at betone, at tro er fænomen, der får sin helt særlige vægtning i kristendommen. Troen er - sammen med håbet og kærligheden - et særkende for kristendommen.  

Tro er alene tillid, lærer vi i den kristne børnelærdom. Troen er som den urokkelige tiltro, et barn kan have til sine forældre. Skal man oversætte det græske ord for tro i NT direkte, står der "påstole"; man skal påstole Gud, stole på Gud. Sætte sin lid til Ham.  

Gamle højskoleforstander Poul Erik Søe fortæller, at det måske er det nemmest at huske "at tro er tillid" i smilet over Grundtvigs ikke helt rammende sammenligning, da han sagde: " Troen på Gud er så enkel som den tillid en sjællænder har til en jyde!" 

Nu er Grundtvig jo på en måde undskyldt. Han har aldrig set Olsenbanden. Men vi, der har set det filmiske storværk: "Olsenbanden i Jylland" lørdag efter lørdag i DR TV (den har snart været genudsendt 4-5 gange), vi ved jo alt for godt, at enhver sjællænder Egon Olsen, der har ubetinget tillid til en jyde Karl Stegger ender med at blive godt og grundigt snydt. Heldigvis var Jesus Kristus jøde og ikke jyde. Gud ske lov og tak for det havde man nær lyst til at sige.     

Evangelisten Matthæus, der er dagens fortæller, skriver til en jødekristen menighed. Derfor er det vigtigt for ham at få fortalt, at Jesus er den nye Moses.  

Ganske som Moses var oppe på Sinaj bjerg for at modtage loven, således var Jesus oppe på et bjerg for at holde sin bjergprædiken om Himmeriget; det Guds Rige, der er ved at bryde igennem lige nu. I dagens Evangelium kommer han ned fra bjerget fulgt af en stor folkeskare.  

Og så hører vi overraskende om to, der var uden for det gode selskab, der netop er kommet ned fra bjerget.  En spedalsk og en hedning. Der var "vi" - og så "dem" udenfor. Og det er dem udenfor, der i dagens fortælling kommer i forgrunden tæt på Jesus.  

Spedalskhed i antikken på bibelsk tid var ikke det samme som det, vi i dag forstår ved spedalskhed. Måske snarere en form for hudsygdom, psoriasisagtig, som kunne ramme såvel menneske- som dyrehud. Det værste ved den sygdom var den sociale devaluering og udstødning, som den syge blev udsat for. En spedalsk blev betragtet som uren, de spedalske skulle leve isoleret fra andre mennesker. Det var forbudt dem at tage til Jerusalem. De skulle leve sådan, at de raske ikke kom i berøring med dem. Ja, ingen måtte røre ved dem og de spedalske skulle råbe "uren, uren", når nogen nærmede sig.  

Officeren fra i den romerske besættelseshær var nok en fin mand med høj social status i hæren, men ift. jøderne en fjende og hedning, og dermed også udenfor. Fortællingen vidner om, at han levede i et tæt forhold med sin tjener ved at betone hans bekymring og nidkærhed for tjenerens ve og vel (havde han ikke haft et tæt forhold til sin tjener, havde han bare skiftet tjeneren ud med en ny).  

Det var forbudt de romerske soldater og officerer i det første århundrede at medbringe deres familier på deres årelange ophold i felten. Derfor må dette tætte forhold formodentlig sandsynligvis betyde, at officeren og tjeneren levede i et venskabs- og/eller kærlighedsforhold; et forhold som vi i dag med et moderne udtryk ville kalde for homoseksuelt.  

Disse to outsidere er det, at Jesus uden forbehold tager imod. Han helbreder den spedalske og han helbreder officerens tjener. Begge får det, de beder om. Jesus udvider vores opfattelse af "vi" til også at omfatte "dem" uden for. Grænser brydes. Det Jesus ønsker at bringe er ikke forbeholdt en lille udvalgt skare. (For den store, vældige Gud er ikke partisk, som vi hørte fra 5. Mosebog).  Kristus inspirerer os til at opgive berøringsangsten over for det urene og de fremmede. Den romerske officer får tilmed overraskende det prædikat af Jesus at være manden med den største tro, Jesus har fundet i Israel.  

