I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn amen. Tag det sorte kors fra graven, skrev Grundtvig i sin salme om Jesu opstandelse. Plant en blomst, plant en lilje, hvor det stod. For korset, der kaster lange sorte skygger hen over livet, har mistet sin magt. Sprængte er nu dødens bånd. Han er visselig opstanden og evig lever han, guddomsmanden. Derfor: Bort med det sorte kors fra graven.  

I søndags sluttede 10 års jagt på manden, bag flyangrebene på New York og Washington den 11. september 2001. Den mest eftersøgte terrorist blev sporet og dræbt under anholdelsen på sin bopæl i en fredelig provinsby i Pakistan. Nu er "Verden er blevet er bedre sted at leve" , var overskriften i en avis. Terroren vil fortsætte skrev en anden. Men i New York og Washington blev der for en stund festet for det som man opfattede som en sejr for retfærdigheden. Præcis på samme måde som vi har set det fra andre steder i verden, hvor folk jubler og fester, når det var lykkedes at besejre og dræbe modstandere, som f.eks kunne være amerikanske soldater, eller endog danske måske.  

Det er triumf. Men det er dødens triumf. Den fjerner ikke det sorte kors fra graven. I aften 4. maj holdes der også fest. - Den fylder ikke så meget i mediebilledet. Anledningen er gammel. Der er ikke så mange tilbage fra den tid, som for alvor kan huske det som andet end en barndomserindring. Det er blevet en dag blandt så mange andre, som også huskes. Men løfter vi os lidt og ser på dagen i fugleperspektiv, bliver 4 maj en af de helt store dage pga sin symbolske værdi.  

I Danmark markeres den 4. og 5 maj ved mindehøjtideligheder i bl.a  Ryvangen, på det sted, hvor tyskerne henrettede danske frihedskæmpere. Der er mindemærke for mere end 100 unge danske mænd, som gav deres liv for Danmarks frihed.  

Også i Frederikshavn har vi mindesten for krigens ofre.  ( billede vises ) Her er stedet for mere end 1200 tyske soldater, som druknede den 2. september 1940. Og her er stenen sat over allierede flyvere, som havarerede eller blev skudt ned over Nordjylland. Og her er kors over de tyske flygtninge, som døde under deres internering her i byen.  

Alle disse rækker af gravsten findes overalt i Europa, ja over hele verden. Hver af dem dækker over et menneskes skæbne. Og måske skulle vi tænke på dem på samme måde, som når præsident Obama taler om de efterladte efter september eleven. Hver af disse sten fortæller om børn uden fædre, forældre uden sønner, mænd og kvinder uden deres elskede.  

Ingen har et nøjagtigt antal på den 2. verdenskrigs ofre: Sovjetunionen 20 mil, Polen 4 - 5, Tyskland 4 - 5. I alt 30 eller måske 40 millioner for Japan og Sydøstasien skal også tælles med. 1. verdens krig krævede endnu flere ofre. Ja, måske endda flere op til 50. millioner. Fordi man var bedre til at forsvare sig end til at angribe. Det gav uhyrlige tab på begge sider af fronten  

Set i det store historiske perspektiv vil talen om de 2 verdenskrige i det 20. århundrede nok smelte sammen som det århundrede med verdenskrigen. Det begyndte med mordet i Sarjevo i 1914 og sluttede med Murens fald i 1991. For den kolde krig var en følge af den 2. verdenskrig. Og den 2. verdenskrig må forklares ud fra den 1. krig.  Den ydmygende fredsaftale, den krænkede den tyske nationalitetsfølelse og den økonomiske krise i 30´erne.  

Hvordan kunne det ske? og hvorfor bliver der der krig. Finder vi forklaringen, kunne vi måske også fjerne årsagen til krig. Det er ligesom det aldrig slutter. 4. maj 1945 kom med fred og frihed til Danmark. Men siden har der været ført mange krige siden. Og nu er vi også en del af dem, både i Afganistan og i Libyen. Spørgsmålet er: Hvorfor der er krig. Og hvad kan vi gøre for at vinde freden.  

- Krigen skyldes religion. Jeg hører det ofte, når jeg taler med folk - Det er en helt grundlæggende tanke i folkesjælen. Det er religionens skyld. Hvis vi fjernede religionen, som ville krigene også forsvinde. Jeg tænker, at det er lige modsat. Krigene opstår, fordi vi mangler troen på Gud. Fordi vi mangler en højeste instans, som fordrer vores respekt og vores kærlighed. Denne instans er kærlighed. - Hvis troen på den treenige Gud var herskende, ville freden brede sig i folk og mellem folk.  

