Jeriko er en gammel og berømt by. Det er en oase midt i ørkenen, man som rejsende er næsten nødt til at komme forbi. Jeriko var den naturlige rasteplads både for trafikken mellem nord og syd fra Babylon og til Ægypten, mellem øst og vest, mellem  Amman og Jerusalem. I Jeriko kunne man købe alt det, der var nødvendigt for en længere rejse gennem ørkenen. Man kunne købe vand, mad, frugt, security og kærlighed. For en rejsende i ørkenen måtte det tage sig ud som paradis. Her har var æbler og pærer, citroner og  appelsiner, blommer og bananer, meloner og kokosnødder og dadler. Alt godt for en tørstende og sultende  sjæl efter en lang vandring i ørkenen. Jeriko var en ren pengemaskine.  Der var ingen konkurrence. - De rejsende havde valget mellem at betale prisen eller klare sig alene gennem ørkenen, hvor solen skinner nådesløst og ikke levner overlevelses muligheder for levende væsener. Jeriko var en rig by.  Men borgerne fik ikke lov til at beholde forretningslivet for sig selv. Staten krævede sit i told, skat og afgift. Så her måtte både købere og sælgere betale, for at staten kunne få sit udbytte. Og staten var magthaveren i regionen. - Man havde oplevet både, syriske, ægyptiske, babylonske, græske og romerske herskere.   

Det betød, at Jerikos befolkning var opdelt i 2 grupper. Der var de lokale handelsfolk og landmænd, som gjorde hele arbejdet. Og så var der en magtelite, som sammen med hær og politi sørgede for ro og orden, så indtjeningen kunne finde sted som planlagt.  

I Jeriko boede der en lille mand, som hed Zakæus. Han hørte til i begge grupper. Han var nemlig tolder og en del af den administration, som arbejdede for staten. Men samtidig var han som jøde en del af lokalbefolkningen. Og i den sammenhæng var han lille. Måske også i overført betydning.  

Zakæus havde gjort det godt. Han var statsansat og havde fået sig en overordnet stilling. Han var overtolder. Men på en eller anden måde var hans succes på arbejdsmarkedet ikke slået igennem som en social succes. De andre regnede ham ikke. De andre mødte måske ikke hans blik eller gik over på den anden side, når de så ham. Han blev ikke inviteret og havde ikke nogen at invitere til det hus, han har købt sig.  

Måske. - For alt dette bliver pludselig tydeligt, den dag Jesus kom til Jeriko. Rygtet var løbet i forvejen.  Folk strømmer ud på gaden for at se og høre den berømte.  Man skal da ikke gå glip af noget. Zakæus er der også. Men han kan ikke komme til at se noget. For han er lille.  Hver gang han prøver komme forbi dem foran, er det ligesom om de gør alt for at komme til at stå i vejen for ham. - Han mangler venner, som vil gøre plads for ham, vil lade ham komme foran. Så er det, at han kravler op i et træ. Det er rent selvmål.  Den lille rige overtolder kravler op i et træ for at komme til at se. - Og her sidder han som en anden gadedreng i en lygtepæl for at være med på en kigger. Og så standser Jesus op netop ud for dette træ. Han ser den lille rige mand. Og så får alle øje på ham. Måske siger én: Se, der sidder Zakæus, overtolderen. Og alle i byen har i et eneste nu fået en rigtig god historie, om overtolderen som gjorde sig selv til grin ved at kravle op i et træ for at komme til at se.  

