Luk. 16, 1-9

Salmer : 736, 750, 856till, 192 S&S, 728, 457, 192v7, Vi ser mod sol

I faderens og sønnens og helligåndens navn. Amen.

Kain og Abel lavede hver deres offerbål til Gud, og ofrede hver en del af udkommet af deres arbejde. Og Gud modtog Abels offer, men Kains offer tog han ikke imod. Derefter fortælles det i første mosebog, blev Kain meget vred og gik med sænket hoved.  Måske forstod han ikke, hvorfor Gud havde vraget hans offer, hans livsførelse og arbejde, måske forstod han ganske udmærket, hvorfor Gud havde vraget ham og var beskæmmet over at være opdaget i det. Da sagde Gud til Kain:" Hvorfor er du vred og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. "  Ja og det gjorde den jo, for kort efter slog Kain sin bror ihjel.            

Gud gennemskuede Kain i en eller anden form for svig, som vi ikke kender til, og det fik Kain til at miste modet i en grad, så han gik med sænket hovet og lod vreden vokse. 

Også i lignelsen, vi hører i dag er der en, der bliver gennemskuet. Forvalteren bliver gennemskuet i at sjuske og sløse og handle uansvarligt med sin rige herres ejendom.  Han bliver fyret med det samme. Men meget ejendommeligt får han besked på først lige at gøre regnskabet op for sin forvaltning. I den verden, vi kender, er det almindelige vel, at en medarbejder der bliver fyret for mistænkeligt rod i bogholderiet, hun får højst et kvarter til at rydde sit skrivebord - under opsyn.  Men sådan er det ikke i denne fortællings univers.  Den svigefulde forvalter får ekstra tid.     Om det er for at han kan få chancen for at få orden i regnskabet, få tilvejebragt de manglende midler.. det ved vi ikke.   Men det er i hvert fald slet ikke den vej forvalteren går.

Forvalteren forsøger ikke at løbe fra, at han er en svindler. Han forsøger ikke at glatte ud på det eller rette op på det.   

Forvalteren gik ikke med sænket hoved.Nej med hovedet højt tænker han: jeg må finde en udvej!

Det går han så i gang med. Og vi hørere hans overvejelser om, hvilke muligheder, udveje han i det hele taget har. Det er ikke mange.    Han kunne leve af at grave, men det er han ikke meget for, han kunne tigge, det er heller ikke for godt. Da finder han på at forfalske gældsbeviserne for hans herres skyldnere og nedskrive deres gæld betydeligt, så vil de vel hjælpe ham bagefter.  Og han gør det udspekuleret: ikke sådan, at han selv skriver de falske papirer, nej han tilbyder skyldnerne selv at skrive i papirerne. Nu har han medskyldige.Mens alt det her fortælles opbygges langsomt vores mishag med denne mand - han er en skidt fyr, han er både arbejdssky( vil ikke grave), forfængelig( vil ikke tigge)  og så er han rent ud sagt en svindler og bedrager med sin rige herres ejendom.  Han kaster herrens ejendom i grams.    Ikke for at hjælpe nogen fattige eller sådan noget. Nej for at hjælpesig selv. Efter at alt det her er beskrevet, venter vi kun på, at den svigefulde forvalter skal få sin velfortjente straf, når den rige herre opdager, hvad der er foregået. Men her venter den overraskende vending. Den rige herre giver ikke forvalteren straf, men ros. Du har handlet klogt, siger han.

Og så sidder vi tilbage med, en fornemmelse af, at her er al retfærdighed sat til side.   Er det da en appel til at vi skal handle ligeså bedragerisk som manden her ?

Men nej, Lignelsen er slet ikke en fortælling til efterfølgelse. Det er en lignelse, som skærper vores fokus på moral og retfærdighed for så derefter at sætte det til side af eller i hvert fald underordne det noget andet.

Et billede heraf får vi i filmen "Den enfoldige morder". I filmen er der en godsejer, som har nogle husmænd boende på sin jord. Husmændene skal betale termin for at få lov at være på hans ejendom. Det er der ikke noget mærkeligt i. Det er ganske almindeligt. I en scene i filmen ser man en fattig mand som strider sig vej gennem vinterkulden op til godsejerens kontor for at bede om henstand. Han kan ikke betale terminen. Men her er der ingen nåde. Husmanden får at vide, at han jo kan sælge sine dyr, for at få penge til terminen.

Det gør husmanden og vender tilbage til kontoret fuldstændig forarmet, fordi han har solgt sine sidste fremtidsmuligheder.

Men han får afleveret pengene -et bundt af pengesedler. Og godsejeren roser ham. Nu har han overholdt reglerne, han har betalt, hvad han skyldte.

Og siger godsejeren, det er jo ikke pengene i sig selv, det gælder, men princippet. Hvorefter godsejeren rejser sig og smider det bundt pengesedler, som husmanden har afleveret, i ilden.

Efter det går den fattige husmand hen og tager sit eget liv.  

I filmen er den almindelige moral grundlaget, at man skal betale, hvad man skylder. Der er almindelig moral, som vi normalt må tilslutte os. Men vi ser, at der her måtte have været noget andet, et andet princip som havde overtaget styringen, et barmhjertighedsprincip.

Et barmhjertigheds princip burde have overordnet sig den almindelige moral. Det gjorde det ikke. Og det blev til død.

Der kan være brug for, at man bevæger sig fra den almindelige gode moral vi er enige om, til noget andet.

Det sker i lignelsen om den utro godsforvalter. Det sker i evangeliet.

Jesu lignelse om den utro godsforvalter er ikke en lignelse til almindelig efterfølgelse. Måske har snarere overraskelsen i den en funktion i forhold til vores liv.

Måske fortæller Jesus i lignelsen ikke om andre end sig selv. Måske er den utro et billede af ham, og hvad han gør som guds søn i forhold til mennesker.

Den utro godsforvalter nedskrev dristigt gælden hos dem, som var skyldnere i forhold til hans Herre. Han snød sin herre for noget, og fik ros for det.  

Jesus nedskrev vores skyld i forhold til Gud, vores gæld til Gud. Det var også dristigt gjort, men Gud ophøjede ham for det.  Han havde handlet ret.

I evangeliet om Jesus Kristus møder vi noget dristigt. Noget, der ikke sætter al moral ud af spillet, men noget som almindelig god moral må underordnes.

Samtidig med at vi ikke kan lade være med at fyldes af tanken om det moralsk forkastelige i forvalterens handlemåde, er der dog et eller andet befriende og formildende ved ham. Han er så blottet for selvbedrag. Han giver den ikke af at være uden skyld, hverken overfor sig selv eller for andre. Han ved at hans står udsigtsløs i sin sag, men han bøjer ikke nakken og går med sænket hoved.   Han løfter hovedet, ser fremad, griber nuet og holder fast.

Vi kan jo finde mening i at spejle os i ham. For som han er vi forvaltere, der skal stå til regnskab overfor Gud med alt det, han har givet os at forvalte.  Og som forvalteren står vi helt udsigtsløse med hensyn til at kunne lægge et fint regnskab frem. Men Jesus har dristigt nedskrevet vores gæld overfor Gud. Vi er skyldige svindlere, dårlige forvaltere, men lignelsens, ja hele evangeliet påstand er, at vi samtidig er fri, tilgivet og gældfri overfor Gud. Derfor har vi frihed til at gå frem med løftet hoved, åben pande tilgivet og gribe det nu, der viser sig for os. Et nu, hvor vi må være ødsle og give ud af Guds gaver-       

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.