De sidste 200 år har været præget af videnskab og udvikling. Med tanken har vi opdaget naturlove og lært at anvende dens kræfter og materialer. Med tanken har vi frigjort den politiske og økonomiske magt fra autoriteter, som stod over os. Nu hersker vi selv gennem demokrati eller diktatur og  bestemmer over vores liv. Med lægevidenskab har vi gjort os selv til herrer over liv og død og kan nu med Freud forklare samvittigheden ud fra rent psykiske processer. Spørgsmålet om Gud er skubbet væk og findes kun i rest omkring fødsel og død. Mennesket har gjort sig til herre i eget hus. Og resultatet er gruopvækkende Aldrig før i menneskehedens historie har der været så mange krige, som har krævet så mange ofre, som i det 20 århundrede. Aldrig før i historien er der blevet sat så mange sorte kors på graven. Stalins terror mod sit eget folk fandt sted i et land, som havde afskaffet Gud ved lov. Pol Pots og de røde Kmere udryddelse af op mod 2 mill Cambodjanere, havde troen på kulturrevolutionen som idegrundlag. Folkemordet på Armenerne  og i Rwanda skyldtes etnisk og kulturelle modsætninger.   

Vi burde hellere spørge til, hvad den kristne tro har at byde på til frihed og fred. Jeg mener, der er 2 faktorer. Begge ses i Paulus brev til menigheden i Kollossae.  

Gud er vores skaber og ophav. Jeg er ikke blevet til ved en tilfældighed. ( og jeg er nødt til at tale i jeg form. For det gælder mig. Jeg er ikke tilskuer til mit liv. Det er mig, der lever det. ) -  Jeg skal ikke leve efter naturloven om den stærkeste ret til at overleve på bekostning af den svageste. Jeg er, som skabt, forpligtet af hans kærlighed til mig, og til hvert enkelt menneske som en unik skabning. I dette forhold til Gud er mit liv forankret. Det er det ene. Gudsforholdet. - Som sætter mig sammen med alle andre i relation til selv livsnerven, vort livs ophav og fuldendelse.  

Fuldendelsen er det andet perspektiv. Med Gudsforholdet, med Jesus Kristus og hans liv, hans kærlighed og hans opstandelse er der åbnet for fremtiden.  For håbet om det som, skal komme. - Det levende fællesskab i Guds rige, når vi alle sammen er her sammen. Levende og glade. - Det må da blive lækkert. Saligt som vi siger i kirken.  

Men lad mig lige vise et par billeder mere fra Fladstrand Kirkegård.  

Engelske sømænd. Som har givet deres liv til Guds ære. Tyske sømænd som har givet deres liv til Fædrelandets ære. De mødte hinanden i krigen. På liv og død. - Og med døden som resultat. Og siden har de ligget sammen på Faldstrand Kirkegård.  

Det er perspektivet uden Gud. Det kan godt være, der er ære knyttet til dette. Men det er magtens ære, menneskets ære, samfundets ære. Dødens ære.  

Men Guds ære. Det er, når fjender bliver venner. Når hadet bliver kærlighed. Når død bliver til liv. Når det sorte kors forsvinder gravene, når liv og liljer vokser frem i dødens sted. Når Guds rige bliver alt i alle.   Når vi lærer at se på hinanden som mennesker, der skal være sammen i fest og herlighed i al evighed, så bliver vi nødt til at begynde nu. Kærligheden tvinger os. Amen.  

Vi takker dig for vor jord, for den verden du har givet os at leve i. Tak for frihed og fællesskab, som vi har fået lov at opleve i vor tid. Giv og mod og fantasi til generøst at give det videre som vi selv har modtaget i tro på din kærlighed og i håbet om fremtiden i opstandelsens herlighed. Fyld os med din fred.  

Giv vores hjerter fred  

Velsign vort land og bevar vort folk med regering, Folketing og øvrighed. Giv os at værne om og kæmpe for demokrati lokalt, nationalt og internationalt. Hjælp os til at tage ansvar, hvor det kræves og gøre det retfærdigt og kærligt. Og med fred.  

Giv Vore hjerter fred  

Vi beder dig for ofrene for krig, tortur og terror, for diskrimination og forfølgelse på grund af tro. Vi beder dig for os selv, når vi har det svært, de syge og de ensomme, de fortabte og forladte. Vær med dem, som snart skal dø og med dem som lever med savnet af een de havde kær. - Hjælp til at tro, at du altid er os nær med din evige fred.  

Giv vore hjerter fred  

Hjælp os til at respektere hinanden, selvom vi er forskellige. og at tåle hinanden, når vi går hinanden på og forlige os med hinanden, når vi har gjort hinanden ondt. Du kender os bedre end vi kender os selv. Hør os i det vi beder om, når der nu bli´r stille.  

Giv vore hjerter fred:  

Velsign kirken ud over hele jorden, i Letland, Cambodja og Tanzania  og her i vort sogn. Vi beder dig om, at den må være et lys i mørket, et håb i fortvivlelsen og et fællesskab som må vokse sig stærkt imellem os. Fyld os med din fred.  

Giv vore hjerter fred.