Luk. 12, 32-48

Salmer :Abgsa.414, sov du, 728, S&S123,473,366

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Det er ord sagt af Paulus i hans 2. brev til Timoteus som vi skal høre læst som udgangslæsning i dag. De ord vil jeg lade være udgangspunktet, når vi i dag skal bevæge os ind i evangelieteksten fra Lukasevangeliet.  

Men først skal vi lige en tur ned om Palmestranden. Jeg løber jævnligt en tur nede omkring Palmestranden. En dag i denne uge var jeg også af sted, men formen har nok ikke helt været, som den skulle, for på et tidspunkt var jeg ligesom umærkeligt gået over i gang i stedet for løb, og jeg havde egentlig ikke selv lagt mærke til det, for tankerne fløj ligeså hurtigt af sted, som de gør når man løber.  Men så så jeg pludselig på stien foran mig to andre løbere komme løbende imod mig, og da opdagede jeg forskrækket, at jeg ikke løb, som jeg jo skulle, og jeg satte nok lidt brat i gang med at løbe igen. I hvert fald trak de to andre løbere på smilebåndet og kom med en munter bemærkning, da vi passerede hinanden; de kunne jo godt se, at jeg var blevet overrasket i ikke at holde mig selv fast i det jeg ville: nemlig at løbe.   Det kan jo være et lille billede på, hvordan vi ofte kan blive overrasket i ikke at være i gang med det, vi egentlig skulle.  Vi kender det alle : hvis vi har et arbejde eller en opgave foran os som skal gøres, og så kan vi få tusind svinkeærinder og andre ting, vi lige finder på må gøres, så selve opgaven bliver skubbet eller slet ikke taget fat på.  Og sker det så, at han eller hun, der satte os i gang med det, vi kunne kalde det vores arbejdsgiver, pludselig dukker op, så bliver det frygtelig pinligt.

I evangeliets små billedfortællinger for tæller Jesus os i dag om årvågenhed, om at være parat. Evangelieteksten taler på forskellig måde om, at vi skal være vågne, være beredt, være i gang, når menneskesønnen kommer igen.

Men udgangspunktet inden Jesus begynder at beskrive denne vågenhed er lignende ord som dem, Paulus siger til Timotheus : Jesu siger: Frygt ikke, for jeres far har besluttet at give jer riget.  Udgangspunktet er en gave, det er riget, gudsriget, som vores far i himlen har besluttet at give.

Det er det ved dagens bibeltekster, vi først og fremmest skal hæfte os ved: vi får en gave: vi får i Jesus pant på gudsriget.  Og Gud giver os ånd, ikke en fej en, men en ånd med kærlighed, kraft og styrke.

Efter han har givet os den ånd, så giver han os " en lod af sin jord ", som vi sang om det i salmen for lidt siden. Han giver os en plet af jorden at være på, han giver os nogle mennesker at leve på jorden sammen med, og nogle af menneskene giver han os at leve ganske tæt på. Hvis vi samlet kalder alt det for " en lod af Guds jord" så er det den lod, vi skal bruge vores liv på at få til at leve og blomstre.  

Forbilledet til den opgave har vi i Jesus, som de også havde det alle de disciple, han taler de her ord til: de har set hans kærlighed, hans grænsebrydende accept af ethvert menneske, hans særlige omsorg for alle, der ikke lever på livets solside, hans skarpe kritik af dem, der tror, at de har en position tættere på Gud end andre.  

Den menighed, som Lukas omkring år 80 e. Kristus skriver sit evangelium ned til, de havde hørt om Jesu liv og hans død og opstandelse. Nu ventede de på, at han skulle komme igen og fuldende sit virke, fuldende Guds rige. Men ventetiden var måske ved at være lidt lang for dem. De første menigheder troede jo, at Kristus ville komme igen meget snart, men nu var der gået omkring 50 år siden hans korsfæstelse.  I det lys skal vi høre, hvordan det har lydt for dem, da Lukas fortæller om, dengang  Jesus opfordrede disciplene til at være årvågne, til at have de lange gevandter spændt op om sig, så de kunne både arbejde og rejse effektivt.

