Du er Kristus, den levende Guds søn. Det må være den vigtigste sætning i dagens evangelietekst.

Du er Kristus, den levende Guds søn. Ordene bliver sagt af Peter, en af Jesu 12 disciple. Han var en helt almindelig ung mand, som fik et ualmindeligt skæbne. Fra begyndelsen var han fisker. Dertil var han opdraget. Det var hans fremtid. Det var hans bestemmelse, ligesom det var for hans bror Andreas og flere andre unge mænd, som boede På Genezereths søens bredder.

Men en dag kom den jævnaldrende rabbi forbi og kommenterede deres arbejde. De havde været ud at fiske hele natten uden at fange noget. Det må have været rigtig træls den følgende morgen at skulle ordne fiskenettene på fastende hjerte. Og så kommer han, vandreprædikanten og foreslår dem at genoptage fiskeriet, selvom det er højlys dag. Og så gør de det, selvom det strider mod alt, hvad de ved om fiskeri. Det sidste, de havde forstillet sig, var det som så skete. - De fangede fisk i lange baner, så der måtte to både til at hale fangsten i land. Det var stort. Det var utroligt.  Det var mod al deres viden om fiskeri. Det var overvældende og uimodståeligt. - De blev grebet, grebet af noget større end deres erfaring og forstand. De havde ikke set det komme. Det kom til dem. Fordi han kom til dem. Han kom til dem, krydsede deres vej, åbnede deres sind og såede et troens frø, som fik dem til at forlade fiskeriet og i stedet gå i lære som discipel. Undervisningen foregik på landevejen. Fra by til by. De oplevede, hvordan deres læremester krydsede andre menneskers veje. Han talte i synagogerne, som nu jøderne gør. Først læser de fra Mosebøgerne og de profetiske skrifter. Så diskuterede de højlydt om betydningen. Og ofte blev folk forundret over hans lærdom, for han lærte dem ikke som deres egne skriftkloge men som en rabbi med myndighed. Og det blev stærkt understreget af overraskende hændelser, som kom sociale og religiøse outsidere til gode. Syge blev helbredt, dæmonbesatte blev befriet, skyldbetyngede blev tilgivet osv. Det var stort. Og det var anderledes. Og når de var for sig selv fik de undervisning i det, Jesus stod for. Han fortalte dem om Guds rige, som var ved at komme nær. Han lærte dem at bede og han fortalte dem om Gud, der som en Far holder af alle mennesker, fordi de alle er skabt af ham. Han lærte dem om tilgivelse og kærlighed. Derfor skal man ikke gengælde ondt med ondt, men man skal elske sine fjender osv.  

De lærte rigtig meget. Lærte at se på livet på en helt ny måde. På Guds måde. - Vi skal helt hen til midten af fortællingen om Jesus, før vi når frem til det højdepunkt, hvor de ligesom har forstået noget om ham selv. Hvem han egentlig er. Det er ikke noget der kommer på en gang. - - At Jesus er Guds søn er resultatet af en lang proces, hvor troen og tilliden til det han gør og det han siger, så at siger vokser dag for dag, som et frø der er blevet sået og langsomt spirer frem.  

For det er sådan, det er med tro. - Når et barn kommer til verden, kender det ikke noget til virkeligheden og de mennesker, der er omkring en. - Barnet ved intet om tro og tillid. - men det er sultent. Og når det så får mad, dag og nat; Når det uge for uge, måned for måned og år for år bliver mødt af mennesker, som vil barnet det godt, vokser det frem, at man godt kan have tro og tillid til andre.  

Den tillid tærer vi på resten af vore dage. - Det gør vi alle sammen. Når vi sætter os overfor hinanden i toget, i bussen, i skolen, overalt i det offentlige rum. - Spørger folk os om noget, svarer vi ordentligt. Vi siger ikke "skrid med dig". Hvis vi så møder et mennesker, som tænder noget særligt i os, søger vi måske at udvide kontakten; vi kan bliv venner og kærester og måske også far og mor. - Og langsomt styrkes troen på den anden, som tillid til, at den anden vil os det godt.  

