Matt. 14, 22-33

Salmer : 3, 31, 367, S&SI 135,369v6,557

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Mon Peter kunne svømme? Ja det kan jeg komme til at tænke på, efter vi hører om den farefulde vandvandring han kaster sig ud i.  Da jeg som ca. 13årig skulle på en kanosommerlejr med FDF, skulle jeg aflevere bevis på, at jeg kunne svømme 200 m - ellers kunne jeg ikke komme med. For hvis nu det gik galt, skulle man kunne klare sig på dybt vand. Det blev en skøn sommerlejr på Gudenåens løb.

Ca 7-8 år senere var jeg 20 år, og da var det mig, der som leder skulle af sted på en kanosommerlejr. Jeg tog sammen med andre unge ledere ansvaret for 30  12--14-årige FDF-børn, og vi skulle på kanotur i Sverige  og sejle på en stor sø. Den sø var ganske vist lidt rigeligt stor til kanosejlads, kanoen er jo et flod-fartøj, men vi sejlede rundt langs kanten af søen tæt på land, så det gik fint. Men søen var for stor til at nå rundt om, på de dage vi havde til rådighed, så en dag måtte vi krydse over søen.  Den dag, da vi var ud på midten af søen, oplevede vi bølger af en størrelsesorden, som det er særdeles vanskeligt at navigere en kano i.  Det var meget vildt.  Jeg kunne svømme, og de andre ledere kunne svømme, alle børnene kunne svømme, vi havde alle redningsvest på, vi havde lavet øvelser i, hvordan man kommer op i en kano igen, hvis den er kæntret, og det var sommer, så vandet var lunt - men jeg husker endnu, hvordan det var, mens jeg så, at besætningen i hver kano havde nok at gøre med at padle og styre sig igennem det her,  da var det som om min  fornemmelse af at kunne bære det ansvar, jeg havde påtaget mig overfor børnene og deres  forældre, den svandt ind.    Ja jeg tror, at jeg i det øjeblik havde det, som gik jeg med mit ansvar for alle børnene på ligeså usikker grund som Peter, da han gik på Genesaret Søs bølger.

Der var heldigvis ingen, der kæntrede den dag, og om aftenen havde vi ekstra meget at grine af og lave sjov med, nå vi fortalte hinanden om vores genvordigheder med at styre over søen.     

Nu tænker jeg på Jesu discipel Peter, mon han kunne svømme, mon han havde forkundskaberne og færdighederne i orden til at klare det, hvis nu det ikke kunne bære, det, han begav sig ud i ?

Men fuglen, hvordan er det lige med den, ja altså fugleungen ..den lille ikke ret gamle fuglunge, ved den, om den kan flyve, før den ryger ud over rede-kanten og pludselig hænger i det frie rum ?Ved dens fuglemor, om den kan flyve, før hun skipper den af sted ud på det dybe ?   Det tror jeg ikke de gør. Men de handler i forventning om, at det kan de, i tillid til, at vingerne nok skal virke. 

Så når jeg spørger, om Peter han kunne svømme, så er det i tanken om, at hvis han nu havde forberedt sig ordentligt på alt det, han skulle ud i,  så havde det måske ikke gået så galt ... jeg mener  :hvis nu Peter var en mestersvømmer, så var han vel ikke blevet så bange, da han gik på søens overflade og pludselig opdagede, at det var vand, han gik på, og at der var store bølger omkring ham. Så havde han vel bare tænkt: Jeg svømmer bare ind til land, hvis det her, det ikke holder, i stedet for at råbe: Frels mig, jeg går under.

Men den tanke holder nu nok ikke, for selv om alt det her foregår i vandets element, så er det ikke primært vandgang og svømning det handler om, når vi hører fortællingen om at Peter går på vandet ud mod Jesus. Nej det handler om liv. Vi kan forberede os nok så godt på forskellige elementer i vores liv, vi kan lave sikkerhedsregler, og være fornuftige, vi kan, tænke alle mulige udfald igennem og planlægge, hvordan vi vil gøre i hvert tilfælde - alligevel så sker det, at vi havner i en lille båd på dybt vand og må kæmpe med store bølger, som disciplene gjorde den her nat; ja det sker endda, at vi begynder at synke til bunds - også i det, vi troede, vi kunne magte.   