For måske var de på Lukas tid begyndt at slække lidt på den parathed - 50 år er lang tid at gå og være parat. Man kan jo fristes til at slå sig til ro i stedet.

Nu er vi 2000 år efter, og 2000 år er også lang tid, vi kan måske også fristes til at slå os til ro, til at slække kravet til os selv og hinanden om at tage de udfordringer op, som evangeliet stiller op for os.

Men egentlig handler det jo ikke om tid.

Hver generation får givet løftet om gudsriget og en ånd fyldt med kraft, kærlighed, besindighed. Hvert menneske gør.  Så det er en gave og en opgave i ethvert menneskeliv, og således er Jesu appel talt til hver enkelt af os: Du skal være vågen og parat, du skal bruge det, jeg har givet dig og føre det videre.

Men hvad er det nøjagtigt vi skal være vågne overfor?

I de to lignelser er det, som forvalteren er sat til af sin herre: at give herrens tjenestefolk mad i rette tid.   Opgaven går altså på at give.   Og den dårlig forvalter, som tænker, at herren nok ikke kommer beskrives som en, der så giver sig til at slå dem, han skulle give mad og fylde sig selv i stedet.  

Så den udfordring ethvert menneske i sit liv står overfor, er altså at beskæftige sig med at give til andre og ikke med at fylde sine egne behov op.

Det er årvågenhed i forhold til den side af tilværelsen, som Jesus kalder til. Og den årvågenhed og modsætning mellem at give og at fylde sig selv handler ikke kun om hvem, der skal have lagkagen: om det er den anden, eller det det er mig. Det kan også handle om, hvem, der skal have livsrum - den anden eller mig.

Er det kun den, der tænker nøjagtig som jeg, der har lov til at være her?  Eller kan jeg give livsrum i verden også for det menneske, som tænker og lever anderledes end jeg?    Vi ser i denne sommer mange frygtelige eksempler på, hvordan mennesker bliver slået ihjel eller drevet på flugt fra deres hjem, fordi de ikke deler anskuelser med dem, som for tiden har våbenmagten. I Syrien, i Israel og Gaza, i Ukraine, i Irak.

Når mennesker p.g.a. deres kultur eller deres tro bliver forfulgt og drevet rundt, kan der være grund til at sige fra på en meget konkret måde overfor de holdninger og handlinger, der sætter det i gang.

Det er i andre lande, kan vi hævde, meget forskellige fra os. Men vi må også i vores egne sammenhænge være vågne for at mane det ned, når den slags holdninger til andre mennesker vinder frem mellem os: at nogle mennesker ikke har lov at være dem, de er, uden at blive forfulgt eller presset ud på et sidespor.    

Det syn på mennesker, som vi kan lære gennem Jesus, og gennem de bibelske skrifter er, at ethvert menneske har en uendelig stor værdi i Guds øjne. Det menneskesyn er også vi, som han har lovet sit rige sat til at være formidlere og forvaltere af.

Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.  Sådan siger Paulus. Og  enhver, der har fået meget, skal der kræves meget af, siger Jesus.

Vi har fået meget. Lad os da forvalte den gave årvågent, så vi ikke sløver hen i vellevned, i fantasier om liebhaverliv og eksotiske strande, men med åbne øjne og ører og aktive hænder virker for at tjene vort medmenneske.    Ikke i frygt - det er jo det første, Jesus siger i denne dags evangelium: frygt ikke, for jeres far har beslutte at give jer riget.  Nej ikke i frygt men i glæde over, at det ikke er på grund af, hvad vi måtte gøre, at Gud vil giv os riget, men på grund af den kærlighed han har vist os gennem Jesus Kristus. 

Lad os leve vågent i glædelig forventning om, at Kristus kommer igen.Han, som har sat døden til vægs og sat det evige liv på vores dagsorden.  Han skal komme igen og fylde verden op med sandhed og kærlighed.

Det er da værd at holde sig vågen for !  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.