Matt. 5,43-48

Salmer: 747, 163, 698, 369, 426, 696

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

For ca. 4 uger siden blev fire jødiske teenagere taget som gidsler på Vestbredden og knap tre uger derefter blev de fundet dræbt. Disse drab har fået både racisme og udtrykt ønske om hævn til at skylle ind over Israel. Hundredevis af højreradikale israelere har demonstreret i centrum af Jerusalem og overfaldet tilfældige arabere på gaderne.  Store styrker af kampklædt politi har arbejdet hårdt for at befri de arabere, der er faldet i hænderen på demonstranterne. Samtidig er der blevet oprettet flere facebook-sider med opfordringer til hævn. En af dem fik på få timer 35.000 tilhængere.

Det vi her har hørt, er uddrag af en beretning som stod i Kristeligt dagblad for godt en uge siden, skrevet af en medarbejder fra Jerusalem.

Det er et øjebliks billede fra vores verden af, hvordan had og hævntørst eksploderer.

På en måde forstår vi det jo godt. Når fjenden begynder af bortføre tilfældige store børn for at slå dem ihjel i deres politiske sags tjeneste, så rører de ved noget af det mest sårbare i os og kalder en vrede og harme frem i os, som det næsten ikke er til at lægge låg på. En vrede, som kalder på handling. Kalder på hævn.  

Men samtidig kan vi jo sidde her i behagelig afstand og se, at det er helt fra forstanden, når man af den grund lægger en hel befolkningsgruppe for had og øver vold og pression i flæng mod den. Det kan kun ende i flere hadefulde handlinger fra begge sider, og i en optrapning af volden i en konflikt, der ellers i det daglige kun lige omtrent bliver holdt i ave.

Det kan vi da også se i de regulære kamphandlinger og bombninger, mellem Gaza og Israel, der siden da har taget fart og ført til mange dræbte og sårede. 

Vi har i dag hørt en del af Jesu bjergprædiken. Bjergprædikenen er kendetegnet ved sin radikalitet.  Ingen af de ting, der bliver udtrykt i den er sagt forsigtigt. Jesus har ikke uld i munden, når han holder sin bjergprædiken men radikale udsagn, som når vi hører dem, brænder sig fast i os, måske med lige dele gru og fryd.

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.

Det er en på én gang forfærdelig og blændende skøn udfordring, han der sætter frem for os. 

Spejlet i beretningen fra Israel, jeg netop fortalte, så er den forfærdelig, fordi det tydeligt er menneskeligt umuligt. Men blændende skøn er udfordringen, fordi det er oplagt, at det er det eneste der kan standse ufreden.

Men nu er det jo ikke bare så voldsomme og dramatiske hændelser, som de nævnte, vi kan spejle den udfordring i. Vi kan lige så vel spejle den i vores almindelige liv, i den uvilje og vrede vi får mod hinanden, fordi vi i så mange af livets forhold konkurrerer med hinanden om gunst og anseelse. Selv de nærmeste i familie og omgangskreds kan i vort indre få fjendens plads, fordi de er eller optager det, som jeg ville have været eller have haft.

Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer - det er en udfordring der rammer os alle  - både i de små fjendskaber vi måtte have, og i det øjeblik, som vi ikke kender, hvor vi pludselig står overfor at have fået en virkelig fjende, som  vi erfarer kun vil os det ondt.   

Vi bliver nødt til at spørge, hvad Jesus mener med det "at elske" her?

Men inden skal vi prøve at lægge mærke til, hvad han begrunder det med. Han angiver nemlig en årsag: "for jeres himmelske far lader sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige".

Gud giver altså livsmulighed til alle mennesker. Alle mennesker uden skel til om de er onde eller gode, retfærdige eller uretfærdige får livets sol og regn- altså muligheden for at leve - af Gud.

Det kan vi jo også se, regnen falder ikke kun over den retfærdiges mark, den falder hvor den falder, uanset hvem der er nedenunder.  

Alle mennesker er under Guds omsorg - også din fjende.  Alle mennesker får livet  af Gud - også din fjende.

Når Jesus taler om at elske sin fjende, så tror jeg at det er netop dette aspekt han beder os om at holde os for øje: det andet menneskes gudsskabthed.

