I Faderens Sønnens og Helligåndens navn amen. Der er to magter. Gud og Satan. Gud er skaberen, som vi tror på. Satan er ødelæggeren, som vi forsager, sammen med alle hans gerninger og alt hans væsen. Som mennesker er vi placeret mellem disse to magter, som trækker hver sin vej. Gud vil at vi skal leve.  Satan vil det modsatte. Han vil ødelæggelse og død. Det er dette opgør mellem Gud og Satan, der fortælles om i evangelierne. Og kampen kulminerer ved påskefesten i Jerusalem, hvor Jesus bliver henrettet og siden oprejst fra de døde. Djævelen tager alle sine redskaber i brug for at knuse ham. Men Gud overvinder den sataniske djævelskab med sin livskraft.  

Jamen, vi lever da i 2011. Al den snak om Gud og Djævel. Er det virkelig sådan, man stadig tænker i kirken.  En ting er, at man i gamle kirker fra middelalderen kan se den onde som hæsligheden selv, der med horn i panden og trefork i hånden jager de stakkels sjæle ind i den evige glødende ild. Det var dengang.  Men nu lever i ikke mere i middelalderens overtroiske tid. Vi er moderne. Vi tænker og lever moderne. Det må kirkens tale da indrette sig efter. - Når bilen går i stykker, får vi Falck eller Dansk Autohjælp til at køre bilen på værksted. - Vi kunne ikke drømme om at få den kørt hen i kirken.  Når vi bliver syge går vi til lægen og kommer måske på hospitalet. Når vi får ondt i ægteskabet går vi til psykolog. Og når sindet bliver mørkt skal psykiateren hjælpe os med den livgivende medicin. Bliver vi forulempet og bestjålet skal politiet hjælpe os. Bliver vi uretfærdigt behandlet kan vi føre retssag og klage til ombudsmanden. Sådan er det at leve i nutiden og være moderne. Vi hjælper hinanden til at livet kan lykkes og blive godt og forsøger i fællesskab at begrænse ulykke og ondskab.  

Vi har selv påtaget de opgaver, som Gud og Djævel løste i meddelalderen. Vi forholder os til det fysiske og konkrete og har fjernet det metafysiske. Vi forholder os til det, som kan tælles, måles og vejes, til alt det som kan koges og steges, som det blev sagt ved Abildgård Formiddag forleden. Og det metafysiske og religiøse er stort set kørt ud på sidespor sat på museum.  

Vi lever i 2011. Ja netop,  Og i dette år 2011 rystes vi. Jorden skælver under Japan og bringer død og ulykke over et samfund som ellers er indrettet til at modstå jordskælv.  Oveni kom Zunamien.  Bølgen fra havet, som skyllede ind over vidstrakte landarealer og smadrede alt på sin vej. Men værst af alt er ødelæggelserne på atomkraftværkerne, som leverer den nødvendige energi til det topmoderne industri samfund. - Det skulle være sikret på alle tænkelige måder. Men nu kæmpes på liv og død for at forhindre den store ulykke. Historien om Titanic, der ikke skulle kunne synke, synes at have fundet sin afløser.

Samtidigt med disse begivenheder rystes det internationale samfund af de folkelige opstande, som finder sted i Nordafrika og Mellemøsten.  Nu er vi gået i krig for at forhindre en massakre på oprørsgrupperne i Libyen. -  Heller ikke i de andre lande ser det ikke ud til at ville komme til at gå så fredeligt som i Tunesien og Ægypten. Det er da spektakulært, at alt dette fylder så meget i mediebilledet, at der ikke er plads til klimaforandringerne, som måske udgør en langt større trussel mod vor eksistens på denne klode.     

