I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Amen.

I dagens evangelium hører vi Jesus tale i lignelser. Han taler om herskab og tjenestefolk. En tjener skal være tro og gøre sin pligt. Kjortlen skal være bundet op. Lamperne skal være tændt. For tjenerne skal være klar til at modtage deres herre uanset hvornår han kommer.

Det har denne herre åbenbart bestemt. Det han sat dem til. Det er deres opgave.   Det kan godt være, at ventetiden er lang, så lang at 1. tjeneren får lyst til at spise og fylde sig, som var han selv herremanden.  - Måske har han også helt sit eget regnskab i forhold til sine underordnede, så han begynder at straffe dem med slag og spark. Men når så den rigtige herre pludselig kommer hjem, uvarslet og ser den måde, tjeneren har indrettet sig på, så vanker der prygl. For denne tjener har ikke været tro og ikke gjort sin pligt.  

Lignelserne om Herre og tjener er fortalt om Gud og mennesker. Sandt at sige kan dette sprogbrug være svært at sluge for et moderne menneske. Vi står på egne ben. Som menneskehed er vi blevet voksne. Vi lever i et demokratisk samfund, hvor vi alle tæller for 1 stemme. Som borgere har vi ikke kun pligter men også rettigheder. - Vi er autonome og har vores frihed. Vi har kun de love, som vi selv bestemmer indenfor demokratiets rammer.  

Jesu ord om herre og tjener passede meget bedre for 200 - 300 år siden i enevædens tid.  Man levede i kald og stand. Nogen var over mig som jeg skulle adlyde. Andre var under og skulle tilsvarende adlyde mig. Øverst var kongen som selv var underordnet Gud. I sådan en samfundsorden behøver man næsten ikke oversætte Jesu ord. De var lige til at forstå: - Du har tjenerstatus i forhold til Gud. Du skal være årvågen og gøre din pligt. For menneskesønnen kommer i den time, du ikke venter. Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer!  

Men det er lignelsessprog. Tjenerne blev i tidligere oversættelse kaldt husholdere. I den nye aftale kaldes de derimod slaver.  Og slaver er vi da ikke. Slaveriet er afskaffet. Og det kan da ikke passe, at det genindføres af  Jesus?  

Det er så vigtigt at høre lignelsessprog som lignelser. - Jesus bruger hverdags erfaringer i sin forkyndelse. - Han vil ikke gøre os til hverken tjenere, husholdere eller slaver. - Allerede i den første lignelse bryder han fuldstændigt med sit billedsprog. For han fortæller, at den herre, som har ladet sine tjenere vente på sig efter bryllupsfesten, hvor han kommer alt for sent hjem. Da han så endelig kommer, tager han selv tjenertøjet på og begynder at varte om for sine slaver. Det er jo uhørt som samfundsmodel. Men det er præcis det han selv gør overfor sine disciple skærtorsdag, hvor han vasker disciplenes fødder. - De er chokerede over, at han påtager sig slavernes arbejde. Men Jesus gør det for at give dem sit eksempet: Den største er ikke den som bliver betjent af andre, men den som selv tjener.   

I da er det vigtigt at få hele evangelieteksten med. Det begynder med Gud.  Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer riget.  Det er Guds beslutning, at mennesket skal være med i Guds rige. Dvs i  den fremtid, hvor alting folde sig ud efter Guds vilje.  

Derfor skal vi ikke frygte. - For vi har Guds fulde opmærksomhed.  Når han er vores far, så er vi hans børn. Så er Jesus vor bror. - Vi er en del af en familie som har fremtiden i al evighed for os. Sådan er forholdet mellem Gud og os. Og det giver os en værdighed og en betydning som er ukrænkelig.  

