Matt. 5, 43-48

Salmer : 750, 163, 276 - 369, 192v7, Teen 61

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn Amen.

Elsk jeres fjender ...

I Syrien er der krig. Vi har hørt om det hver uge i mange måneder. To dele af en befolkning i et og samme land bekriger hinanden på det grusomste. Og det bliver bare værre og værre.  I begyndelsen var det mest oprørernes sårede, vi så og hørte om i medierne. I den senere tid ser vi også reportager med præsidentens sårede soldater, der ligger i sygehussengen hårdt sårede og erklærer, at når de kommer op igen, vil de kæmpe for deres leders sag, lige til døden.

Det er så svært at forstå, at de ikke kan prøve at gøre en forhandling og finde en fælles løsning- svært at forså, at der skal så mange lidelser og så mange uskyldiges død til - og man synes ikke at komme et skridt nærmere en fredelig løsning.

Især er det svært for os at forstå, fordi vi ikke er en del af det. Vi ser på udefra. Det er ikke vores vrede og harme, der bliver udtrykt. Vi kender ikke dette ultimative fjendskab mellem naboer.

Og dog. Selv om vi lykkeligvis lever i fredelige omstændigheder, så kender vi dog  til fulde det helt elementære forhold, at vi deler mennesker op i "os"  og så "dem". "Os", der er ordentlige, os, der vil det samme, os, der kommer fra den samme baggrund, os der har de samme interesser eller evner. Og så "dem" - dem der ikke er så ordentlige, dem, der kommer fra noget fremmedartet, dem der er optaget af noget andet, dem, der kan noget andet.

Den måde vi lever og kommunikerer på  i vores dagligdag er dybt præget af det at dele mennesker op i os, og dem, Hvor "dem" vel at  mærke  får rollen som  modstander, som fjende, som den jeg ikke kan lide.
Vi har en frygt for og skepsis overfor de fremmede kulturer, som kommer og blander sig med vores, der kan også  ryge mange  fjendtlige udtryk over bordet, når f.eks. "vi" fra rød fløj  diskutere med "dem" fra blå fløj, eller omvendt. Selv i den kirke vi er medlemmer af, og hvor vi har den samme Herre, kan der være venner og fjender, - det har de seneste diskussioner omkring  den nye lov om vielse af to af samme køn illustreret, hvor "vi", med den rette teologi og mening om den sag , har distanceret os fra "dem" med den forkerte- så det har givet dybe sår i kirken.  

I det hele taget bliver der også i vores fredelige land i mange sammenhænge brugt megen daglig energi på at hade sin modstander.

Jesus siger i bjergprædikenen. "I har hørt der er sagt : du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer. "  

En kollega fortalte om en episode hvor et almindeligt fjendebillede blev brudt op.

Han var som præst til samtale hos et forældrepar, der skulle have deres barn døbt. Faderen var sådan en lidt rå rockerlignende type iført læderjakke med nitter og vest og havde kroppen tæt broderet med tatoveringer.   Faderen fortalte om, da barnet blev født, en meget tidlig sommermorgen efter denne fødsel, kørte han hjemad fra sygehuset i sin gamle bil, og blev standset af politiet.  Alene den gamle bil og hans personlige antræk var åbenbart mistænkeligt for betjentene, og da han også sad med et fjollet grin i ansigtet begyndte der at blive langt op til, at der skulle blæses i ballon. Men så steg manden ud af bilen, lagde armene om betjenten der, havde spurgt til hans fjollede grin og sagde : "Jamen jeg er blevet far i nat". Da blev alt om ballon aflyst, og den anden betjent ville også have et knus.
Hvad skete der her? Jo der skete det at fra at have været potentielle fjender, blev de tre mænd pludselig mennesker, der var fælles om det grundlæggende.

De to betjente var måske selv fædre, og ved mødet med den glade, helt nybagte far huskede de måske selv den boblende overdådige fornemmelse af pludselig at være blevet far til et barn.  De tre mænd var fælles i grundvilkåret at være far, og her forsvandt skepsis og mistænksomhed som dug for solen.  

Som mennesker er vi forskellige - har meget forskellige indstillinger, holdninger, handlingsmønstre og erfaringer. Og disse forskelligheder bliver nogen gange til, at vi ikke kan lide hinanden, andre gange at vi hader hinanden, bliver hinandens fjender.

