Joh. 16, 23b-28

Salmer : Solen beg., Troen er ikke, 414 den mægtige, 313 Kom regn, 588 Herre gør, !92v7, Vi ser mod sol

I Faderens og sønnen og helligåndens navn. Amen

Når man som mor eller far skal efterlade sine halvstore børn alene hjemme for en aften eller en dag eller nogle dage, så er noget af det sidste man gør, inden man tager af sted at aflevere en hel masse beskeder: det og det kan I finde der, og det andet kan i finde der; husk at gøre det og det, og lad være med det; og klokken det kommer mormor og morfar forbi og ser til jer, og så skal I...; og hvis der sker det og det, så skal I gøre sådan. Og hvis der ellers sker noget kan I ringe til os på det nr. eller sms på det, og jeg kan svare kl. ca det. Og jeg kommer hjem på det og det tidspunkt. Til sidst får børnene et knus, for at de som det sidste skal være erindret om den kærlighed, vi har for dem.

Sådan kan det godt blive til en lang smøre, som børnene måske knap kan holde hoved og hale i, men alt sammen er det beskeder, der gives, for at de kan klare sig i en lidt uvant situation. De skal pludselig selv sørge for nogen af de ting, som man som mor eller far er vant til at ordne for dem.   Og beskederne skal dels hjælpe dem med at finde ud af det praktiske, de skal beskytte dem mod at komme i farlige situationer, og de skal gøre, at børnene ikke bliver bange, men trygt lever timerne, indtil man som forældre kommer tilbage igen. Sådan kan en forældreafskedstale være, når vi tager af sted for en stund.

I evangeliet vi har hørt i dag fra Johannes, er vi midt i, eller snarere mod slutningen af Jesu afskedstale til sine disciple.  Han har fortalt dem, at han snart skal gå bort fra dem, og nu er han i gang med sine afskedsord til dem; ord hvormed han ønsker at gøre dem duelige og modige til at klare sig og være i godt humør, når han ikke mere er hos dem.

Allerførst har han henvist til kærligheden: "Jeg har elsket jer, bliv i min kærlighed",

Så har han fortalt dem om talsmanden, Helligånden, som han vil sende til dem, og som skal trøste og støtte dem og vejlede dem, vidne om ham for dem. Han har fortalt dem om adskillelsen, om sorgen, som vil komme, men sorgen skal blive vendt til glæde.  

Og så introducerer han i stykket, vi har hørt i dag den nye kontaktform, det nye medie for nærhed til og kommunikation med Gud : bønnen.  Deres bøn til Faderen i Jesu navn. 

Og Jesus afslutter sin afskedstale til disciplene med selv at bede en lang bøn til Gud for sine disciple. For deres fortsatte enhed med både Gud og hinanden, og for deres virke som udsendte i verden af Gud. 

Så i sin afsked med disciplene, sin besked til dem om, hvordan de nu skal klare sig indgår bønnen altså som en vigtig kontaktform og udtryksform for dem i den tid, der skal komme efter påske. Nu er det ikke mere mig, siger Jesus, der skal formidle jeres kontakt med Gud Fader. I kan selv på egen hånd tale og bede til Gud, for han elsker jer.

"Bed og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen", siger han.

Men hvad er nu det for et råd at give til sine disciple? Er det ikke det samme at sige, som hvis Moren i sin afskedsbesked sagde til børnene  : tage bare de 100 kr., der ligger i husholdningspungen og gå over i supermarkedet, så kan I få alt, hvad I  kunne tænke jer.

Hvor mange af os kunne ikke finde på at sige, at vi har bedt, og ikke fået?

Bed og I skal få ...skaber Jesus ikke med disse ord forventninger, som der slet ikke er belæg for at skulle få opfyldt?