Men nu sker der noget. Jesus vender hele billedet. Jesus inviter sig selv som gæst ind til Zakæus.  Da sker forandringen. Zakæus må forlade sin plads som passiv tilskuer og indtage rollen som aktiv vært. Og det gør han med glæde. For nu sker det, som han har manglet. Han har ønsket en forandring, for han har længe mærket, at noget var galt. Men har vel ikke vidst, hvad han skulle gøre ved det. Hvis han havde levet i dag, ville han vel have taget nogle kurser i selvudvikling. Han ville være blevet hjulpet til at lære om sine stærke og svage sider. Han ville være  blevet hjulpet til at redegøre sine drømme og laver planer for hvordan drømmene kunne blive til virkelighed. Han ville have lært at meditere for at kunne hvile i sig selv og ikke stresse op. Han ville have fået teknikker til at kunne finde sig selv for at kunne få det bedre med sig selv og verden omkring.  

Men den dag i Jeriko kom det til at gå for sig en anden måde. Hans liv blev forandret. Men ikke i kraft af selvudvikling. Men fordi et andet menneske brød ind i hans isolation og ville være sammen med ham. Fordi også Zakæus var en Abrahams søn. Pludselig blev han set, som den han var, uden at han havde gjort noget for det. Hans værdighed blev ham skænket. Den kom til ham udefra. Fra en anden.  

Han blev i det øjeblik sig selv. Og det forandrede ham. I virkeligheden havde han været ude af sig selv i årevis. Placeret mellem de to grupper i byen, De lokale jøder og den fremmede magtelite. Han havde gjort en hel masse for at blive sig selv. Men det forandrede intet. Og jo mere succes han havde fået desto mere ude af sig selv blev han. Men da den fremmede gik ind i hans liv og gengav ham hans oprindelig værdighed som Abrahams søn, blev han sig selv. Og det forandrede alt. Det gav både glæde og handling. Og han besluttede sig for at ændre fuldstændigt på sit liv. Alt hvad der havde med penge at gøre, og som han havde tjent på andre, skulle leveres tilbage. - Både til dem han, havde snydt og til de fattige. Og Jesus kan sige, at i dag er frelsen kommet til dette hus. Fordi Zakæus er kommet ned fra sit træ er kommet ned fra sin selvophøjelse. Han er kommet ned på jorden, hvor alle andre også er og kan leve i fællesskab.  

Man kan vel spørge, hvad dette har med frelse at gøre? Er det ikke snare et stykke alment livskundskab. At vi skal lære at se os selv og hinanden som vi er, møde hinanden som vi er, værdsætte hinanden, som vi er. Og så skal vi lade være med at skjule os bag kostumer og klicheer, masker og etiketter, fordomme og fordømmelse. For bag den ydre fremtoning gemmer der sig et følsomt og bankende hjerte, som hungrer og tørster efter fællesskab og kærlighed.   

Jo, det er almen livskundskab.  Det hører med til at leve efter kærligheden. At du skal elske din næste som dig selv. Både venner og fjender. Vi skal se ham og hende som et Abrahams barn, som Gud elskede menneske.  

Evangeliet i dag er da, at sådan ser Gud på mig. Som sin elskede søn eller datter. Som  Jesus så Zakæus, har Gud set enhver af os.  Dette har vi dåben som tegn på. Her blev vi kaldet ved vort navn og døbt til fællesskab med den treenige Gud. Her er jeg den, jeg er. Den identitet " at være mig", giver han mig gennem sit uophørlige samspil med mig.     Så her er der ikke brug for at frelse sig selv ved selvudvikling. ( kan være udmærket ) Jeg skal ikke klare det hele selv. Jeg skal ikke tro på mig selv.  - For Gud tror på mig. Gud frelser mig. Fordi Gud elsker mig. I den kærlighed kan jeg blive mig selv.  

Det paradoksale er nu, at når man bliver sig selv og ikke behøver at gøre en hen masse for at finde sig selv, så bliver man som forandret. Men helt naturligt. Så forsvinder alle de mellemregninger, som gør det hele så besværligt. Som et godt træ bærer gode frugter, vil et elsket menneske gøre en masse i kærlighed for andre. Af overskud og glæde over at være blevet fundet. Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader Søn og Helligånd. Du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra først begyndelse og i al evighed. Amen