Salmer: 729, 787, 678, 754, 121    

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Jeg gør alle mine bjerge til vej.

Sådan lyder det i den gamle håbs-profeti fra profeten Esajas( Es 49, 8-11), som vi hørte læst i begyndelsen af gudstjenesten. Jeg gør alle mine bjerge til vej.

Måske er det i første omgang ikke så indlysende for os, hvad det betyder. Vi lever jo i et fladt land, hvor selv de forhøjninger, der dog er i landskabet er overkommelige.

Hvis vi tager en tur til Norge eller Østrig, kan vi opleve, hvad det er at leve i et landskab af bjerge. Der er bjergtinderne, der rager op, hvor der er øde og ufrugtbart, forblæst, koldt og barsk.  Derimellem er der dale, hvor der er frodigt og grønt. Der er vand og læ og højere temperaturer.   Det er i dalene mennesker bor. Og færdes de uden for deres dal, bruger de den længere vej gennem dalen til den næste dal, frem for den korte op over bjerget. Men er dalens vej spærret eller ikke forbundet med en anden dal, må de tage den stejle vej op over bjerget. 

Før alle nutidens tunneller gennem bjergene blev lavet, har mennesker i de egne været henvist til svære rejser op over stejle, måske næsten uoverstigelige bjerge.

Set i det lys kan vi forestille os, hvordan det har været eller er at leve omgivet af høje bjerge, som måtte bestiges med stort besvær, hvis man skulle komme uden for den plet, man nu var sat på. For disse mennesker har ordene "Jeg gør mine bjerge til vej" en meget tydelig mening: Det betyder, at det bliver muligt at komme frem, at de store forhindringer for at man kan komme frem, bliver udjævnet. Men når Gud gennem profeten Esajas siger : alle mine bjerge skal blive til vej, så hentydes der ikke først og fremmest til konkrete bjerge og veje. Men til de bjerghøje forhindringer, der på forskellig måde kan dukke op i vores tilværelse.  

En sådan bjerg høj forhindring kan det være, når man har mistet et menneske, som stod en meget nær. Når vi ha mistet en af vor kære, kan det være som om, vi er stillet foran et  stort og stejlt bjerg, vi må bevæge os op over for at komme over på den anden side, væk fra den dybe dal af sorg og savn, vi er sat i.

Hvordan skal jeg nogen sinde komme ud af stedet igen, kan vi spørge os selv, hvordan skal jeg nogensinde blive et menneske, der kan komme til at betyde noget for nogen andre igen, kan man tænke.  Sorg  kan være som et uoverstigeligt bjerg.Men Gud har gennem profeten Esajas sagt: Jeg gør alle mine bjerge til vej, og mine veje skal bygges højt.

Hvordan kan Gud gøre det?

Gud gjorde det ved at sende sin søn. 

I Jesus gik Gud sine veje på jorden sammen med mennesker. Det mærkede de tydeligt alle de, der i mødet med Jesus pludselig så mulighed i deres liv igen.   En dag samlede Jesus en mængde mennesker oppe på en bjergskråning og han talte til dem. Salige er I, sagde han, I skal være salige og lykkelige selv om I  har det meget svært. Selv om I oplever uretfærdighed, selv om I er magtesløse, selv om I er fattige, selv om I ikke ved, hvordan I skal magte jeres liv, selv om I hverken har evner eller midler til at bringe jeres sag ordentligt frem, selv om I er fulde af sorg - så skal I være salige.

For himmeriget er jeres, og I skal se Gud.

Jesus siger til mennesker, der står i det værste, at vi har pant på det bedste: på himmeriget. På at se Gud, se det højeste og dybeste, det livskraftigste, det reneste, det kærligste.  Den kærligste. Se Gud.

Derefter begynder Jesus at tale om salt.

I er jordens salt, siger han.
Jeg læste en bog baseret på fortalte oplevelser fra en mand, der havde siddet i russiske fange- arbejdslejr lige efter 2. verdenskrig. De sultede forfærdeligt. Men det værste var manglen på salt. De kunne lige bestemt i en tid holde livet i gang med meget lidt mad, men salt var det, de hele tiden kæmpede for at skaffe, for det kunne kroppen ikke klare sig uden. Uden salt kunne de ikke leve.

Salt kan vi købe en stor pakke af for en femmer i supermarkedet, så vi regner det egentlig ikke. Men når vi ind imellem glemmer at putte salt i den mad, vi laver, opdager vi, hvor stor en forskel det gør. Saltet gør forskellen på om maden smager af ingenting eller det smager af det, den skal smage af.    

Jesus omtaler mennesker som salt.
At et andet menneske kan være salt i vores liv er tydeligt. Måske især tydeligt, når mennesket ikke er der mere.De mennesker, der er omkring os, giver friskhed, fylde, smag og dybde i livet. Ligesom salt. Det kan vi måske nikke til, når vi tænker tilbage på alt det vi har delt med et menneske.

Når et menneske har været salt i vort liv, kan livet blive underligt smagløst og gråt uden det menneske, -selv når det salt den anden var, også var salt der ind imellem sved og kradsede.      

Men Jesus taler til mennesker, der stadig lever.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                I er salt siger han.

I forlængelse af, at han har sagt til dem, at de er salige, selv om de har det meget svært,siger han dette til dem: I er jordens salt. I er verdens lys.

Han siger ikke: I skal se at blive til det - til salt og lys. Han siger I er.

Det er en fantastisk ting at få at vide, hvis man står som overfor et uoverstigeligt bjerg og synes man skal kæmpe sig derop og blive til noget igen, man ikke mere synes man er. Så siger Jesus: Du er salt. Du er lys. 

Jeg tror Jesus forsøger at få os til at se livet og os selv og vor kære, både de levende og de døde, med troens øjne. 

Troens øjne, der tør lukke op for den horisont, der viser sig for os, når Jesus siger: Himmeriget er jeres. I skal se Gud.

I den horisont ser vi det ubegribelige, at Gud vil give os alt, hvad enten vi lever eller dør. I den horisont ser vi, at Guds kærlighed til os overstråler alt og kan gøre alting nyt.

En by, der ligger på et bjerg kan ikke skjules. Man tænder helle ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, siger Jesus.

Et menneske, der får håbet givet og lever af det, er som en lysende by på et bjerg som et klart lys i en stage.

Det er I, siger Jesus til alle os, der som disciplene dengang prøver at lytte til hans ords dybeste mening.

Men så er bjerget foran os måske ikke mere så uoverstigeligt. Vi skal ikke kæmpe for at blive til noget, vi ikke synes vi er. Vi skal vær det vi er: Guds børn, der har løfte om Himmeriget. Gennem Jesus Kristus, der selv døde og opstod, får vi givet al den tro, det håb og den kærlighed, som vi kan leve af og give videre til hinanden. Sådan kan vi være lys og salt for hinanden, indtil den dag, hvor vi skal se Gud i hans himmelske boliger. 

"Jeg gør al mine bjerge til vej".
lad os tro Gud på disse ord.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.