Når vi hører ordet elske så vil vi næsten altid tænke, at det betyder at have positive lidenskabelig følelser for et andet menneske.  Men den lidt snævre forståelse af kærlighed og elske er betinget af vores kulturelle sammenhæng, hvor den romantiske kærlighed altid er i fokus.  

Jeg tror ikke, det Jesus opfordrer til her i bjergprædikenen er at føle lidenskabelig kærlighed for vores fjende.  Det er jo det, som er så umuligt.

Han opfordrer til at vise kærlighed forstået som respekt for og anderkendelse af, at fjenden er et menneske akkurat som jeg selv.  Det kan stadig være voldsomt svært, men det kan måske være noget, man beslutter sig for at ville arbejde på at gøre. Vi kan endda måske nå hen til den forståelse, at det er netop det, vi skylder Gud at gøre.

I Paulus brev til Kolossenserne( Kol 3, 12-14) er der nogle sætninger, som er lagt ind i vores  vielsesritual, men som jo oprindeligt er sagt blot til kristne mennesker i en menighed.

Paulus siger til dem :"Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed.

Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd."

Tanken, som her fremsættes, er, at man kan iføre sig kærligheden som var det et klædningsstykke, så det er det, man har på overfor det andet menneske, også i de øjeblikke, man ikke lige føler kærligheden. Det kan være et nødvendigt redskab i ethvert ægteskab, og en endnu større nødvendighed over for den, der er vores fjende: at tage kærligheden på, overfor det andet menneske.

Men, kan vi indvende, måske har vi ikke lige det stykke tøj liggende i skabet: klædningen, der består af kærlighed, anerkendelse og respekt for menneskeligheden i det andet menneske, som er vores fjende. 

Men inden Paulus opfordrer kolossenserne til denne påklædning, siger han til dem, at som kristne er det sådan med dem at:  

"I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede"

Ifølge Paulus er der altså her i det at være kristen, være knyttet til Kristus, givet os en fornyelse - en fornyelse, som rummer et element af gudbilledlighed.

Så når Jesus nu i bjergprædikenen siger "Elsk jeres fjender!" til os, så gør han det jo samtidig med, at han med sit liv og virke i verden, sin død og opstandelse giver os mennesker noget nyt : det stykke tøj; han giver os Guds kærlighed til at tage på overfor det andet menneske.

Vi kan spørge, om opfordringen til fjende kærlighed så indebærer, at Jesus mener, vi skal se stort på det onde som bliver forvoldt.  Siden vi skal elske fjenden, skal vi så bare lade det onde ske? Men sådan er det ikke. Jesus går altid op imod det onde, taler det onde imod, men han identificerer ikke det menneske, der forvolder ondt med ondskaben selv. Mennesket, der forvolder ondt, er mere end det onde, det gør. Det er også Guds menneskebarn.  

Så vær da fuldkommne som jeres himmelske far er fuldkommen, siger Jesus.

Det gør han efter at have beskrevet for tilhørerne, hvordan det ikke er godt nok bare at elske dem, der også elsker os.

Så det fuldkomne er altså noget, der kommer fra vores himmelske far. Det er ikke noget, vi bare kan være eller blive af os selv. 

Den fuldkommenhed, som Jesus vil tale frem ved at udfordre os til at have menneskelighed overfor vores fjende eller modtander og bede for ham eller hende, den fuldkommenhed er det, som han samtidig rækker frem mod os.

Det gør han skønt den verden, hvor mennesker viser kærlighed for fjenden og  beder for ham, knap nok findes.

Digteren Inger kristensen har engang sagt sætningen: "Jeg har forsøgt at fortælle om en verden, som ikke findes, for at den skulle findes".

I bjergprædikenen i dag har vi hørt Jesus tale om en verden, der knap nok findes, og samtidig med at han gør det taler han netop denne verden frem: den verden hvor kærlighed går forud for had, hvor  forbøn går forud for forbandelse, hvor liv går forud for død.  

I er jeres himmelske fars børn, siger Jesus.

Vi er børn, som Gud ved sin Helligånd kan skabe nyt i. Vi er børn som Gud ved sin Helligånd kan skabe kærlighed i.

Lad os da række hænderen frem og tage imod den kærlighed, som Gud giver os og lad os tage den på som et skjold mod det had, som ustandseligt kan tændes i vort hjerte. Og lad os hver dag bede til, at den verden ved Guds hjælp skal blive til, hvor fjender ser hinanden som mennesker og handler derefter.  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.