Joh. 15,26-16,4

Salmer: 736, 448, S&S II 138 - 294, 251,S&S I 60

I faderens, sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Håbets stemme bærer mig...
Sådan lyder det i salmen, vi lige har sunget.

Hvis vi tænker i håb og vi tænker i stemme - sådan lidt bredt, og tænker lidt tilbage i vores liv, så vil vi nok kunne bemærke, at der er bestemte mennesker, hvis stemme har indgydt os håb- håb til at leve og tage de udfordringer op, som livet stiller os overfor.   
Som det mest grundlæggende, vil det måske være mors eller fars stemme, der fra vi var helt små har talt mod i os -når vi mødte modgang, og når vi skulle lære de mange, mange ting, der er at lære i et liv.  Stemmen fra en, vi ved, der elsker os ubetinget, kan bære os oppe, skubbe os af sted, vejlede os - også når han eller hun måske ikke ved noget særligt om det, vi skal vejledes til.       Det, at en stemme lyder, vidner om, at han eller hun er til stede.  Jeg husker som barn, hvis jeg var alene hjemme, og det gik godt nok, men jeg var alligevel lidt anspændt -  hvordan alt så var anderledes og let, nå jeg hørte fars eller mors stemme i gangen.

Mange andre kan i livets løb blive og være håbets stemme for os: kammerater, lærere, kolleger, og måske endda tilfældige mennesker, som vi kun møder kort, men som med deres ord når at sætte en håbsbevægelse i gang hos os.    

For de disciple, der havde fulgtes med Jesus, var han blevet en håbets stemme.En stemme, som satte håb og mod i dem i det liv, de nu levede. Jesus hjalp mennesker, som havde meget at kæmpe med, og som ingen hjælp fik hverken fra samfundet eller fra de mennesker, som var lige omkring dem.
Det gav dem håb.
De så, at for Jesus var sygdom ikke noget, man måtte tage på sig som Guds straf, sådan som mange troede, Jesus kæmpede mod sygdommen og viste, at Gud er på livets side.
Det gav dem håb.
Jesus gik modigt op imod alle dem, som ville gøre Guds lov til noget, der ekskluderede mennesker snarere end at lade kærlighed få rum. Han gik op imod dem, der gjorde loven til noget der ødelagede liv - fremfor at opbygge liv.
Det gav dem håb.

Når Jesus talte, når han underviste dem, og talte til dem om Livet og om Gud, når han fortalte sine historier, så var det som om tilværelsen åbnede sig for dem, så der både kom mere dybde i det, der var nu, og så en dimension af nye horisonter og af evighed åbnede sig for dem.Det gav dem håb.

I evangeliet, vi i dag har hørt fra Johannes,  er Jesus ved at berede sine disciple på, hvordan det skal være, når han  snart ikke mere er hos dem på samme måde som før.   Så skal der dog stadig vidnes om ham, siger han,  : Alt det, jeg har bragt ind i verden, skal bringes videre, og I  er dem, der skal vidne om det overfor mennesker, siger Jesus til disciplene, for I har været sammen med mig og oplevet det hele.

Men det vil ikke være enkelt, han beskriver for dem den modgang de vil møde, når de skal vidne, om Jesus.

De skal blive udelukket af synagogerne.  Disciplene var jo alle opvoksede som jøder, og synagogen var det naturlige sted for dem at tale om Gud og om alt det, Jesus havde lært dem om Gud.  De kom jo til at se Jesus som den Messias, som jøderne havde ventet på og længtes efter i mange århundreder.  Så hvorfor ikke bruge synagogen som udgangspunkt for at fortælle om Jesus som Kristus? Men nej. Her fik de ikke adgang.

Med Jesus skulle der begyndes på noget nyt. 

Men ikke nok med at de måtte finde deres egen platform for forkyndelsen om Jesus.De blev også forfulgt, - som Jesus i  ifølge evangelisten forudsiger : De skal blive slået ihjel -i Guds navn , de skal blive regnet for gudsfornægtere og gudsbespottere, som   nogen vil mene at glæde Gud ved at slå ihjel.

Det er de første disciples vilkår for at vidne om Jesus, om alt det håb, han har indgydt i dem.

Men hvordan få mod til det?

Her er det Talsmanden kommer ind. Talsmanden er et af de ord, Jesus bruger for Helligånden, den ånd som han lover, vil blive sendt til disciplene.  Helligånden som den ånd, der giver styrke og mod, som den ånd der giver tro og håb og kærlighed til mennesker.   Den ånd kalder han her for Talsmanden, altså én der taler for nogen.    En gruppe mennesker, der har noget, de vil arbejde for, kan have en talsmand, en som forhandler og taler for dem. Eller en enkelt person kan have en talsmand, en der taler hans eller hendes sag, giver stemme til hans eller hendes sag.

Sådan bliver Helligånden Guds talsmand på jorden siger Jesus. En talsmand, som kommer til mennesker, og med sandhed taler om Gud, med sandhed bringer bud fra Gud.   Talsmanden skal vidne om mig, siger Jesus, og I skal vidne om mig.

Det vil sige: talsmanden kommer først og indgyder ord og mod og håb, og så er det disciplene, der skal formidle det videre.

Så midt i den frygtelige modgang, som let kunne få nogen til at falde fra det med troen og det med at skulle være vidne, midt i det er talsmanden som en stemme fra Gud, som en håbets stemme, der kan  tale mod ind i mennesker og bære igennem.

Denne håbets stemme skal vi på næste søndag fejre, når vi holder festen for Helligåndens komme.  Vi holder fest fordi talsmanden, Helligånden jo ikke kun blev sendt til de første disciple, men også til os.   De første disciple og de første kristne fik Helligånden talsmanden, som blev den håbets stemme, der gjorde det muligt for dem at bringe Jesu ord videre, så det endda har nået os i dag.  

Talsmanden taler også til os. Den er en stemme, der stadig lyder, en stemme, der gør det gode budskab om Jesus Kristus til en levende kraft i os.  At Jesus Kristus har gjort kærligheden til den stærkeste kraft i verden, er det, som talsmanden hvisker os i øret., og det skal få os til at være vidner i verden for Kristus. 

Vi skal først og fremmest være vidner ved at fremme kærligheden, og tale kærlighedens sag, arbejde for kærligheden - ikke kun blandt vore egne, men overalt, hvor der er brug for kærlighed.  Det kan også vække modstand og give modgang. - mest på andre måder, end det var for de første disciple.  Men det er ofte ikke noget populært valg at være fortaler for de svage og dem, som de færreste bryder sig om.  
Det er i det konkret liv, vi lever, at vi kan være vidner - og det kan vi, fordi der er en håbets stemme der taler til os og bærer os, en håbets stemme der lader påske troen vokse i os, og forkynder, at alt er nyt.

Lov og tak og ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.