Sådan begynder evangelieteksten. Med Guds beslutning. Derfor følger så lignelserne om en herre og hans slaver.  Der er en rækkefølge. Først forjættelsen, så forpligtelsen.  Først gaven, så kommer opgaven.  Ikke omvendt.  Og det er aldeles vigtigt. Det er ikke sådan, at du først gøre din pligt og vise din værdi før du kan gøre dig fortjent til borgerskabet i Guds rige. Nej, det begynder med Guds rige. Og det fortsætter med Guds rige.  Det har du lov til at orientere dig efter, så du bliver fri fra at skulle følge din egen dagsorden, verdens dagsorden. Du bliver fri til at elske din næste som dig selv. Du bliver fri fra selv at være i centrum og blive en succes i dit eget liv. - Som du ønsker, at andre skal gøre mod dig. Gør det mod dem.  

Pludselig stiller Peter et mærkeligt spørgsmål. Er det til os eller til alle, du taler. Men det er for at få sagt, at denne opgave med at elske sin næste er en opgave for alle mennesker.    

Det er vel også det vi gør. Som borgere i et demokratisk land.  Vi er gode humanister. - Vi hjælper enker og faderløse, vi støtter dem der har det svært, betaler for behandling af de syge, undervisning af børnene opretholdelse af lov og orden.  Det gør vi jo gennem vores beslutning om at ville betale skat.  Vi bidrager hver især efter evne.  Og hvad det er, har vi selv stemt gennem vore politikkere. Vi bestemmer også selv om vi vil give mere. Når der samles ind til mission, velgørenhed og nødhjælp. Og når vi giver af vores tid og engagerer os i frivilligt arbejde.  

Gennem forpligtelse og frivillighed hjælper vi de fattige og små, enkerne og de faderløse. - Hvad skal vi egentlig med Jesu tale om Herskab og tjenestefolk? Er der forskel på humanistisk mellemfolkelig hjælp og kristen hjælp. Ja, der er en markant forskel.  - Den gælder ikke menneskers nød.  Den er hvad den er. - Men deres status. - For Gud er der ikke små mennesker, fattige mennesker, enker og faderløse. - For Gud er der elskede børn. Hvis værdighed består trods den ydre elendighed. - Værdigheden kan ingen tage fra dem. For værdighed er ikke noget man tager af sig selv. - Det er noget man får givet. Det er forskellen. Det er den forskel som nægter at lade de ydre omstændigheder nedskrive et menneskes værdighed.  

I Berlin, på rådhuset i bydelen Schöneberg er der i øjeblikket en udstilling med titlen:  Wir waren nachbaren. Vi var naboer. Her er samlet navne og adresser på alle de jøder i bydelen, som blev henrettet i løbet af den 2. verdenskrig. Hver eneste navn og familie er skrevet på et lille hvidt kartotekskort og sat op på tavler.  Fødselsdag, bopæl, dødsdagsdag og sted. Disse små kort er placeret på tavle efter gader og husnumre. Postdammer strasse nr 99 3 tv. Nr 100 2 th. 102, 2. Postdamer Strasse 102, 4. Det gjaldt mennesker i næsten hver opgang. I alt mere 6000 navne fra denne bydel Wir waren Nachbaren. Vi boede side om side. Før magtskiftet i 1933 levede i som  naboer, boede i samme opgang, handlede i de samme butikker, gik i samme skole, kørte i samme bus. - Vi var naboer på lige vilkår og respekterede hinanden som sådan.  

10 år efter blev dem med jødisk baggrund henrettet, efter at være blevet berøvet alt, ægtefæller, forældre, børn, tøj, hår, briller, alt. Det skete ikke på en gang. Men skridt for skridt. De blev peget ud, skulle gå med jødestjerne, blev fyret, isoleret, presset økonomisk, smidt ud af boligen osv. Langsomt og systematisk blev al værdighed pillet af disse mennesker, så man til sidst slet ikke kunne kende mennesket i disse stakkels skikkelse. Over 10 år reduceret fra menneskelighed til intethed. Evangeliet gør det modsatte. - Det påstår en absolut menneskelighed til enhver. Ubegrænset. I Kraft af Guds viljes beslutning. - Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget og for den beslutning siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, Fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.