Det kunne vi måske med god ret indvende, men vi skal nok ikke opfatte Jesu ord her, som udleveringen af en blanko-check med alle ønskers opfyldelse. Men det er bestemt en opfordring til at sætte og holde forventningerne til Gud høje. Og en opfordring til også at udtrykke disse høje forventninger til Gud. Vi må i talen om bøn have kamp-motivet. med, som vi også møder det i den gammeltestamentlige læsning i dag om Jakob.
Jakob måtte som ung forlade sin familie. Han havde snydt sin tvillingebror Esau for førstefødeselsretten, og måtte flygte fra hans vrede til udlandet til sin morbror Laban. Der blev han selv snydt af Laban, men havde dog ophold hos ham i mange år og fik både koner og en stor familie og en stor formue af får og kvæg. En dag begav Jakob, sig igen tilbage til sit land, det havde Gud sagt han skulle, og han tog koner og børn og tjenere og alt sit kvæg med sig.    
Han var godt nok noget spændt på, om Esaus stadig var vred, om han måske ville dræbe ham og hans familie, og den sidste nat inden de kom til landet, var han bange.

Den nat mens Jakob var alene for at tænke sig om, kom der en og gav sig i kamp med ham. De sloges lige til det blev lyst, til sidst sagde den fremmede: slip mig for det er ved at blive lyst. Men Jakob holdt fast og svarede "Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig. " Da velsignede han Jakob.  Det var Gud selv Jakob kæmpede med den nat. Og han fik hans velsignelse. Og Jakob rejste videre og mødte sin bror og blev forsonet med ham.

Denne natlige jakobskamp med Gud i en for Jakob og hele hans familie kritisk situation er som et billede på, hvordan vi i bøn under natmørke perioder af vores liv, kan blive ved med at forvente og bede om det bedste fra Gud ; hans velsignelse over vores liv.  

Og koden i bønnen er, at vi beder i Jesu navn.
Jesus selv bad i Getsemane: Ikke min, men din vilje ske.
Og gennem Jesus liv død og opstandelse kender Gud Fader menneskets vilkår på sin egen krop.
Vi kan bede i Jesu navn og med det forvente, at Gud kender os og vores livs vanskelige vilkår, og er indstillet på at ville hjælpe os.

Tit kan vi finde på at stille en opskrift op på, hvordan Gud kan hjælpe os.  

En mand var med et skib som gik ned. Som den eneste overlevende lykkedes det ham at komme i land på en ubeboet ø.  Der var noget drivtømmer på stranden, og af det fik han bygget en lille hytte at bo i. Det var godt, men det kneb med maden.  Han kunne fange fisk og vilde kaniner. Men han havde ingen ild at stege det ved. Derfor blev han meget lykkelig, da han pludselig en dag fandt et lille forstørrelsesglas mellem noget drivtømmer.  Nu kunne han ved hjælp af solen lave ild, og han var så ivrig for at få ilden til at brænde, at det gik galt for ham. Ilden fik fat i noget græs og løb hen til hans hytte og brændte den helt af i et vældigt bål.  Da kastede den ellers tapre mand sig til jorden og råbte til Gud i dyb fortvivlelse: Hvorfor skal jeg opleve denne ulykke.  Det hele gik ellers fremad, men nu kan jeg lægge mig ned og dø. Jeg har ikke mere drivtømmer at bygge en ny hytte af, jeg klarer mig ikke uden ly for natten. Og han faldt i en dyb søvn på stranden.  Næste morgen vågnede han til lyden af et skib.   Hvordan vidste I at jeg var her?, spurgte han dem lykkeligt. Vi så røgsignalerne, svarede de.   

For denne mand skete det, at han blev reddet efter en anden opskrift, end han selv lige havde tænkt sig.  Gud hjalp ham på en anden måde.

Det er ikke alle i nød der får den erfaring.Men alle i nød har bønnens sprog og bønnens mulighed for forbindelse med Gud, og dermed glæden over at kunne være i kontakt med Gud i enhver situation i livet.

Når Jesus i sin afskedstale opfordrer disciplene og os til at bede, så er det lidt ligesom med den kærlige far, der inden han lader børnene være alene, giver dem sit telefonnr. og siger : Ring bare, hvis der er noget. Det er ikke, som hvis det var en far, der sagde: jeg har ingen telefon og det vil jeg ikke have, for jeg vil ikke forstyrres med jeres problemer. Hans børn bliver for alvor alene hjemme.

Men sådan er det ikke at være Guds børn. som Guds børn må vi bede til ham, vi må være vanskelige og blive ved, slås med ham indtil han velsigner os.

Med troen på, at vi har en Far i himlen, der gerne vil høre fra os og høre på os, og svare os med kærlighed, da kan vores livsglæde blive fuldkommen   

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.