Jeg skal nu holde en prædiken ud fra det tekstafsnit, som blev læst før. Det er den bøn, som Jesus beder til Gud umiddelbart før sin lidelse og død. Han beder for disciplene og for dem, som kommer tro gennem disciplenes forkyndelse. Jesus beder til Gud om, at de må være et.  

Det er altså en bøn om, at det fællesskab som er mellem Gud - Jesus og Jesus - disciplene må kunne holde i tiden frem. Det er en bøn om fællesskab og enhed. 

Det er der meget at sige om. For er der noget, der er svært, så er det at være sammen, respektere hinanden og være til gavn og glæde for hinanden. Splid og strid opstår alle steder, både i familien, i firmaet, i byen, i partiet, i landet og mellem nationer. Forholdet mellem kirkesamfund og religioner er her ikke nogen undtagelse.  

Jeg vil gerne begynde med en lille illustration. Den skulle gerne forklare det, jeg bagefter siger i prædikenen. Jeg tager et papir og ruller sammen til et rør. Røret har to huller. - Læg mærke til rækkefølgen. Røret har to huller, kan man sige. Det er ikke to huller, der har røret. Det er røret, der har hullerne. - Fjerner jeg røret, bliver også hullerne væk.  

Røret er relationen mellem os. Det er forbindelsen. Det er den kontakt vi har med hinanden. I kraft af relationen bliver vi til som jeg og du i forhold til hinanden. Fjerner man relationen, så forsvinder vi også som jeg og du.      

Ex. Det nyfødte barn er et lille menneske som er udrustet med en række drifter. Men det ved ingenting. Men så er der voksne, en mor og en far som tager sig af det, giver det mad, passer det, plejer det, er sammen med det, taler til det. I samspillet oplever barnet sin mor og derved sig selv. Barnet bliver til som et jeg i forhold til et du. Det er i relationen til den voksne, at det bliver til som menneske. Som den voksne tænker, tror og taler, kommer også barnet til at tale, tro og tænke.  

Der er vist mange, der mener, at det er naturligt at være egoist og tænke på sig selv før man tænker på sin næste.  Deri er jeg fuldstændig uenig. For sådan var det ikke fra begyndelsen.  For der var slet ikke blevet noget "jeg" hvis ikke der havde været et du, som havde meldt sig på banen i forhold til mig. - Jeget bliver til i kraft af relationen. Ligesom et rør, der har to huller.  

Den bedste af alle relationer er kærlighedens relation. Det kan heldigvis ske, at man kan blive betaget af et andet menneske. Og det er stort, når man oplever, at de samme følelser bliver gengældt af dette betagende menneske. Derover kan man blive så taknemmelig, at man siger den anden tak for kærligheden. Men da må den anden svare. - Jeg kan ikke gøre for det. Det er ikke min skyld. Det er jo netop på grund af dig, at det sker. Og så er vi lige vidt. Ingen af de to kan tage æren for kærligheden.

Kærligheden er som en udefra kommende magt, som har forvandlet deres liv. Begge er de blevet "jeg og du" på en helt ny måde. Livet er blevet stort for dem i kraft af relationen mellem dem.  

Det er denne kærlighed vi er samlet om i kirken. Gud er kærlighed. Det er ham der gir os liv og gør os glade. Det er ham der har skabt os til fællesskab og kærlighed. Forskellige som vi er.  Som mand og kvinde. Med hver sine evner, hvert sit sind i alle mulige variationer af det at være menneske.  

Det, at vi er forskellige, har den helt lavpraktiske fordel, at vi kan supplere hinanden og hjælpe hinanden. Vi kan sammen dyrke jorden og skabe familier og samfund, hvor vi i samarbejde kan opretholde livet og få brød på bordet.  

Dertil kommer, at vi kan kende hinanden. Det ville man ikke kunne, hvis vi var ens. Og man ville heller ikke kunne  elske den anden. For man kan ikke genkende den ene fra den anden.  Så kunne man ikke blive betaget af den anden men kun sig selv. For den anden er jo en kopi af mig selv.    

