Joh. 3, 35-36

Salmer: 74, 441, 69 - 76, 86v1-2,3-4,90  

I faderens og sønnens og helligåndens navn. Amen.

For en del år siden besøgte vi på vores familie sommerferie i Nordfrankrig et museum i Colmar, hvor man kunne se det meget berømte Isenheimer alter af Mathias Grünewald. Museet var fyldt med altertavler alle med motiver fra Jesu lidelse på korset. Et af vores børn var på det tidspunkt 3 år, og han skreg i gru over alle de forfærdelige billeder og klamrede sig til os voksne, så der blev ikke anledning til at dvæle ved hvert billede, men vi styrede målrettet hen for at finde det vi var kommet efter : Isenheimeralteret.

Så var det der : Igen et korsfæstelsesmotiv, hvor Jesu lidelse er skildret meget detaljeret.  På den venstre side af korset står Jesu nærmeste - kvinder der grædende ser op på den lidende, måske døde Jesus, men på den højre side ser vi Johannes Døberen.  Han står ret op klædt i ildens og kærlighedens røde farve, han står rolig og alvorlig og  peger med en meget markeret pegefinger  hen på Jesus og bagved står teksten : han skal blive større, men jeg mindre.

Billedet er konstrueret sådan, at Johannes krop virkelig er en tredjedel mindre end Jesu krop på korset der virker meget stor.  

Og Johannes døber kigger ikke direkte på den lidende Jesus men lidt ud i rummet foran ham ligesom han ser noget mere. 

Han ser noget mere, og samtidig peger han meget markeret på mennesket Jesus. Han ser noget mere. I det Gamle testamentes tid og skrifter er der profeter, som jo kunne tale til folk på Guds vegne, og i de ældste af skrifterne blev en profet benævnt: en seer.

En seer er en, der ejer evnen til at se og erkende, hvad der er skjult for almindelige menneskers øjne.   

Selv om Johannes Døberen jo kommer langt efter den tid, hvor man kaldte nogen for en seer, så tror jeg vi må benævne Johannes som en ægte seer, altså en, som ser og erkender, hvad der skjult for almindelige menneskers øjne. Han er en seer, der peger på det han ser. Allerede før Johannes mødte Jesus, sagde han til folk, at han var i færd med at bane en vej, at der efter ham ville komme en anden, hvis skorem, han selv ikke engang var værdig til at løse. Vejen banede han blandt andet ved i skrappe vendinger at prædike omvendelse og ved at døbe folk og rense dem fra deres synder. Da Jesus kom til ham ved Jordan floden for at blive døbt, så Johannes straks, at nu var han her, ham, som han ventede på, og Johannes ville nødig optræde på en måde som ikke signalerede hans egen mindre værdighed end Jesus. Han ville hellere selv døbes af Jesus.    

Johannes så lyset i Jesus. Han så den altomvæltende frelsende virkelighed, som Gud med ham gjorde nær og levende i menneskeverdenen. Og den virkelighed arbejdede han på at bane vejen for.

Johannes har åbenbart haft disciple, det fremgår i hvert fald af begyndelsen af det evangeliestykke, vi hører i dag.  Johannes disciple er kommet i diskussion  foranlediget af, at  Johannes tilsyneladende ikke mere har patent på at døbe, for nu  rygtes det, at også Jesus gør det.  Der er altså i deres øjne opstået en konkurrence- situation, hvor Jesus måske er i færd med at udkonkurrere Johannes.og dette præsenterer de nu for Johannes som en trussel mod ham.

Det, at andre bliver større, synligere, trækker mere opmærksomhed end os selv opleves i vores liv som en hel grundlæggende trussel. Det gælder både inden for forretningsliv og på det personlige plan.   

Og dette forhold appellerer Johannes disciple til overfor ham. Men for Johannes er det ikke en trussel, men en glæde.   Jeg har det ligesom brudgommens gode ven : jeg glæder mig oprigtigt når brudgommen kommer for at forenes med bruden, siger Johannes.  Min glæde er fuldkommen nu, for han skal blive større og jeg skal blive mindre.

Men hvad handler det her egentlig om ?

Får vi vist, at Johanens døber har en særlig stærke personlig karakter, der er blottet for menneskelig misundelse? Er det det, evangelisten vil fortælle os her?  Nej, det her handler ikke om særlige personlighedstræk hos Johannes Døberen. Det handler om det, hans ser - og kraften i det,og det, han ser, det peger han på :    

Johannes ser, at I Jesu skikkelse er det muligt, at det guddommelige kan være til stede midt i det menneskelige.

Han ser, at den hårde domsforkyndelse han har stået for, og som vi finder i store dele af det gamle testamente, den skal med Jesus afløses af nådens ord til mennesker.  Seeren Johannes ser, at i Jesus får vi guds milde ansigt at se. Denne lysende sandhed står for ham, og den skal blive større. Alt i mens det, han selv har stået for, skal blive mindre.

I juni måned fejrer vi Sankt Hans fest, som ligger på Sankt Johannes dag, dagen for Johannes Døberen. I de måneder der er gået fra sankt Hans til nu, er dagene blevet kortere, lyset mindre og mindre. Og lige nu ved vintersolhvervstid står vi lige over for festen for det lys, som kommer ind i verden med Jesus fødsel på jorden. Og som lyset fra nu af skal blive længere og større i naturen, sådan skal det milde lys som Jesus tænder i verden blive større og større og fylde mere og mere i vores virkelighed.

Det ser Johannes, og derfor kan han glæde sig  fuldkomment, mens han siger : Han skal blive større, jeg mindre.

Og så kan han bruge sin pegefinger, pege på Jesus, så vi ser ham.

På Isenheimer alterbilledet peger Johannes på den maltrakterede Jesus på korset.    Men lige nu vil vi hellere pege på billedet her : barnet Jesus på sin mors skød, det billede, som vi skal glæde os over ved den kommende højtid.

Men det er det samme menneskebarn, vi ser her i gyldent skær og med lysende øjne på sin mors skød og på korset, pint og gennemstukket.

Gennem dette menneskebarn er Gud gået ind i vor verden - både i det af den, der er præget af det nye livs fryd og glæde og i det af den, der er præget af lidelse og smerte. Over alt kaster han sit milde lys.

Et lys der skal blive større og gøre mørket mindre.   Vores tilværelse kan ind imellem synes os ligeså barsk og grusom som et helt museum fyldt af korsfæstelser- set med små barneøjne,  men det gælder om målrettet at søge hen, der hvor Johannes peger : til den virkelighed af glæde, som viser sig foran Jesu skikkelse  : At det er guds milde ansigt, vi får at se i Jesus. At der i Jesus bliver sagt ja til os på en måde så der virkelig er basis for at lyset kan vokse sig større både i os og omkring os.

For det siger vi lov og tak og ære være dig vor gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.         

Amen.