Evangelieteksten i dag er indledningen til det man kalder Jesu ypperstepræstelige bøn. Jesu optræder her nærmest i en dobbeltrolle. Ligesom en præst. Når præsten har ansigtet mod menigheden agerer han at sige på Guds vegne. Som Guds talerør.  Gud taler gennem præsten. Når præsten vender sig om mod alteret og  alterbilledet, så taler præsten på menighedens vegne og er talerør for mennesker overfor Gud.  

På samme måde er Jesus beskrevet i Johannesevangeliet. I de første 16 kapitler taler han på Guds vegne til mennesker. Og han handler på Guds vegne. Han skaber vand til vin og redder derved festen for en hele brudefamilie. Han helbreder en kongelig embedsmands søn som ligger for døden. Han får den lamme mand ved Betheda Dam til at forlade sit sygeleje efter 38 ås som sengeliggende på en institution. Han mætter 5000 sultende og hungrende mennesker med 2 fisk og 5 brød. Han giver den blindfødte sit syn og kalder den døde Lazarus tilbage fra de døde.  

Alle disse gerninger kaldes tegn. Tegn på Guds virke i verden. Det er gud, der handler.  Jesus er ikke ude i sit eget ærinde. Han er ikke ude på at mele sin egen kage. Det understreges atter og igen i diskussion med de tvivlende og skeptiske iagttagere, som anfægter Jesu autoritet, som Guds søn. Men det er han. Det er en hovedtanke i denne del af evangeliet. Gud og Jesus er en enhed trods deres forskellighed. Joh 10, 31 Og forskellige er de jo.  

I kapitel 17 vender Jesus sig om og taler på menneskers vegne til Gud. Han beder til Gud for sine disciple, at de må holde fast ved Guds navn og være ét.  Enheden og fællesskabet skal holde.  Også nu, hvor Jesus skal skilles fra dem. Enheden i 3 retninger: Enheden mellemGud og Jesus. Enheden mellem Gud og disciplene og enheden mellem Jesus og disciplene.  

Der er flere hovedord og tankemønstre i tekstafsnittet til i dag: Foruden enhed også åbenbaring, herlighed og herliggørelse, evigt liv, Møllehave har en gang sagt om Johannesevangeliet, at manlet kan læse det på en eftermiddag. Og dog rummer hvert kapitel tankestof til et helt liv.  

Selv foreslår han, at man skal lade kærlighed være en slags fællesnævner for forståelsen af kapitel 17. Og her tænker han på den kærlighed, der ikke søger sit eget; kærligheden der tåler alt, tror alt, udholder alt og aldrig hører op. Den søger ikke sit eget.  

Kærligheden skaber fællesskab. Fællesskab mellem forskellige mennesker. Og forskellige er vi. Hvert enkelt menneske er en unik konstruktion af uendeligt mange muligheder, givet med vores genetiske arvemasse og sociale sammenhæng. Når vi kan have glæde af hinanden skyldes det åbenhed, tillid, spontanitet og interesse. Alt det som kan samles i ordet solidaritet og kærlighed. Det er dejligt at møde det andet menneske og blive betaget for så senere at opdage at dette dejlige menneske nærer de samme følelser, gensidigt. Det er berusende dejligt. Men det er modsat bittert og krænkende, når disse gensidige følelser ikke er tidsløse. - Når vi ikke bliver genelsket med den kærlighed, vi troede os elsket med. - forventede os elsket med.  

Mon ikke de fleste kender det. Kender til at blive såret. Kender til at blive overset, kender til at blive forbigået. - Derfor får vi lyst til at sikre os, til at eje hinanden og begrænse hinanden til det, jeg kan rumme.  Og derved havner vi i noget, der ligner den kærlighed, der søger sig eget. Og i den kærlighed er der ikke megen fællesskab og forsoning. Den koncentrer sig om sig selv og sætter grænse til omverdenen.  

Måske kunne det være en god idé i en stille stund spørge sig selv om den overhovedet findes, den kærlighed som ikke søger sit eget.  

Jo, svarer evangeliet.  Den kærlighed findes. Den møder vi hos Jesus. Han havde samlet en flok disciple omkring sig uden tanke for sin egen fordel. Uden tanke for, at netop disse mennesker ville kunne komme til at volde ham de største smerter og til sidst forråde ham. - Han knyttede dem til sig med sin kærlighed. Og nu beder han for dem, at fællesskabet mellem dem må blive bevaret. Det gør han aftenen før sin tilfangetagelse, lidelse og død. Han bliver forrådt, han bliver svigtet, han bliver forhånet og forladt. Og det til trods beder han Gud for deres fællesskab. Her møder vi den kærlighed, som ikke søger sig selv. For Jesus er ikke ude i sit eget ærinde.  

