Joh. 1, 19-28

Salmer : 74, 268, 89, 86, 78v2-3, 90

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Hvem er du?

Det er vel det spørgsmål, vi stiller et andet menneske, som vi vil prøve at lære at kende. Det kan godt være spørgsmålet er forklædt i alle mulige andre, lidt mindre pågående spørgsmål som f.eks: hvor kommer du fra, hvad laver du til daglig, hvem er du i familie med eller kender du den og den eller noget lignende. Men alt sammen skal være med til at åbenbare for os, hvem han eller hun er, som står overfor os.     

Hvis det er os selv, der bliver spurgt: hvem er du, så må vi overveje med os selv, hvad det er, vi vil fortælle om os selv.  Hvad vi vil lade den anden forstå af, hvem vi er. Ja sådan et spørgsmål kunne også få os i gang med en større overvejelse over: Hvem er jeg egentlig?   

I dagens evangelium er det Johannes Døberen, der skal svare på det spørgsmål: hvem er du? Men hvorfor er der nogen, der spørger ham- er det nogle mennesker, som er oprigtig interesserede i at lære Johannes at kende som menneske og stifte venskabsbånd med ham?  Nej det er det ikke. De spørger, fordi Johannes har vist sig på en måde, så de får den tanke, at han har en større rolle, end bare at være sig selv. De, som spørger, er interesseret i Guds store plan med verden, og de har en fornemmelse af, at han har en særlig plads i den plan. Men hvorfor havde de fået den fornemmelse, hvem var Johannes egentlig ?     

Johannes var et menneske, som var trukket ud i ørkenen. Han levede i ørkenen.

Ørkenen det er i Bibelens univers et helt særligt sted. Ørkenen er stedet, hvor livet går til, hvor det, der sås eller plantes dør ud og hvor livet ikke kan vokse og udfolde sig. Ørkenen er gold, den er ensom, den er stille. Den er brændende varm eller isnende kold. Det er djævelens eller det ondes sted. Den er så slem, at da israelitterne i det Gamle testamente var flygtet fra slaveriet i Egypten og måtte igennem ørkenen for at komme hjem til det land, Gud havde lovet dem, så endte det med at de hellere ville tilbage til slaveriet, end være i og krydse ørkenen.

Men ørkenen er i den bibelske fortælling også stedet, hvor man møder Gud. Det var i ørkenen, at Moses hørte Guds stemme fra en brændende tornebusk, det var i ørkenen israelitterne lærte at tage imod livet af Gud i form af manna hver morgen  og en skystøtte, der viste dem vej.  Det var i ørkenen, de tog imod de ti bud som gode retledere i livet.

Om Jesus hører vi, at han søgte ud i ørkenen, når han skulle bede og finde ro fra mylderet. Det var også der han blev fristet af djævelen, og ørkenen var udgangspunktet, da han begyndte sin virksomhed.

Så alle disse associationer skal ligge i baghovedet, når vi hører, at Johannes var et menneske, der søgte ud i ørkenen.

Men ørkenen kan også være et sted i vores sind.  Ørkenen kan være ensomheden imellem de mange, det kan være travlheden, der gør vores liv til en endeløs trædemølle, det kan være sorgen, det kan være sygdommens trællebinding af os.

Og den slags ørken -spiller nok også med i den ørken som Johannes søgte ud i. 

Hvad gjorde Johannes i ørkenen?

Han råbte op.

Johannes råbte op om alt det onde i verden, som er affødt af menneskers egoisme og ondskab. Han sagde ikke tingene på en blid og diskret måde, men skarpt og lige ud.  Og folk strømmed ud for at lytte til ham og de lod sig døbe af ham i floden for at blive vasket rene.  

Det var hele dette set-up kunne man kalde det :

Johannes' råben, hans  mærkelige fremtræden, hans skarpe ord, som gjorde stærkt indtryk på folk, massernes strømmen ud til ham og  dåben. Alt dette gjorde, at selv de ledende farisæiske jøder i Jerusalem ifølge evangelisten Johannes følte anledning til at undersøge det nærmere. Men ikke ved at komme selv, de sendte underordnede præster og kirketjenere ud for at spørge Johannes. De skulle ikke selv ud i ørkenen.    

Hvem er du? sender de deres budbringere ud for at spørge, for de har visse anelser, som de gerne vil have tjekket af; kan han være en af de profetskikkeler, som de efter steder i skriften forventer, vil komme, eller kan han være selveste Messias, som de venter på.

Hvor let havde det ikke været for Johannes at sige ja til disse spørgsmål og få endnu mere indflydelse og omtale og opmærksomhed. Hvis det var det han gerne ville have? Johannes benægter det.   

Nej, jeg er ikke Messias, profeten eller Elias.

Johannes benægter det, for han har en mission. Selv om han ikke selv er en profet af betydning, så har han en mission, som ikke handler om selv at blive stor og tilbedt men om at bane vejen for en anden, som skal blive stor og tilbedes.

Da udsendingene afkræver ham et svar: svarer han lidt gådefuldt med et citat fra Esajas profeti:   Jeg er en røst, der råber i ørkenen.  Jævn Herrens vej. 

Johannes er en røst, der kalder. Og med den røst, der har været både højrøstet og stærkt provokerende, var det hans mission så at sige at være vej- bygger,  være ingeniøren, der sørger for en god og farbar vej for Herren selv at færdes på, når han kommer efter ham.   

Man kan også sige det på den måde, at  Johannes er den, der med sin kalden, sin røst skal skærpe  opmærksomheden hos mennesker. Rykke mennesker ud af   sløvhed og bekvemmelighed til at være spændt op i opmærksomhed mod det, der kommer.   Med sin dåb til renselse er Johannes den, der vasker tavlen ren hos mennesker.  Men det er Kristus der, når han kommer, skal fylde tavlen ud. Med Guds kærlighed, med den livskraft, som får ørkenen til at blomstre.

Ørkenmennesket Johannes med sin skarpe prædiken mod det onde og sin  opfordring til selv-ransagelse og renselse hører adventstiden til. For adventstiden er en, tid hvor vi skal berede os til julefesten. Ikke ved at tage juleglæden på forskud som en letkøbt udsalgsvare, men ved at  eftertænke det liv, vi har og fører - måske lade Johannes' ord vaske det for  noget af det,  som vil spærre vejen for at vi kan se og høre Kristus, når han kommer.    Vi kan sige, at vi hver især selv må gå med Johannes ud i ørkenen og mærke hvad ørken indebærer, og dermed blive forberedt til at modtage julens glædelige budskab.

Det er derfor adventstidens liturgiske farve er lilla: eftertankens og angerens farve. Den farve må vi tage på, før vi kan klæde os i festens og glædens farve.

Hvem er du? bliver der i dag spurgt. Johanens svarede, at han er en stemme og en vejbaner for Herren.

Hvem er vi?  Ja svarene derpå er ligeså mange, som vi er mennesker her. Men alle er vi mennesker, der venter på Herrens komme.

Alle, tror jeg, er vi mennesker, der på en eller anden måde har mærket eller mærker ørkenen i vores liv. 

Alle er vi mennesker, der står foran  den begivenhed at Gudsbarnet snart på ny skal fødes ind i vores liv, så der bliver liv i ørkenen.

Hvem er vi? Ja vi er først og fremmest mennesker, som bliver det, vi er i kraft af den kærlighed, som Gud sender ind i verden i form af et skrøbeligt barn. fordi vi får lov at være netop det, siger vi        

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.