Luk. 17, 5-10 
(samt Zakæusfortælling / juniorafslutning)

Salmer: 749, 106, 582, till 856, 13, tak Gud

Evangeliet i dag handler om tro. Og det  kaster på flere måder lys over, hvordan vi kan forstå  dette tro- altså forstå, hvad er tro for noget, forstå hvilket fokus vi skal lægge , når vi taler om tro.

Tro er noget vi ofte forestiller os som en målbar egenskab, en slags særlig åndelig kraft, vi kan have eller ikke have, eller have i et bestemt mål.

Der er et udtryk, man nogen gange bruger : "Manden med den lille tro".

Udtrykket "Manden med den lille tro", har jeg hørt nogen bruge om sig selv eller andre for at betegne et menneske, som ikke ved en hel masse om kristendom og ikke  har gjort sig en hel masse  klare forestillinger om det guddommelige.  Det udtryk forudsætter, at tro er noget, man kan have, og den kan være mindre eller større.   

Med til den forestilling om tro hører vel så også at man kan mene, at nogen må have et bestem mål af tro, for dels at beslutte, at man vil bære sit barn til dåben, og vil nogen sige, så må man have et noget større mål af tro, hvis man vil være en, der ofte kommer i kirken til gudstjeneste, og videre så må man have et bestemt mål af tro for at blive konfirmeret, og præsten,  han eller hun skal bestemt have et meget stort mål af tro for at  gøre det, han skal.

"Herre, giv os en større tro", sådan siger  nogle af apostlene til Jesus.

Vi ser at apostlene her tænker som vi nemt gør- at troen er noget vi må have som en slags formue, vi gemmer på, og som kan være større eller mindre. 

Apostlene er jo udsendt af Jesus til at fortælle hans budskab videre, de er en slags præster, og de tænker at de for at gøre det overbevisende må have en  særligt fremragende tro, som lyser ud af dem.

Men Jesus giver dem et mærkeligt svar : Havde I tro så lille som et sennepsfrø, kunne I  sige til det store træ : ryk dig op med rode og  plant dig i havet.- og det ville adlyde jer.   

Af det mærkelige svar kan vi forstå flere ting:
For det første, at Jesus skarpt afviser deres måde at tale om tro på  - de vil have større tro - men havde de blot det mindste mål af tro kunne de gøre det utroligste, men det kan de jo ikke -der er jo ikke noget menneske der kan rykke et træ op få det til selv at plante sig  i havet. - men hvad skulle et stort træ også lave midt i havet?  Det er absurd og hører ingen steder hjemme at ville have eller eje en tro og dele den op i størrelser.
På den anden side kan det også være, han med sin billedtale om frøet og træet her vil sige :  Troen er en dør, der åbner for en verden, der er anderledes end den verden,  vi ser,  hvor det, vi ellers anser for umuligt, er muligt. Her er troen ikke noget man kan have, men en sprække, en åbning, der dukker op.

Men mest vægt skal vi nok lægge i den lignelse han fortæller om tjeneren, der gør det han skal.  Det er ikke nok med arbejdet i marken, hjemme må han også i gang, med mange opgaver før det bliver tid til hans egen spisning og afslapning. Og tjeneren er ikke den, der med sit arbejde skal forvente tak eller anerkendelse for det. Tjeneren gør det han skal. Og han må være tilfreds med at han har gjort det, han skulle.

Hvad har det med tro at gøre, kan vi spørge, hvordan er det et svar på apostlenes spørgsmål?  

Jo, her drejer Jesus tro fra at være noget man har og vil måle sig selv og andre på   til at være noget man er : Tro er at være tro. Være tro mod alt det, man er sat til. Tro er hårdt arbejde.  Det er at sørge for andre, før man sørger for sig selv.

Tro er at smøre madpakken og tørre barnets næse, det er at holde den i hånden, som ligger syg, det er at passe arbejdet, tro er at passe på den natur vi skal give videre til de næste gernationer i gerne god stand, det er at holde fred og retfærdighed i hævd, tro det er at passe på kærligheden. 

At tro er at være tro, mod Gud.Det vil sige at elske Gud og elske livet og elske hinanden.

Og den tro kommer af en bevægelse. En bevægelse hen mod Gud og det, der er større end vi kan forstå. En bevægelse hen mod Gud, for at se hvem vi er, og hvad det er, vi er sat til at være tro imod.

Vi har i dag mødt Zakæus.  Han bevægede sig hen for at møde Jesus, men vejen var svær og fuld af forhindringer, det var ikke til at komme til, der var nogen, der stod i vejen for at han kunne få øje på Jesus og han måtte vejen om af et højt træ.  Men Jesus fandt ham. Og i mødet med Jesus fandt Zakæus ud af, hvem han selv var: et menneske, der er elsket af Gud- selv om man ikke skulle tro det.  Fra da af var det indlysende for Zakæus, at hans livs mening var at være tro mod Gud.

Og hvor han før havde haft meget travlt med at sørge for sig selv, blev det ham nu magtpåliggende og naturligt at gå i gang med at sørge for andre først og fremmest.        

Zakæus bevægede sig fra sin toldbod ud for at søge en sprække i sin fastlåste, ufrie tilværelse. Da kom Jesus til ham og Zakæus forstod, at der var noget at være tro mod.    

Apostlene, der spurgte Jesus om større tro, de blev gjort forståeligt, at apostelhvervet, det udføres ikke bedst ved at spejle sig i sin tro, men ved at være tro mod den, som har sat en i arbejde.

Og vi, hvad forstår vi så af det ?Ja, muligvis så forstår vi ikke så meget.Men måske kunne vi bare forlade os på, at der er en åben sprække et sted, hvorigennem lyset og kærligheden fra Jesus Kristus falder på os, så vi mærker hvem vi er, så at vi som hans børn og tjenere kan leve og være tro mod ham.                               

Lov og tak go evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.