Han er sendebud for Gud. - Og han har åbenbaret hans herlighed. Og nu er vi ved et af de andre store ord. "Herlighed", som svarer til den gyldne farve på ikonerne. Den illustrerer alt det som er ubegrænset godt, smukt og levende. Kort  sagt:  Herlighed svarer til kærlighed. Herlighed er Guds kærlighed. Den skaber enhed og fællesskab. Dette fællesskab knytter Gud og Jesus sammen. På trods af forskellen. Og forskellen mellem Gud og Jesus er uendelig stor. Eller afstanden skulle man måske sige. Gud er som skaberen før den skabte vreden. Han er over og under før og efter.

Men han er ikke i verden. - Ingen har nogensinde set Gud. - Det har Jesus. Jesus som er blevet menneske. Han var fra før begyndelsen som Gud. Ja, han var Gud. Gud har med Jesus overskredet sin egen grænse. Og det kan lade sig gøre, fordi Gud som skaber og Gud som Jesus er drevet af den kærlighed som ikke søger sig eget. Denne kærlighed er Guds herlighed. Og den har Jesus åbenbaret for verden. For at frelse enhver ved tro. Tro på den Gud som drives af den kærlighed, som ikke søger sit eget, men tåler alt, tror alt, udholder alt. Den kærlighed, som aldrig hører op. Den kærlighed åbenbares af Jesus. Ved hans forkyndelse af Gud Ved sine gerninger Ved sin lidelse død og opstandelse. Og ved sin bøn til Gud for disciplene. At de må forblive i den kærlighedens enhed, som Guds kærlighed har skabt.  

Der bliver bedt hele vejen rundt i det guddommelige fællesskab. Gud beder Jesus om at herliggøre sit navn på jorden, og det vil jo sige at gøre Gud kendt, som den der i sin kærlighed ikke søger sit eget. Jesus beder til Gud, at han selv ikke må svigte den kærlighed, som kommer fra Gud. Jesus beder også for disciplene, at de holde fast ved den kærlighed som knytter dem sammen i kærlighed. Og sammen med Jesus vil Helligånden bede for mennesker med uudsigelige sukke.   Gud er tre. Det er Faderen, sønnen og kærlighedens ånd. Ingen af dem bestemmer over de andre. Vi skal ikke tænke på Gud som den magt som i ensom høje majestæt styrer alt efter for godt befindende.  Gud er en treenig Gud. De beder hinanden om noget. - Når man beder en anden om noget, giver man plads for den anden. Så bestemmer man ikke selv. Så giver man afkald på sin magt og giver den videre. Derved styrkes relationen mellem dem der beder. Jeg forestiller mig, at hver enkelt i treenigheden hele tiden beder de andre. For alle er de bestemt af den kærlighed, som ikke søger sit eget.   

Gud er ikke en Gud, der hviler i sig selv og ligeglad med verden med mennesker. For Gud søger ikke sit eget. Han søger verdens vel, menneskenes vel, for således elsker han verden.  Derfor er han i sin kærlighed nødt til at skabe fællesskab på tværs af alt det, som skiller. Fællesskabet er målet med det hele. Det fællesskab som omfatter alle mulige forskellige i en enhed. Og derved for del i hans herlighed. Det er ikke så let at forstå. Men det er stort. Det er guddommeligt stort. og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. 

Vor Gud og Far. Vi siger dig tak for din søn Jesus Kristus som har åbenbaret din herlighed for os. Hjælp os til at tro, at der findes en kærlighed som ikke søger sit eget. Og hold os fast ved troen på at denne kærlighed tåler alt, tror alt, udholde alt og aldrig hører op. Giv os ved din Helligånd frimodighed til at bede om, at denne kærlighed også må omfatte mig. Vend vore hjerter mod dig så vi åbner os hinanden.  Du kender os bedre end vi kender os selv. Hør os i det vi beder dig om, når der nu bliver stille.   

Vi beder dig for dem, som har det svært med sig selv og med hinanden. Som ikke kan tilgive og som ikke vil, hverken sig selv eller andre. Alle som lever i skyggen af lidelse og død, både dem som føler smerten på egen krop og dem som er tæt på dem, som lider ondt. Og vi beder dig for dem, som er blevet alene. Som er blevet skilt fra deres kære, fra deres familie og måske fra det land, de er vokset op i. Hvem vi end er. Kom til os. Vær et lys i mørket og et håb i fortvivlelsen og vær os nær med det fællesskab, som rækker herfra og ind i evigheden.  

Velsign vort land, og alle lande, bevar vort folk med øvrighed, regering, Folketing og domstol. For demokratiet, lokalt, nationalt og internationalt. Velsign kirkerne ud over hele verden. I Cambodja, Tanzania og Letland og her i vort eget sogn. Vær med den familie, som i dag holder dåb. Send din Helligånd til os, så du lever i os, og vi bliver ét i dig og tjener dig i alle ting. Det beder vi om. Amen.