I Faderens Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Evangelieteksten handler om retfærdighed.   Det er et ord med mange betydninger. Retfærdighed betyder f.eks lighed. Man skal ikke være ret gammel, før man bruger det. Hvis man hælder saftevand op til nogle tørstige børn og ikke tager det så nøje med fordelingen, kan der hurtigt blive nogle der føler sig snydt og siger, det er uretfærdigt. Når vi bliver voksne er det måske ikke saftevand vi taler om men vores løn. Hvorfor skal der være så stort forskel, selvom vi arbejder lige meget.  

Retfærdighed kan også betyde dom og straf. Hvis nogen har stjålet eller bedraget et andet menneske, så skal gerningsmanden dømmes og straffes. Det koster noget at stjæle fra andre, hvad enten det er ting og sager eller det er fysisk vold. Retfærdigheden skal ske fyldest siger vi, og det betyder, at den skyldige skal straffes.  

Vil man være retfærdig skal man færdes ret - i modsætning til forkert. Retfærdighed handler om livsstil. At man lever sit liv ordentligt i forhold til andre, hvad enten det er familien, naboen, kollegaen eller samfundet. De fleste af os vil gerne ses som retfærdige mennesker, der lever et ordentligt liv.  

Men der kan let gå kludder i vores gode hensigter. F.eks i trafikken, hvor vi kører med 2 hastigheder. - Hvis vi ser motorcykelbetjent eller ved at der er fartkontrol kører vi efter reglerne. - Men når truslen om overvågning er væk, bliver der trykket på speederen. Der er der i alt fald nogen andre, der gør. Man kunne komme til at tro at reglerne ene og alene bliver overholdt for politiets skyld. Og ikke for at forhindre at mere end 300 dræbes i den danske trafik hvert år.  

Det gør ikke noget, at man snyder i skat og låner lidt udstyr på sin arbejdsplads og kommer til at fylde varer fra hylderne direkte i tasken udenom kasseapparatet.  Bare ikke det bliver opdaget. Det skal være så lovligt som muligt. Det med at leve retfærdigt og ordentligt kunne vel være noget vi gjorde af hensyn til andres liv og levned.  Men i stedet kan det blive til noget overfladisk, som vi gør for et syns skyld, for at der ikke skulle kunne være noget negativt at sige om os. Drivkraften er egoistisk og har meget lidt med omsorg kærlighed til næsten at gøre.  

Men så pludselig kan der ske noget, som ryster os. Som bomben i Oslo og massakren på Utöya.  En uhyrlig voldshandling med det formål at ødelægge og dræbe så mange som muligt, menneskeligt og samfundsmæssigt. Nøje planlagt og gennemtænkt og koldblodigt udført. Sådan gør man bare ikke. Som denne gerningsmand gjorde det. Og så gik folk på gaden. Mandag aften. Der skulle have været en march rundt i byen. Man skulle gå fra sted til sted, vise sin medfølelse for de mange ofre og deres familie og i protest mod dette angreb på det norske demokrati. Men man kom aldrig til at gå, for der kom så mange, at man stort set ikke kunne flytte sig ud af stedet. Og så blev der talt store, stærke ord.  Om de helt grundlæggende og umistelige værdier. - Man kan dræbe et menneske, men man kan ikke dræbe folkeviljen, sagde statsministeren, der han så ud over folkemængden. I er folkeviljen. Sørgehøjtideligheden udviklede sig nærmest til noget der lignede en trosbekendelse af det at være et folk, der hører sammen. Vi har i de senere år talt om sammenhængskraften i vort samfund. Og pludselig var det der, og blev udtalt igen og igen i interview med unge og ældre, mænd og kvinder, kristne, ateister og muslimer, hvide og sorte.  

Mon ikke man kunne bruge billedet med skrabeloddet som illustration. Når vi køber en lodseddel, ved vi ikke, hvad der gemmer sig bag den grå overflade. Men når man så skraber lidt i overfladen, dukker det frem, som gemme sig bagved. Og det der pludselig som lyn fra en klar himmel blev afsløret i Norge, var en stærk vilje til at være sammen, stå sammen, høre sammen og handle sammen. Det handler ikke om at få hævn men om stædigt at holde fast ved de grundlæggende værdier, som hører til det at være menneske: Viljen til at leve og til at elske.  

