Prædiken

Det er påske og vi fejrer opstandelsen fra de døde. Jesu opstandelse fra de døde.

Evangelisterne fortæller om det på hver sin måde.

I dag har vi hørt Johannes´ udgave. 

Da Maria Magdalene kommer ud til graven er stenen rullet fra og graven tom.

Hun løber hen til Simon og Johannes og fortæller dem, at nogen har flyttet liget.

Straks løber de to ud til graven, når frem, kigger ind, og går så indenfor og ser linnedklæder og hovedklæder ligge der, hver for sig og lagt pænt sammen.

Noget er på vej, men de har stadig ikke forstået.

Det er vel også for meget at forlange.

For hvad er vel egentlig opstandelse?

Hvordan taler man om noget, som ingen ved noget om.

Opstandelse er billedtale. Også på græsk.

Det er ordet for at stå op om morgenen.

Det ved vi alle, hvad er.

Men opstandelse er ikke det samme som at stå op om morgenen.

Noget er anderledes. Fuldstændigt anderledes.

Døden er ikke længere livets yderste ultimative begrænsning.

Der er sket en forvandling.

Det forgængelige er blevet iklædt uforgængelighed

Og det dødelige er blevet iklædt udødelighed.

Her anvender Paulus et nyt billede. Det er som at få et nyt sæt tøj på, som dækker fuldstændigt over det gamle tøj. Og forvandler personen, som er i tøjet.

 

Troen på opstandelsen begynder ikke med påsken.

Jesus troede selv på opstandelsen.

Det fremgår af hans samtale med saddukæerne, hvor de drillende prøver at få ham til at se det latterlige i en forestilling om opstandelsen. En kvinde var gift med en mand, som var den ældste i en søskendeflok på 7 drenge. Så dør han som den første og kvinden bliver gift med nummer to, som også dør efter en tid.

Den 3. og den 4. bliver gift med kvinden og dør. Og sådan fortsætter det indtil også den 7. bror er død.

Til sidst dør også kvinden. Hvem skal hun nu være gift med i opstandelsen.

Jesus afviser historien. Dels med henvisning til, at der ikke er giftermål i himlene.

Dels med henvisning til, at Gud er Abrahams, Isaks og Jacob Gud. Gud ikke er Gud for de døde men for de levende.

 

Også Martha og Maria troede på opstandelsen. Da deres bror Lazarus var død og begravet kommer Jesu til dem. De sørger over, at deres bror er død og mere end antyder, at Jesus kunne have forhindret det, hvis han var kommet i tiden.

Men nu er han død og stinker allerede. Nu er det for sent.

De ved, at man skal man skal opstå på den yderste dag. Hvad de ikke har forstået er, at Jesus er opstandelsen og livet. Men nu bliver Lazarus genoplivet og kommer ud af sin grav. – Det er et under. Et tegn på opstandelsen fra de døde.

Men opstandelsen selv er det ikke. Lazarus fik forlænget sit liv.

Men døden forblev også for ham hans livs yderste grænse.

 

Paulus troede også på opstandelsen. Også før han blev kristen.

Tanken var opstået i den jødiske tro som en tanke knyttet til dommedag.

Når nu Gud er en retfærdig Gud, så må der komme en eller anden form for efterregulering. For skæbnen falder ikke retfærdigt ud. – Lovløse lever det glade liv i sus og dus medens den retfærdige må henleve sit liv med modgang og besvær.

Det fortolker de troende som prøvelser, som skal tåles med udholdenhed.

Trøsten er, at retfærdigheden til sidst vil ske fyldest.

Om ikke før så på dommedag, hvor alle skal opstå til dom.

De retfærdige til evig glæde og de lovløse til evig straf.

Altsammen noget, som skal finde sted på den yderste dag.

 

Jesus døde i fredags. Efter nogle kaotiske begivenheder, hvor alt faldt fra hinanden.

Disciplene flygtede, svigtede, forrådte, folkeskarerne fordømte og forkastede ham og romerne ydmygede og henrettede ham.

