Luk. 6, 36-42

Salmer :  745, 302, 674v1-2, 276 - 294, 457, 696

I faderens, sønnens og helligåndens navn amen.

I dag må vi begynde med at erindre beretningen om David og Batseba.

David den mægtige konge, der har et stort rige, et stort hof og et harem med mange, mange hustruer. Denne David får en aften øje på Batseba, som står og vasker sig på taget af sit hus i nærheden af Davids slot. Hun er smuk og han bliver dybt betaget af hende. Og med den magt han har, sender han blot bud efter hende for at hun kan komme og være hos ham.  Da forholdet får følger, og Batseba bliver gravid, er David på den. Batsebas mand Urias er soldat i hæren og er udrejst i krig. David fosøger forgæves at få manden Urias hjem på øjeblikkelig orlov hos sin kone, så han kan tro det er hans eget barn. Det lykkes ikke.  Da udnytter David ultimativt sin magtposition: han sender bud til hærføreren for den afdeling, hvor Urias gør tjeneste  -med beskeden: næste gang I går ind i et stort slag, skal du sætte Urias i allerforreste linje. Snart kommer der besked om, at Urias er faldet ved fronten.

Nu er alt faldet på plads for David: han kan beholde den skønne Batseba og have hende for sig selv.     

Men da er det Guds profet Natan kommer på besøg hos ham, som vi hørte om det i den først læsning i dag, og fortæller den lille historie om den rige mand, der tager sin fattige nabos eneste kære lam og laver  til lammesteg for sine gæster.

Og ved at høre det opflammes David af vrede over den hensynsløse handling.

Dette er jo en tydelig eksempel fortælling på det, som beskrives i dagens evangelium : "Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget ?"

Der er noget meget forsonligt i Davids vrede, som vi nemt kan spejle os i. Det er jo en retfærdig harme.

Selvfølgelig må David da blive vred og oprørt over at høre om den ubarmhjertige rige mand, der opæder sin fattige nabos kæreste eje. Hvis han ikke gjorde det, hvis han var ligegyldig overfor det, var han da helt umenneskelig og hårdhjertet.

Problemet med Davids vrede og dom over manden er, at han ikke har øje for, at han selv har gjort noget der ligner, bare endnu værre.   Han har taget livet fra et andet menneske, for at han selv kunne få det, som han ønskede sig. Først da Natan siger "du er manden", går det i ét nu forfærdende op for David, hvad der er på færde.  

Nogen gange må der nogen til at vise os, hvor vi står og hvad vi er i færd med.

Problemet her er, at vores almindelige  sorg  og vrede overfor al ondskab og uretfærdighed i tilværelsen meget hurtigt udvikler sig til dom over nogen skyldnere, som vi ser for os.       

Men den farbare vej frem, for at gøre verden bedre er ikke vreden og dommen over medmennesket. Det er barmhjertigheden. Det er hvad Jesus udtrykker i evangeliet : " Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig "

Vi kan måle vore medmennesker med et barmhjertig eller et ubarmhjertigt mål.

I den stund vore egne brændende ønsker  eller vore egne skuffede forventninger får første prioritet, da er vi stærkt tilbøjelige til at måle vore medmennesker med et ubarmhjertigt mål.

Men det modsatte kan også finde sted. Der findes en sød anekdote om det med at måle.  En sankt Peter anekdote.

I en lille landsby var der en rigtig ond og sur møller. Der var også en galhovedet gammel kone, og så havde de en præst, som ingen rigtig brød sig om. Så skete det, at de døde alle tre på en dag.  Det gjorde  landsbyens  gode møllersvend også, han havde haft det hårdt og havde fået mange hug af den sure møller. Men nu faldt han ned fra møllen og så var han også død.

De kom til himlens port og stod over for Sankt Peter. De skulle nu vejes, man skulle se, om de på grund af deres opførsel var for lette til at komme ind i himlen.   

Da Sankt Peter så møllersvenden sagde han: Du er jo fagmand, du kan veje de andre. Det måtte han så gøre. 