Eksperterne har forsøgt at forklare denne folkelige samling om de fælles værdier.  Sådan skete det også efter den 11. september for George W Bush og for Tony Blair efter bombningerne i London. Og det er utvivlsomt rigtigt, at vi har behov for at rykke sammen om vore ledere til forsvar for demokrati og frihed. Men jeg tror ikke statskundskaben med sine samfundsteorier ser dybt nok. Den egentlige pointe har med menneskets skabthed at gøre.  

Mennesket er skabt i Guds billede. Der er noget i ethvert menneske som i ligner Gud. Det er det, at vi naturligt vil kærligheden og det fælles liv sammen. Og når der pludselig ridses i lakken, bliver Guds billedligheden tydelig. Mange har oplevet det i familien, når man rammes af ulykke og sygdom. Nu har vi været vidne til at et helt samfund med et træder i karakter som fællesskab, som Gud har villet det. Midt i ondskabens og dødens tilsyneladende triumf vokser der pludselig en overvældende godhed og kærlighed frem, spontant og uplanlagt, og voldsomt livsbekræftende. - Når man har set døden i øjnene, kan livet pludselig blive stort. Som da en TV interviewer bad en af de unge fra Utøya om hans vurdering, og han så svarede: Jeg er bare så glad for, at jeg lever. Og folk stillede op med lys, med blomster, med roser og nogen endda med knusere og kramere som de uddelte til kendte som ukendte.  For kærligheden skal sejre.  

Det er retfærdighed. At møde ondskaben med troen på godhed og kærlighed. Dertil er vi alle skabte. - Og Jesus sætter ord på denne rette færd: Alt hvad I vil, at mennesker, det skal I også gøre mod dem. Denne leveregel er ikke en specialitet for kristne. Den gælder os alle. Der er ikke en særlig kristen etik. Den rette levemåde gælder for alle, hvad enten man er jøde, hindu, buddhist eller kristne: Du skal elske din næste som dig selv.  

Der er altså ligesom to slags retfærdighed:
1) den retfærdighed, som vi gerne vil have andre til at se.  Hvad enten det er politiet eller alle mulige andre, som gerne må synes godt om os.  Det er en egoistisk retfærdighed.  
2) Og så er der den retfærdighed som udspringer af glæden ved at leve og elske, i modsætning til ondskab og død. Det er en næstekærlig retfærdighed.  

 

Hvis Jeres retfærdighed ikke overgår farisæernes og de skriftkloges retfærdighed, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Jesus kritiserer i bjergprædikenen disse fromme mennesker. For han ser deres retfærdighed som det rene hykleri. De lægger penge i kirkebøssen for at man skal lægge mærke til hvor gode de er. Og de stiller sig op på gadehjørnerne og beder til Gud for at andre skal se, hvor fromme de er. De gør et stort nummer ud af at overholde de 10 bud. Men siger Jesus. Det kan de kun, fordi de ikke tager de 10 bud alvorligt. - For når det hedder, at du ikke må slå ihjel, så er der ikke kun tale om det fysiske drab. -  Alene det, at du bliver vred på din bror og tænker idiot om ham, er nok til at regne dig for en morder. Så denne egoistiske retfærdighed er en ren selvretfærdighed. - Den går ud på at gøre sig fortjent til anerkendelse i samfundet og frelse hos Gud. Men det bliver aldrig frelse. Det bliver aldrig himlen. For man skal være sammen med folk, som alene tænker på at mele sin egen kage. Det er ikke rart.  

Tilbage er den anden retfærdighed, som har sans for de andres liv og de andres lykke. Og den kommer man ikke nærmere med hverken løfter eller trusler. Den kommer man til med kærlighed.  

Jesus mødte mennesker med alt godt i ord og gerning. Han gav dem værdighed, selvom de var udstødte. Han gav dem håb, selvom de var syge. Han gav dem tro, selvom de var fattige. Han gav dem kærlighed, fordi Gud er den elskende Gud, der har skabt dem. Gud ønsker med hele sin kraft og styrke, at livet skal lykkes så det blive til kærlighed og glæde for os alle uden undtagelse. Og den vilje til liv og kærlighed er stærke end ondskab og død. og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.