Da det var død sidst på fredagen, blev han lagt i en grav, som tilhørte Josef af Arimatæa, en hemmelig tilhænger, og så var det hele slut.  

 

Når Paulus skal fortælle om opstandelsen er det bedste ord han kan bruge om det måske, at han blev set af Peter, af de 12 og af 500 brødre på en gang.

Og nogle af dem er i live endnu, skriver han til korinterne. I kan bare spørge dem.

Dokumentationen for dette budskab om Jesu opstandelse er, at han blev set.

Det er præcis det samme, der sker i gravhaven, hvor Maria M går sørgende omkring, fordi Jesu legeme er blevet flyttet. – Han blev set af hende.

 

Det var ellers svært. For da hun mødte ham, troede hun, at det var havemanden.

Måske på grund af den forvandling til ukrænkelighed, som Paulus talte om.

Eller også skyldtes det hele hendes tårer. Der var ikke plads til genkendelse. For han var jo død. Og så møder man ikke hinanden. Det er bare umuligt. Hun lever på dette tidspunkt i begravelsens perspektiv. Jesus er fra en tid, der var engang, som nu er slut. Han hører hjemme i mindernes verden men er fortrængt fra den nutid, som Maria må se at klare alene. Hun har sikkert stadig troen på opstandelsen på den yderste dag.

Men det har intet med dagen i dag at gøre.

 

Jesus når hende ved at blive hørt. Han siger hendes navn: Maria. Han tænder kontakten i hende ind til det inderste. Kun een kan sige hendes navn på den måde.

Det er det, der skal til.  Hun ser og hun forstår og går glad hen til de andre og siger: Jeg har set Herren.

 

Begivenheden fortælles enkelt og stilfærdigt, uden de store armbevægelser. Det står i dramatisk kontrast til solformørkelsen og jordskælvene i Mathæus evangeliet, hvor man får fornemmelsen af, at grundvoldene vakler.

Det gør de vel også. Men på den gode måde. Opstandelsen fra de døde hører hjemme på den yderste dag. Når Jesus efter sin død er blevet set, så er den yderste dag nu.

Fremtiden er begyndt.  Det som engang skal ske er begyndt. Med Jesu opstandelse fra de døde har vi set, hvordan det hele ender.

 

Når en kriminalroman skal skrives må forfatteren have en klar fornemmelse af slutningen. Herefter kan romanen skrives så at sige baglæns, for at vi som læsere kan føres fremad gennem labyrinter af gåder for til sidst at overraskes af den store sammenhæng.

En historie er ikke færdig, før man har hørt slutningen.

Med Jesu opstandelse fra de døde, og ikke før, har vi hørt slutningen. Sådan vil det ende og blive fuldkomment i Guds fremtid.

Det er i denne fremtids perspektiv, vi nu kan leve vort liv.

Vores liv er heller ikke fortalt til ende med dagen i dag. Eller med vort livs sidste dag.

 

To modsat rettede kræfter tørner sammen i Påskebudskabet.

Det er begravelsesperspektivet. Og opstandelsesperspektivet.

Når man lever med døden for øje, bliver man tvunget til at se bagud.

Fortiden spiller en betydelig rolle.

Minderne har man og dem kan man tage med sig som en gave eller som en byrde på vejen frem; den vej som på et eller andet tidspunkt ender blindt.

Når man lever med opstandelsen som perspektiv, kan alt det som sker, ses i perspektivet af den fremtid, som venter forude. Også fortiden og minderne får en fremtidig dimension. En historie er aldrig afsluttet før vi hører slutningen.

Og den slutning bliver fortalt af Gud.

Men hvad det går ud på, ved vi allerede nu ud fra Jesu opstandelse fra de døde.

Jesus viste sig for Maria og kaldte hende ved navn.

Sådan vil han også komme til os og kalde os ved navn.

 

Ja, han er her,Guddomsmanden, sprængte er nu dødens bånd!

Han er visselig opstanden, og hans ord er liv og ånd.!

Nu en forårsmorgen skøn rinder op for os i løn,

og, som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger.

 

/ sognepræst Johs Kühle