Det, vi hører, når Mattæus fortæller os evangeliet i dag er, at Jesus kommer til disciplene, da de er i mørke, da de kæmper med den bølgegang, de er røget ud i.   Han kommer til dem, selv om han jo egentlig først havde sendt dem af sted på egen hånd.     Men disciplene bliver frygtlig skræmte, da han kommer, for han kommer til dem på en mærkelig måde, som slet ikke kan lade sig gøre, så de ser ikke selv, at det er ham. De ser en skikkelse af lys bevæge sig roligt hen imod sig på vandet, på det element, som lige nu er så vildt, at de føler, det truer deres liv. 

Men straks taler Jesus til dem; det er Jesu ord, som hjælper den skræmte og kæmpende discipelflok i båden : "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke".

Jesus giver sig til kende for dem. De skal vide, det er ham, der er hos dem, mens de kæmper sig vej frem, det er ham og ikke noget uhyggeligt fra angstens fantasier. Jesus giver sig til kende, og så skal de være frimodige. De skal med frit mod bevæge sig videre mod den anden kyst, han sendte dem til, de skal bevæge sige videre i det projekt, han har medinddraget dem i : at bringe glæde, hjælp og trøst til mennesker, der i krise.

Og de får frit mod af hans ord. Ja i hvert fald Peter. Peter bliver særdels frimodig, så han spørger Jesus, om han ikke kunne invitere ham med ud på sin spadseretur der på vandet.  Var det måske en joke af Peter at komme med sådan et spørgsmål ? Enhver kunne vel sige sig selv, at det ikke er noget for nogen som Peter og os at bevæge os ud på en vandring, hvor det selvsagt kun er guddommelig magt, der kan holde os oppe ? Men det røg i hvert fald ud af munden på Peter : "Befal mig at komme ud til dig på vandet.." Og sådan er det jo også: ser vi i et stærkt lys, hvad Gud er, og hvad Gud vil og kan, hvad Guds mening med tilværelsen er, så vil vi gerne være med i det. Jesus svarer: "Kom!". Da træder Peter ud på dybet.  Jeg tror, vi skal bide mærke i det, at Jesus siger: Kom! til Peter, da han står overfor at skulle det, som han godt ved, at han ikke kan, men så gerne vil og synes, at han skal, når det nu er det element, Jesus bevæger sig i.

Vi står i vores liv overfor meget, som vi ser, er godt og rigtigt, men som vi umuligt kan.

Vi ser at verden skulle gøres bedre, så det ikke er nogens vilkår at leve i forfærdelig fattigdom, mens vi lever godt - ja faktisk for godt. Men hvad kan vi selv gøre ved noget, der er så stort og verdens omfattende? Det kan se ligeså umuligt ud, som at skulle gå på vandet.   Vi ser også, at vi i med vores livsform er ved at ødelægge den økologiske balance på jorden og i klimaet, men den proces er allerede i fuld gang,  og hvad kan vi gøre ved det ? Er det ikke som at ville gå på vandet at tro, at vi kan sætte en stopper for den udvikling. Men Jesus står derude på dybets overflade og siger: "Kom, med min hjælp kan du gøre noget!"

Peter, han hører Jesu: Kom! Og han træder fra den relativt sikre båd ud på det dyb, som han kun kan bevæge sig på, fordi, det er Jesus, der virker med.  Men et øjeblik senere, ser han igen kun stormen og ikke Jesus foran sig. Da begynder han at synke i dybet. Han tænker vist ikke det mindste på at svømme, men kun på, at nu går han under.

Men resolut rækker Jesus armen ud og trækker ham op.  

Jeg begyndte med at spørge, om Peter kunne svømme, og det har vi sådan set stadig ikke fået noget svar på. Han kunne i hvert fald ikke den særlige slags svømning, som skal til for at holde sig oppe på livets overflade. Han kunne ikke engang tro på Jesus hele tiden, men kun noget af tiden. 

Men Jesus, han kunne komme til disciplene, da de blev kastet rundt i storm og bølger, og han kunne række hånden ud og trække Peter op, da han hjælpeløst og uden tro begyndte at synke i dybet.

Så det kan være godt at øve sig i svømning i visse distancer, og at øve sig i mange andre gode færdigheder, som kan hjælpe os til at holde os selv og vores medmennesker på overfladen. Men det vigtigste vi kan øve os på, det er måske at høre og at gribe: at øve os i at høre, hvornår Gud siger: "Kom!" til os og at øve os i at gribe fat i den hånd, som Gud rækker ud mod os.  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn, og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.