Men der er en hel masse grundvilkår for det at leve som menneske, som er ens for alle.  Som eksemplet med den nybagte far viser.   Når vi får øje for disse vilkår, som  er vigtige i vores liv, da kan der opstå det fællesskab, som kan få os til at se vores fjende som en bror eller søster.

Det påpeger Jesus også i sine ord i bjergprædikenen. "Jeres himmelske far lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige." Vi er alle mennesker, som ikke kan leve uden at Gud lader solen skinne og regnen falde på vor jord. Og ud fra det må vi forsøge at se hinanden som Guds skabninger - også dem, som er vores modstandere eller endog fjender. Vi hører sammen som Guds skabninger.

"Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer. " Men hvem kan det ?Vi kan umulig begynde at elske vores fjende lidenskabeligt, men måske er det heller ikke det, det handler om. Gjorde vi det, var det jo blevet en ven. Men hvis vi kunne få øje for det livsfælleskab, vi trods alt har med vores fjende, ville det måske blive muligt for os at gøre det andet, der bliver sagt : bede for vores fjende. 

Det sidste er der en fortælling om i Astrid Lindgrens historie om Grynet. Grynet og hendes lille søster møder i på en tur i byen Mia og hendes lillesøster. Et par piger som lever i en meget anderledes familie end Grynet og hendes søster. Og pigerne har før haft skænderier mellem sig. Da Mias lillesøster begynder at drille Grynets lillesøster, resulterer det i, at de to storesøstre går i flæsket på hinanden og  har en vældig slåskamp, som ender med at  Grynet  får over taget og spørger Mia: Overgiver du dig så ? " Ikke til dig din satans unge" svarer hun   (jävlaunge siger hun på svensk.) . Da bliver grynet forskrækket og slipper Mia, og Mia giver hende en sidste kæmpe knytnæve i ansigtet. 

Grunden til Grynets store forskrækkelse var, at en kone, der hjælper til i hendes hjem, Linus-Ida, har belært hende og søsteren meget om, hvad der sker med børn, når de bander.   De kommer i helvede, har Linus- Ida sagt. Og selv om Grynets mor siger, at helvede ikke findes, så tror pigerne fuldt og fast på Linus-Idas udlægning.
Da pigerne om aftenen ved sengetid vender dagens begivenheder med hinanden, er det ikke vreden og grunden til slåskampen der fylder i deres sind, men det forfærdelige, at nu skal Mia i helvede, for hun har bandet. Al fjendskab til trods synes de alligevel, det er synd for Mia.   "Måske hjælper det, hvis vi beder Gud  tilgive Mia," siger Grynet, "det tænker hun nok ikke på selv."
Og så folder Grynet og Lisbeth hænderne og beder for Mia :" kære Gud tilgiv Mia, bare denne ene gang. Vil du ikke nok. "  Og Grynet siger videre i bønnen:  "Hun mente det nok ikke, og i virkeligheden sagde hun måske ikke jävlaunge men  jäntunge ( det betyder pigebarn). Da pigerne har bedt for Mia på den måde kan de sove.

Sådan kan Astrid Lindgren fortælle om, hvordan det sker i to små pigers hjerter, at  fjendskabet går i bagrunden for bevidstheden om det store fælles vilkår at være menneske under Guds himmel og under Guds dom, og det får dem til at bede  for  Mia frem for at  bære nag til hende.

Og i de to pigers bøn for pigen Mia ser vi frø til opfyldelse af den bjergprædiken, som Jesu holdt for sine disciple. En prædiken, som efter manges udsagn kræver det umulige af os.  Men dette umulige findes i glimt, der hvor kærligheden suverænt overvinder vreden og hadet.  Sådan som vi ser det fuldendt og fuldt ud, da kærligheden i fortælleren selv, i Jesus, overvandt al den vrede og det had som rettedes mod ham.

Ingen af os kan udleve den kærlighed, som bjergprædikenen kræver af os i en grad som Jesus gjorde det. Men det kan ske også i vore omgivelser, at kærlighed får magt over vrede og had. Og det må vi være åbne for, når det viser sig. Derfor er bjergprædikenen stadig en stærk og nødvendig appel til os, og for dens ord siger vi  

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed
Amen.