Luk17, 5-10

Salmer : 392, 582, Gå gen, 3 21, 31, 697  

Du sommerlyse Helligånd
rør de trætte smilebånd, 
så troen gror 
og håbet bor, 
hvor døren bliver åbnet for de andre.
Amen. 

Jesus havde sagt til sine disciple, at de skulle blive ved med at tilgive deres bror igen og igen. Selv om han blev ved med at forsynde sig imod dem, skulle de, hver gang han så kom og angrede, tilgive igen.  Uendeligt.    

Da var det, at nogen af dem udbrød: giv os dog en større tro. Vi må have en større tro, tænkte de, ellers magter vi ikke det her. Vores tro må gro, så vi får styrke til at være i det, du her beder os om. Ja så vi får styrke til at leve vores liv.
Troen må kunne give os styrke til at kontrollere vores vrede, den må give en ro, så vores angst forsvinder, så vi får den sindsro, som vi længes efter. Giv os en større tro, så vi ikke skal gå rundt i denne evige uro. 

Disciplene tænkte på troen som en kraft, en personlig styrke eller egenskab med hvilken man kan magte livet bedre. 

Jesu svarer dem i to omgange. 
Først taler han om den kraft, som tro virkelig har: Havde I tro blot så stor som et lillebitte sennepsfrø, kunne I få et mægtigt træ til at rykkes op med rode og plante sig i havet.  
Så mægtig er troens kraft, men siden de ikke kan noget af det, så må deres tro jo være mindre end det mindste sennepsfrø. 

I den sammenhæng kunne vi også tænke på Abraham, som vi hørte om i den gammeltestamentlige læsning.  Abraham står og kigger op på stjernehimlen og tænker på hvor meget han ønsker sig at få afkom, en slægt efter sig. Men Abraham beder ikke om tro, om med tro at få magt over tingene.   Når man står og kigger på stjerne himlen, føler man sig altid meget lille. Det gjorde Abraham også. Lille og magtesløs. Og da Gud gav ham løfte om, at han skulle få en slægt, forandrede det ikke Abraham til et stort menneske med magt over tilværelsen. Abraham blev ved med at være et lille menneske, men et menneske, der kunne leve i tillid til Guds velsignelse over hans liv.  Sådan en tillid til Gud og hans løfte, den har en mægtig magt og kan gøre det utroligste. 

Vi kender det fra den magt, som tillid har imellem os mennesker. Er der tillid mellem mennesker, kan man gøre det utroligste sammen: opbygge et godt samfund, en god familie, et godt ægteskab, man kan samarbejde om alt muligt til fremme af trivsel i store og små sammenhænge.  Men er der ingen tillid, eller går tilliden i stykker, så kan man næsten intet - man bruger al energi på at sikre sig, at den eller de andre har den samme gode vilje som man selv. 

Men det med at have tillid, er jo ikke bare noget vi bestemmer os til at have.  Tillid får vi, fordi den anden eller de andre er tro værdige. Viser sig værd at tro på.Alt det kender vi udmærket fra vores liv sammen som mennesker. I forholdt til Gud viste det lille menneske Abraham tillid til Gud - han troede Gud på hans ord, selv om alt, hvad han kunne se og forstå, nemlig at han og hans kone var blevet meget gamle og dermed ufrugtbare, - det talte imod. 

Har vi som små mennesker en sådan tillid til en troværdig Gud, da kan der ske ting for os, som med styrke flytter på alle vore rodfæstede forestillinger om, hvad tilværelsen kan rumme. Det er måske noget af det, Jesus udtrykker med den retorisk skarpe replik om  morbærfigentræet, der pludselig vokser i havet.  
Men disciplenes tillid til Gud er mindre end et sennepsfrø, så der sker ikke så meget. 

Den anden del af Jesu svar til de disciple, der spørger om mere tro, så de kan få magt over og ro i tilværelsen, den benytter slet ikke ordet tro. Den drejer sig om tjeneste.  Jesus svarer med en lille fortælling om en tjener, der, selvfølgeligt i deres samfund, gør, hvad han er sat til: nemlig at tjene både i mark og hus og ikke vente, at der bliver gjort noget stort nummer af ham af den grund. Han gør hvad han er sat til og det er hans bestemmelse. I det fylder han sin livsrolle ud.           

Når disciplene spørger om tro, svarer Jesus dem med en beskrivelse af tjeneste.  Han flytter fokus for dem. Han flytter fokus fra det at have tro til det at være tro.
At være en tro tjener det er sindbilledet på det at leve i tro. 

Tænk ikke på jeres tro som en blomst, der skal passes og plejes, tænk hellere på de mennesker, som I skal passe og pleje. Tænk på dem og det, som I har ansvaret for. 

Det er måske næsten som om Disciplene betragter troen som en slags formue, som de skal have forøget, de vil gerne have mere ind på kontoen. 

Men nej, siger denne søndags tekster os, ret hellere blikket derhen, hvor troværdigheden ligger, hvor formuen findes: hos Gud, hos Kristus. Gud har en formue af kærlighed, som han deler med os.  Det har han vist os ved at sende sin søn til os. Den skal vi ikke beholde for os selv.  I tillid til Gud skal vi give den videre - i tjeneste for vores medmenneske. 

Man kunne synes, at Jesus kyser sine disciple på plads her ved at tildele dem en nedværdigende eller ydmygende plads som tjener eller slave, som det ord, der er skrevet med i den græske grundtekst egentlig betyder. Men tjenerrollen er jo den, som Jesu selv påtager sig overfor os. Og Jesus lader det være tydeligt, at den, der vil være stor, skal være alles tjener. Det er som om Jesus etablerer en ny troens verdensorden.  Troens verdensorden er en ny verdensorden, hvor den mindste er størst og tjeneste er det højeste. Tjeneren har den meste ærefulde post og den post, hvori den dybeste mening og forbundethed med Gud ligger.    

Troen er ikke noget vi kan have. Det er noget vi kan leve i. Tro er tillid og tjeneste. Tillid til Gud og tjeneste for vores medmennesker. 

Vi kan ikke regne med, at tro er noget, der gør det letter at leve livet, vi kan ikke regne med at den fjerner vores uro og giver os magt og overblik over tilværelsen.  

Tro er ikke en terapiform, men nærmere en platform, hvorfra vi kan leve vores liv.At leve i tro, fritager os ikke for sorg og savn.  Det fritager os ikke fra at blive anfægtet af tvivl når livet går os imod.  Der kan være brug for tro - fasthed for at holde ved, sådan som Abraham gjorde, da  tvivlen nagede i ham om, at  hans drøm skulle opfyldes, men han alligevel  holdt sig til tilliden til Gud. 

Der er ingen grund til at beskæftige sig med at udmåle størrelsen af den tro, forstået som en intellektuel præstation, som vi selv eller andre måtte have og spekulere i det. Når vi med prædikenens indledningsord fra salmen, vi sang  før prædikenen, beder om, at Helligånden må røre os, så troen gror, så er det en bøn om at tilliden til Gud  må vokse at tjenersindet må blive  gennemgribende.  Der hvor det sker, begynder gudsriget at blomstre også i denne verden. 

Amen