Jeg ved godt, at det er træls at høre på alt dette. Men jeg siger det for at skabe forståelse for den bibelske verdens tale om Gud og det onde. Det giver god mening at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. - er det ikke lige præcis det relevante sprogbrug om alt det, der sker. Vi har jo simpelthen ikke styr på det.  Kampen mod de nedsmeltende atomreaktorer udstiller jo vores mulighed og vores magtesløshed. - Måske er vi heldige denne gang. - Men der er kræfter på spil på denne klode, som fuldstændigt kan tage styret fra os. Det dæmoniske lurer overalt.  Og derfor har vi brug for Gud. Kun Gud er stærkere end alle destruktive ødelæggende kræfter.  

Spørgsmålet om Gud og Djævel bliver diskuteret i dagens evangelietekst. Diskussionen går på ikke på om der findes en Gud og en djævel men på, hvad der er hvad. Man var dengang ikke i tvivl om, at disse magter var i spil. - Når Jesus uddrev en dæmon, - når en stum fik talens brug tilbage, så kunne han kun gøre det, sagde nogen, fordi han var i ledtog med den onde selv. Jesus anklages for at samarbejde med Beelzebul, som er et af det ondes navne.  

Og sådan kan det komme til at se ud, når man betragter sygdom som en straf. Er sygdom en straf? og død? Det er der mange, der mener. Både dengang og nu. - Hvad har jeg dog gjort siden jeg sådan skal blive syg. Man forestiller sig, at der må være en højere retfærdighed.  En gengældelse. Når jeg lever sundt og godt, og moralsk, bliver jeg belønnet med et godt helbred. Og når jeg bliver syg, er det min egen skyld. Det er straf for min livsførelse. Og når man så tror, at Gud er retfærdig, er det ham der står bag hele systemet. Men Jesus afviser tankegangen. Gud gengælder ikke. Gud elsker. - Gud vil at vi skal leve. Alle sammen.  Når man elsker et menneske, ønsker man liv og glæde for den elskede. - Sådan har Gud det med os.  

Da Jesus hjalp den stumme og gav ham talens brug tilbage, var det for livets skyld. Sådan vil den onde ikke kunne tænke. - Hvis han gjorde det, ville han jo gå imod sig selv og miste sin magt. Hvis han ødelægger sine egne magtmidler, sine egne kræfter, så ville han jo ikke kunne bestå. Men det gør han jo. Det onde er der. Det onde ødelægger ganske meget. Hele tiden. Og derfor giver det ingen mening at påstå, at Jesus er i ledtog med den onde.  

Så er der kun én anden mulighed. Det er, at Jesus arbejder sammen med Gud. Når Jesus helbreder, sker Guds vilje. Så er Guds rige ved at trænge frem. Guds rige, som hører fremtiden til,  er her allerede.  - Det bryder frem her og der og alle vegne, allerede nu.  

Derfor er der håb. Det er håbet, vi skal høre i dagens tekst. Det har sin styrke i troen på Gud. Det er hans kraft og hans magt, der kan gøre en forskel. Gud er skaberen, der ønsker at gøre sit arbejde færdigt. Fuldende det, som han har tænkt det fra begyndelsen. Det er med tonen fra himlen, at der er håb. ( i troen på Gud )  

Uden Gud er vi alene om det. Så må vi klare det hele selv. Ulykkerne, ondskaben, katastroferne, krigene og klimaforandringen.  Og vi skal blive enige om, hvad vi skal gøre. Gang på gang oplever vi, hvor svært det er. Så gør vi nogle til engle medens andre bliver til dæmoner. Og de skal styrtes ned fra deres troner og drives ud.  

Når det så er sket. - Er alt så genetableret i skønneste orden?  Eller sker det, at det sidste bliver værre end det første?   

Jesus forkynder og en anden mulighed. Han tilbyder sig som den, der går imod det onde for at binde ham og uskadeliggøre ham. Hvad han mener, ser vi i påskens begivenheder. Døden udfolde al sin magt mod ham, men fik ikke bugt med ham. Det ondes magt blev stækket med Jesu død og opstandelse.  Her vandt lyset over mørket, kærligheden over hadet og livet over døden. og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.