Journalistik er en god ting. Det hører med til at leve i et frit land. Med en fri og kritisk presse har vi et effektivt værktøj til at afsløre magtmisbrug og løgn. Derfor skal vi være glade for journalister. - De har til opgave at være kritiske og nysgerrige og stille spørgsmål.  De skal finde ud af, hvordan ting hænger sammen, for at kunne forklare det til os andre, så vi kan forstå det. - Så vi skal være glade for både journalistik og fri presse.  

Men jeg ved ikke, om I har det lige som jeg. - Jeg kan blive frygtelig irriteret, når jeg på TV hører journalister udspørge deres gæster. Det er godt nok første gang. - Og det er også i orden, at de spørger igen, hvis ikke der er blevet svaret klart og tydeligt. Men når de så bliver ved og ved at bore i det samme spørgsmål, igen og igen, selvom der er svaret tydeligt. - Så er det bare for meget. Nogen gange får man indtryk af, at det bare gælder om at få den udspurgte ned med nakken. - Ikke fordi svaret er forkert. Men fordi journalisten har sin egen forudfattede mening, som bare skal passe med vold og magt.  

Den samme tanke får jeg, når jeg hører evangelieteksten til 4. søndag i advent om  Johannes Døberen og Jesus.  Det er som om, de skal være rivaler. De to bliver kendt og får tilhængere på omtrent samme tidspunkt. Først Johannes og derefter Jesus. Rygtet om dem når ud i hele landet. Man taler om dem som profeter, som udsendinge fra Gud. - Er du Elias eller Messias? - Er du den frelser, som vi har ventet på i lange tider, som der er skrevet om i de profetiske skrifter i bibelen. Johannes´ forkyndelse er direkte og hård. Man skal omvende sig og leve efter Guds vilje. For Guds rige er kommet nær. Gud selv kommer til verden. Og Johannes bliver hørt. Folk strømmer ned til Jordanfloden, hvor Johannes døber dem med omvendelsens dåb til syndernes forladelse. Så kommer Jesus til Johannes. Også hanbliver døbt. Det bliver startskuddet. Jesus træder frem og samler disciple omkring sig. Ligesom Johannes døber han folk i Jordanfloden. Det er her journalismen kan tage fat. De må da være rivaler. Det går ud over tilstrømningen til Johannes, at Jesus er begyndt for sig selv. Der er endog nogle af Johannes disciple, som forlader  ham for at følge Jesus. Jesus er den nye stjerne på den profetiske arena. - Johannes Døberen er blevet udfordret. - Og det må han da have det skidt med. Han må være misundelig. Eller hvad? Og så spørger de ham. - Hvordan har du det med, at ham du døbte, nu selv er begyndt at døbe. Det har jeg det fint med. -  For jeg altid har sagt, at: Efter mig kommer der en, hvis skorem jeg ikke er værdig til at løse. Hvordan har du det med, at alle nu strømmer hen til ham. Men sådan må det være. For jeg er ikke Kristus. Men jeg er udsendt forud for ham. Min opgave er at bane Herrens vej. Har I en samarbejdsaftale? - Er han din discipel, eller har han helt sit eget program. Jeg døber med vand, men han døber med Helligånd. Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. Men det må da tage arbejdsglæden fra dig? - Hvis det fortsætter sådan, er du snart færdig som profet og må gå på efterløn. Ja, men det er sådan det er. Han skal vokse og jeg skal blive mindre. Alle disse svar, synes at være svar på de samme spørgsmål, som går på konkurrenceforholdet mellem de to. - De må da være rivaler. Johannes må da være ked af det. - For sådan er det her i verden. Og så er det Johannes kommer med billedet af brudgommen og brudgommens ven. Brylluppet er en glædelig begivenhed for brudgom og brud. Men også for brudgommens ven. - Han behøver ikke at være rival, selvom han ikke selv skal giftes. - han kan glæde sig fuldtud ved den andens lykke. Sådan er det også i forholdet mellem Johannes og Jesus. Hans komme er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større og jeg skal blive mindre.  

Kan det virkelig passe. - Findes den rene glæde på andres vegne? Vil der ikke altid være misundelse blandet op i det? - Er der ikke altid en negativ bagsideeffekt? - Jo bedre for min ven - desto dårlige for mig?  - Eller findes den rene glæde uden skår?  

Ja. Det gør den. Nemlig glæden i Herren. Det skriver Paulus i brevet til de kristne i Filippi. Han sidder i et romersk fængsel og deri er der nok ikke noget glædeligt. Paulus er varetægtsfængslet og venter på retssagen. Han tror selv, han kan risikere dødsstraf men håber også på frikendelse. Han får skrevet sit brev og slutter brevet med ordene om at glæde sig. Det skal I gøre, altid. Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. For Herren er nær.  Det er her glæden er. - Nemlig glæden i Herren. Glæden ved den herlighed, som kommer, når Guds rige bryder frem. Til den tid vil glæden være ubegrænset. Den glæde har man lov til at trække på allerede nu. Man kan glæde sig ved det, som kommer, selvom tiden nu er mørk, trist og ond. Det er forventningens glæde. Forventningens glæde er at tage forskud på den glæde, som venter forude hos Gud. Den glæde kan åbne for nye ubrugte ressourcer.  