Jeg lytter ofte til mennesker, som fortæller om deres liv. Ikke sjældent bliver beretningen forkortet med ordene om, - "vi er ligesom alle andre". Der er ikke noget særligt at sige om os. Vi er helt normale.  Vi tænker, tror og taler ligesom alle andre. Mange forsøger at dække sig ind under at være normale for ikke at være anderledes. - Når man er normal, så kan ingen komme og hænge os ud for noget. Men det er sådan set forfærdeligt. Det er ved at være sig selv og særlig, at man er til at kende til forskel fra alle andre.... Og til at holde af.  

I Johannesevangeliet tales der både om at kende og om at elske. I virkeligheden betyder de to ord  næsten det samme. Den man kender, kan man elske. Og den man elsker, kan man kende. Og modsat, hvis man ikke elsker et menneske kan man heller ikke kende det. Og man kan ikke kende et menneske, som man ikke elsker.  

Vi ved i dag en hel masse om hinanden, hvis vi vil vide det. Lovligt og ulovligt. Vi kan google, overvåge og hacke i en grad, som er kommet bag på verden, hvad enten det er vores egen "se og hør sag" eller Angela Merkels mobiltelefon. Men en ting er at vide noget om en anden. Noget andet er at kende og at elske. Man kan godt kende hinanden på en arbejdsplads eller i en familie Man kan godt kende hinanden som søskende eller som ægtefæller. Men hvis ikke der er kærlighed, kender man ikke hinanden rigtigt, som jeg og du. Er der kludder i følelserne, hvis der er misundelse og jalousi, ulighed og bedreviden,- kender man så  i virkeligheden den anden?   Jeg tror, der er mange, som udadtil er helt normale, men som kun er kendt af nogle få andre. Måske slet ingen.  Man kan sagtens gå og være ensom midt på en arbejdsplads, i en søskendeflok og i et ægteskab.  

Nu er vi der, hvor vi skal høre Jesus bede til Gud om, at vi alle må være ét. Og det betyder ikke, at Jesus beder om at vi skal være ens. - derom er der ikke tale. Men han beder om at vi skal være ét. - Altså et fællesskab af forskellige særlige og prægtige mennesker, som er skabt af Gud til at være sammen og kende hinanden.  

Det var det Jesus kæmpede for og levede for: Han opsøgte folk og mødte dem med en kærlighed, så deres liv blev forvandlet og fornyet.  Alle uanset, køn, race, alder, indkomst, helbred, intelligens, interesser osv. For det måtte han betale med sit liv. For samfundets spidser oplevede det som en grænseoverskridende kærlighed så vild, at den brød med al normal anstændighed.  Og når det ikke var normalt, var der ikke styr på det.  - Derfor skulle han slås ihjel.  

Jesus beder lige før sin død til Gud om, at vi må alle være eet. Engang troede jeg det var en opfordring til os om at tage os sammen og forsøge at respektere hinanden og være ordentlige. Men egentlig henvender hans bøn sig ikke til os.  

Jesus beder til Gud om enhed. Enheden er ikke noget, vi skal stable på benene. Enheden er der allerede nu.
For han beder ikke om at vi må blive ét. Men om at vi må være ét.
Det er en enhed han allerede har skabt i kraft af den kærlighed, han elsker os med. Det bærende er forholdet. Forholdet mellem Gud og Jesus.  Det er et kærlighedsforhold. Derfor kender Jesus Gud. Og Gud kender Jesus.  

Dernæst kommer forholdet mellem Jesus og disciplene.  Det er også et kærlighedsforhold. Jesus kender dem og de kender Jesus.  - Derfor kender Disciplene også Gud og lever i hans kærlighed.  

Næste led er alle dem, som kommer til tro gennem disciplenes forkyndelse. Forkyndelsen af Guds kærlighed. At han kender dem. Og elsker dem. Allerede.  

Og denne forkyndelse har ingen grænser, fordi kærligheden ikke har nogen grænser. Det betyder, at den kærlighed vi alle går og søger og måske hungrer efter, hvad enten vi ved det eller ej, den er levende og gælder både mig og dig, ligesom den gælder alle andre. Og det er i denne kærlighed, at vi kan kende hinanden. Og det er ved at kende hinanden, at kærligheden kan blive fuldkommen og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse  nu og i al evighed. Amen.