Som officer kendte han til ordets magt: et ord var nok til at få en soldat eller tjener til at makke ret. Han vidste at tale også er en måde at handle på. Hans ordrer kunne lave om på virkeligheden. Han har en selvfølgelig forventning om, at som han selv med sin tale har kommandoen over sine underordnede, har Jesus det over de kaosmagter, der gør mennesker syge. Jesus har en magt bag sig, Guds magt, og derfor kan Jesus ændre virkeligheden, så den bliver ny.   

Officeren bliver dermed et mønstereksempel på troen.  

Når vi taler om tro i dagligdagen er det ofte i betydningen: en holdning, nogle meninger, et forhold til en række dogmer. Men det er det ikke her, hverken i hedningeofficerens eller den spedalskes tilfælde.  

Der står ingenting om, hvad de ellers talte med Jesus om. Havde Jesus lavet en overhøring eller udsat dem for en PISAtest i de 10 bud eller Moses eller profeterne, så havde de sikkert måttet svaret, at det kendte de overhovedet ikke noget til. Hvis den spedalske havde været syg siden sin barndom, havde han ikke haft mulighed for bare at komme i nærheden af en synagogeskole. Og den romerske kompagnichef kendte ikke noget til en sådan indfødt og fremmed religion. Han holdt sig helt sikkert til den udbredte militære, macho soldaterreligiøsitet, Mitra-dyrkelsen, (som vi i dag kan møde svage reminiscenser af i tyrefægtningerne i Spanien).  

Begge de tos tro hang altså ikke på noget bag dem, i deres bagage - men deres tro var rettet mod fremtiden. Det er den tro, der overgår, hvad Jesus ellers er stødt på i Israel.  

Troen hos disse to mennesker er altså en tro på, at fremtiden kan blive anderledes. Og den tro findes nok mest der, hvor mennesker har brug for en ny virkelighed, fordi deres gamle, kendte virkelighed er for lille, for ussel eller for magtesløs. Og begge, både den spedalske og officeren (så forskellige de ellers var) var magtesløse. De havde ikke andre steder at gå hen. De havde begge brug for en ny virkelighed.  

Deres tro vender fremad mod noget, som endnu ikke har fundet sted. Det er ikke sådan, at Jesus først helbredte tjeneren og så kom hans ven og overordnede, officeren, til tro. Eller at den spedalske efter sin helbredelse, kom og sagde: nu tror jeg.  Ingen af de to havde noget bag sig, som de kunne hænge deres tro op på.  

Den fremadrettede tro lever dér, hvor mennesker har brug for en anden virkelighed og blandt dem, der har øjne og øren til at opfange, at en meget stor del af menneskeheden i denne verden er i underskud og trænger til en ny og anden virkelighed.   

Som kristen er det ikke nok at tænke troen bagudrettet: tro som noget, de gamle havde. Noget, der står noget om i Biblen, Luthers lille katekismus eller i oldkirkens trosbekendelser. Troen er også fremadrettet.  

Og vi har en særlig forpligtelse som kristne til aldrig at nøjes med den tro, der vender bagud.  

Nu kunne man misforstå dagens fortælling, som om troen var sådan en særlig åndelig tilstand, som den spedalske og officeren besad. Eller en præstation som de yder.  

Selv om man siger, at tro kan flytte bjerge, så var det altså ikke den spedalskes og officerens tro, der ændrede virkeligheden.  Det var Jesus med Guds Riges kraft bag sig! Men det var troen, der satte begivenhedskæden i gang. Derfor er det vigtigt, når nøden er stor, at fastholde troen på, at virkeligheden kan blive ny og anderledes. Ellers var det ikke til at holde ud at høre radioavis.  

Guds rige er endnu ikke brudt endegyldigt igennem. Men det er på vej.  

Bjerget, hvor Jesus holdt sin bjergprædiken om Guds Riges frembrud, kan flytte troen, så vi ikke kun ser tilbage på en tid, der var gylden. Den gyldne tid er forude, når den faderløse og enken skaffes ret. Når Gud skænker os troen, så du og jeg begynder at elske den fremmede og giver ham/hende føde og klæder. Den gyldne tid er forude, når du og jeg begynder at give vor fjende noget at spise, når han er sulten og noget at drikke, når han er tørstig. Den gyldne tid er forude, når det onde overvindes af det gode.  Troen vender fremad.  

Og for det siger vi:  

Lov og tak og evig være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand, treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen                 

 

 

Viggo Ernst Thomsen