Du fylder mig med glæde.  Nemlig forventningens glæde. Glæden over det, som kommer med Guds rige. Alt det som skal ske med verden, hvor misundelse ødelæggelse og ondskab  skal forsvinde og opsluges af Guds altomfattende kærlighed, som skaber liv af døde.  

Forventningens glæde er den største, siger nogen.
Sådan som man ser det i tiden før jul. Især hos børn. Man glæder sig og ser frem til den store dag. Som julelyset brænder ned skrues forventningerne op. Børnene siger, at nu kan de næsten ikke vente længere. Og så kommer endelig det store øjeblik og den dejlige aften. Ventetiden er ovre, og så er det nu. - Det er nu, nuet skal fyldes med glæde. Det gør vi så med god mad, samvær, juletræ, salmer, gaver, konfekt og kaffe.  

- Er det i en situation som denne, at sætningen om forventningens glæde har sit udspring, - at forventningens glæde er den største? - Større end opfyldelsen. Hvem har ikke oplevet den flig af skuffelse ved at nå frem til dagen, til målet.  

Da der var 5 måneder tilbage af min soldatertid anskaffede vi os alle en såkaldt måler. Det et målebånd på 150 cm rullet sammen på en sådan måde, at man hver dag kunne rykke en cm af. - Når vi mødte andre soldater, især de nye rekrutter, viste vi dem vores målere. - De måtte gerne blive misundelige. De sidste 10 dage fik vi os nogle kæmpemålebånd, som var de lavet for svagtseende. - Vi glædede os ustyrligt til friheden og hjemsendelsen. Det med at "Forventningens glæde er den største" passede på den situation. For en ting er at glæde sig til forandringen. - Men forvandlingen skal jo fyldes af noget. - Frihed i sig selv er et tomt begreb. - Det er ikke sjovt at ligge på ryggen i 24 timer og være fri. - Med andre ord, Friheden skal fyldes af noget godt, som giver mening, giver indhold og fylde.    

Jesus var fyldt med forventningen om Guds riges komme. - Det kunne man høre i det han talte om og se af den måde han handlede på. Det var to sider af den samme sag. Håbet om Guds rige var et håb om den kommende herlighed, hvor alting bliver nyt, altså som en forandring af verden til det bedre, ja til fuldkommenhed. Til ubegrænset glæde.  Men for Jesus blev det ikke ved store ord om en alternativ fremtid. For samtidig skete det så meget omkring ham, som blev tegn på den kommende tid. Folk oplevede, at livet ligesom åbnede sig for dem med nye muligheder, nye veje frem. - Muligheder som blev til i forventning om Guds rige. Jesus virksomhed skal ses med perspektivet om forventningens glæde. Den glæde han fylder os med, er forventningens glæde. Men for Jesus er det ikke den største. Overhovedet ikke. For der er ingen skuffelse indbygget i hans glæde. Den er fuldkommen.  - Der er ingen skår i den herlighed, som venter os i Guds fremtid.  
Forventningens glæde er stor. Men glæden i herlig er større, er ubegrænset. Derom vidner Johannes Døberen og for det vidnesbyrd siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.    

Vor Gud og Far. Vi takker dig for Jesus Kristus, Som kom til verden med glæden og kærligheden, som aldrig hører op. Kom også til os og vær vor gæst og gør højtiden til en fest. Du kender os og ved hvad der er svært for os. Hør os i det vi nu beder om, når der bliver stille.  

Giv os et varmt hjerte. Lær os at le og synge når vi er glade og lad os ikke tage glæden fra nogen. Vi beder dig for mennesker, som er truet og trængt af sygdom, ensomhed og smerter. Og for dem, der har mistet og sørger over én de havde kær. Hjælp de ensomme til nye venskaber, de bange til ny tryghed og de modløse til nyt håb. Vi beder dig for dem som har mistet deres hjem og er på flugt fra vejr og vind, fra sult og krig. Vær med ofrene for borgerkrigen i Syrien og mange andre steder, at de ikke må blive glemt.  

Tak for jorden du skabte til os og landet vi bor i. Velsign og bevar vort demokrati lokalt, nationalt og internationalt. Giv os der har magt og indflydelse, økonomisk og politisk og intellektuelt, at vi må bruge vores indflydelse retfærdigt og kærligt for alle.  

Velsign kirken ud over hele jorden, i Cambodja, Letland og Tanzania og her i vort eget sogn, at den må blive et lys i mørket, et håb i fortvivlelsen, et fællesskab, som må vokse sig stærkt mellem os Giv os en velsignet julefest.