Nu om dage møder mange hinanden på nettet. Man får en date og håber på en god oplevelse. - Men selvom det går godt, samtalen og samværet er god, og vejen til mere fællesskab synes åben, så kræver det både tid og tålmodighed.  For ingen hersker over sin tro. Ingen bestemmer over sin tillid. Den er en selvstændig kraft som ikke står under kommando.  

Det er jo derfor det er så katastrofalt, det som sker i Ukraine med nedskydningen af det Malaysiske fly. - Det er fuldstændigt ødelæggende for tillidsskabende handlinger, som er forudsætningen for fred og for genopbygning af det ødelagte samfund. På sammen måde i Israel, Gaza og den besatte Vestbred. Denne stadige anvendelse af vold til bekæmpelse af vold er jo aldeles udsigtsløs. Det er jo ikke alene boliger, byer, og mennesker, som smadres med vold og død. Værst er den grundlæggende mistillid, som vil gå videre fra slægt til slægt og overføres med modermælken fra generation til generation. Det er ingen sag at ødelægge troen og tilliden. Det kan vi alle gøre. Men at få den til at vokse og gro er det store under, som vi skal have hjælp til.  

Vi skal langt frem i evangeliet før disciplene når frem til troen på Jesus, som Guds søn. Det er ikke spor mærkeligt. For sådan er det med tro. Men så en dag ved Kæsarea Filippi, og det er så langt væk fra det centrale Israel, at man kunne få den tanke, at disciplene og Jesus var taget på ferie. - Det giver tid til de store emner.  Og Jesus spørger disciplene, hvem folk siger, at han er. De svarer, at han måske er Jeremias, Elias eller måske Johannes Døberen. Men I - hvem siger I så at jeg er.
Du er Kristus, den levende Guds søn. Siger Peter Fisker.

Ja. Sådan er det, Peter. "Det er du nået frem til, ikke ved egne anstrengelse. Det tror du, fordi troen er blevet givet dig af Gud". Vi kan ikke takke os selv for troen.  - Den kommer ikke som resultat af vores egne anstrengelser. Vi kan ødelægge troen. Vi kan smadre tilliden til hinanden. Det er vi gode til. Men den anden vej må vi have hjælp til. Og den hjælp kommer udefra, fra andre, fra Gud. Den kommer i mødet med Jesus, i tillid til det han taler, tror og gør. Og nu har Peter sagt det, som han tror: Du er Kristus, Messias, den levende Guds søn. Og Jesu svarer ham. - Du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.  

De ord står med kæmpe bogstaver på indersiden af kuplen i Peterskirken. Så kan alle da forstå det. - At kirken er bygget på Peter og hans efterfølger af paver og præster. Og overalt i den katolske kirke kan man se de 2 nøgler, som Jesus overdrager Peter til at kunne åbne og lukke i både i himlen og på jorden.

Og det er jo så ærgerligt, at man har fortolket teksten på denne måde. For det er jo ikke Peter, der skal være kirkens bygherre. - Det er Jesus, der er bygmester.  Det er stort, at Peter kan bruges. - Men det har ikke på noget tidspunkt været meningen, at Peter skulle overtage Vor Herres Plads. Det er Gud, der er bygherre. Som Jesus siger:  På dig vil jeg bygge min kirke.  

Heraf følger det andet ligeså vigtige.
-  Det er ikke personen Peter, der er den klippe hvorpå  Jesus vil bygge sin kirke. Det er Peters tro. Det er Peters bekendelse: At du er Kristus, den levende Guds søn.
Det er den tro, som kan vokse frem i os, der er hele vor kirkes grundlag. Det er den tro, som Gud vil vække i os. Som han vil kalde frem i os. Ligesom han kaldte den frem i Peter, da han krydsede hans vej og åbnede hans sind.  

Det er den samme tro han vil kalde frem i os, når han i dag vil krydse vores vej og vil åbne vores sind. Når det sker, kan livet blive stort og åbne sig på helt overraskende måder. Åbne for håbet om en bedre verden med fred og glæde, med forsoning og fællesskab til et liv i herlighed og kærlighed, fremme forude, i Guds rige. og for den tro og det håb, siger vi lov og tak og evigt ære være dig, vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.