Den første der kom på vægten var præsten, og møllersvenden kunne med det samme se, at han slet ikke vejede nok.  Men da Sankt Peter et øjeblik så væk snød han med vægten. Han vejer det, han skal sagde møllersvenden til Sankt Peter. Så blev han lukket ind i himlen. Den næste på vægten var den gale kone, og der manglede meget i at hun vejede nok.  Hvad vejer hun spurgte sankt Peter med ryggen til. Hun vejer det, hun skal. Godt, sagde Sankt Peter, og så fandt han nøglen frem og lukkede hende ind. Så blev det den sure møllers tur.    Møllersvenden tænkte på alle de gange, han have fået bank af ham. Men han stillede sig alligevel så sankt Peter ikke kunne se og snød med lodderne ved ham.  Han vejer hvad han skal, meldte han og mølleren blev lukket ind. Nu skulle møllersvenden selv på vægten og her tog Sankt Peter sig selv af vejningen. Møllersvenden var godt nervøs.  Han vidste, at hans vægt ikke slog til og oven i købet havde han lige snydt selveste sankt Peter tre gange.  Der skete noget mærkeligt. 

Godt nok slog hans vægt ikke til, men nu var det sankt Peter, der snød med lodderne så møllersvenden vejede det han skulle.  Hvad i alverden, sagde møllersvenden , snyder du også med vægten. Ja, sagde sankt Peter for mesteren Jesus sagde selv til os engang på bjerget: med det mål, I måler, skal I selv få tilmålt.  

En lille anekdote om, at barmhjertighedens mål bliver taget i brug.

Og det får barmhjertigheden til at formere sig.   

At Gud er barmhjertig imod os, hører til hovedindholdet i det kristne evangelium. Det ser vi gang på gang i Jesu møde med mennesker. Den viste sig ultimativt, da Jesus, Guds søn gik ind i vor død og opstod for at tage os med i sin opstandelse.

Og det at leve som et kristent menneske er egentlig ret beset at leve hver dag i dyb taknemlighed over Guds barmhjertighed mod os hver især.

Vi har for nylig fejret pinse, hvor Gud gav os sin Helligånd. Helligånden, som formidler Guds barmhjertighed over os hver dag. En teolog Anna Marie Ågård har beskrevet vores forhold til Helligånden således : at vi er beæret og bebyrdet med Helligånden.  Vi er beæret med den barmhjertighed, vi lever af, og vi er samtidig bebyrdet med en fordring om at leve i barmhjertighed med vore medmennesker.

At leve i barmhjertighed mod medmennesker er ikke noget passivt. Det er en aktiv handlen for at skaffe den nødlidte hjælp eller ret. Som møller svenden var risikabelt aktiv med at snyde med lodderne.

Vi tænker tit, at vores medmenneske må se at få splinterne ud af øjet, hvis vi skal få et godt forhold til ham eller hende.

Men broer af forståelse mellem os mennesker, kan vi aldrig bygge op af de splinter, vi har taget ud af  de andres øjne, dem kan vi kun bygge  af bjælkerne taget ud af vore egne øjne.

Men fjerne bjælkerne fra vor egen øjne kan vi aldrig helt, det kan kun Jesus, der bar bjælken til korset.  

Da David havde hørt Natans ord om sig, erkendte han, at han var en syndig mand,  og lagde sig i bod, bøn og klage og faste i mange dage. Hans og Batsebas lille dreng døde. Og man var også bekymrede for Davids liv. Men så en dag rejste han sig og tog føde til sig og tog sit ansvar og sine opgaver på sig igen.  

Han levede videre af Guds barmhjertighed og tog imod de dage, der blev givet ham.

Ikke som et menneske uden bjælker i øjet eller pæl i kødet.  Men som et menneske der vidste, at bjælken var der.  

Sådan må vi leve med bevidsthed om at bjælken er der i vort øje, i taknemlighed over, at Gud er barmhjertig, og i tro i til at han vil beære og bebyrde os med den Helligånd, der giver klarsyn og kræfter til at leve vort liv efter barmhjertighedens mål.   

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn, og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu, og i al evighed

Amen.