ved Gurli Møller Andreasen

En præst fortalte om en lidt usædvanlig bisættelse, hun skulle holde.  Et ægtepar var for en række år siden emigreret til USA. De døde ret kort tid efter hinanden og blev brændt. Det var så meningen, at selve begravelseshøjtideligheden med jordpåkastelse skulle foregå i Danmark. Familien rejste til USA for at arrangere og hente urnerne med deres aske. Men af sikkerhedshensyn fik de ikke love at tage de fine urner med i flyet.  Så måtte asken hældes på nogle diskrete sorte plasturner, beregnet til transport. Og så kunne det lade sig gøre. Så var det vel meningen, at det skulle have været hældt over på smukke urner ved ankomst til Danmark, men det kunne ikke nås, for alt var arrangeret sådan, at familien kom direkte fra flyet til kirken for at holde begravelsen.

Så stod præsten, der fortæller historien, der i kirken med de to plasticurner foran sig på katafalken og er i færd med at forrette bisættelsen med ord, salmer, jordpåkastelse osv. Men pludselig står hun og får øje på, at der er sådan et print øverst på de urner, hvor der står  "Temporary Container"  -  Temporary container - Midlertidig opbevaring.

Nu var det jo formentlig fuldstændig utilsigtet, at det påtryk på transport-urnen skulle blive en replik ind i en begravelseshøjtidelighed, men det blev det.

Midlertidig opbevaring. Det skulle der i grunden stå på alle urner og kister. 

Det er i hvert fald det fantastiske ord vi hører i det kristne evangelium og i ritualets ord : af jorden skal du igen opstå.

Det er også det ord vi mødes på her i dag.

Alle kister er tunge at bære, selv dem med lette folk i.  De er så tunge, fordi man når man bærer dem, får fornemmelsen, at det her med kisten, det er det bestandige. Nu er der ikke mere.

Men hvis kisten var påtrykt et diskret  "temporary container", så kunne det være det blev lidt lettere for os, så vi huskede på, at det er noget andet, der er evigt  : Det er lyset, livet, Guds kærlighed til os, det er det nye, der bliver til.   Det med midlertidigt og evigt. Det spiller os altid et puds.    

Når alting går godt, når vi lever sammen med dem vi elsker, og livet fungerer, da kan vi på en mærkelig måde komme til at bilde os ind eller i hvert fald opføre os som om, at det her, det fortsætter nok nærmest evigt. Så kan vi pludselig blive revet barskt ud af den forestilling, når sygdom og død banker på.

Samtidig tror jeg, at øjeblikke af evighed kan melde sig i vores tilværelse, netop når vi er os bevidst, at det liv og det samvær vi har med hinanden er midlertidigt, og at hvert eneste minut, vi deler med dem, vi elsker er noget unikt.  Jeg synes selv jeg en gang imellem kan opleve i særlige situationer, at et øjeblik ligesom fortætter sig og i et kort nu får evighedskarakter : det kan være i en særlig dejlig stund med familien, det kan være når jeg færdes i naturen og oplever bare at være til i det. Men det er ikke kun i sådanne private, personlige sammenhænge.  Også når jeg som præst holder dåb i kirken kan det ske, at jeg der ved døbefonden, når vandet løber over barnets hoved og alle omkring er helt optaget af dette ene mærker et øjeblik af lys og evighed, af ånd.  Det kan også ske hvis jeg sidder ved en sygeseng hos et menneske, jeg aldrig har mødt før, og det så alligevel lykkes, at vi mødes i en samtale eller et samvær, hvor vi får delt noget væsentligt med hinanden.  

Vores midlertidige liv kan være fyldt med øjeblikke af evighedskarakter. Øjeblikke hvor vi kan opleve en dyb mening bare i dette nu.

Men der kan også være mange øjeblikke, hvor det er foreløbigheden, det midlertidige i vores liv, der trænger sig på - ulykkeligt, når vi i sorgens mørke ikke engang formår at glæde os over alt det gode, vi har haft med den elskede, vi har mistet.  Eller hvis vi imod vores vilje kun kan kredse om det, som ikke kunne lykkes eller falde på plads i forhold til den elskede, vi har mistet.

Vi ved alle, at kærlighed er det største, dybeste, mest meningsfulde vi kan opleve. Kærligheden gør os stærk men samtidig uendelig skrøbelig, fordi vi slet ikke kan tåle at miste den, vi elsker.  

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. 
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes. Sådan siger Jesus i sin bjergprædiken.

Han siger, at sorgen, sagtmodighed, hunger og tørst efter retfærdighed, de ting som for os kan synes helt igennem bestandige og til tider fylde alt for os, disse er dog foreløbige. Der skal komme en forandring. Med trøst, med retfærdighed, med lys.

OM lidt skal vi synge salmen Se nu stiger solen af havet skød - af Jakob Knudsen. 

Jakob Knudsen havde modgang og han havde et svært sind med mange mørke tanker. Nætterne var ofte en plage for ham, hvor timerne fyldtes af angst og fortvivlede tanker. 

Netop han har skrevet Se nu stiger solen af havets skød.

Man må forestille sig, at han en morgen efter sådan en nat er gået til havet og er blevet overvældet af solopgangen, lyset.  At han har mærket dybt i sin sjæl, at Gud sender os et lys, en kærlighed som overvinder alle mørkemagter.  I vers tre siger han Takke ham som gav mig når sol står op selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjæleve, blot jeg trygt tør sige : din vilje ske.    

I salmens ord til os,
i solens lys, der hver dag bryder igennem nattens mørke
i Jesus Kristus
kaster Gud glimt af sin lysende evighed ind i vores foreløbige liv.

Og i Jesu opstandelse har vi fået håb om, at også den dag, hvor vores liv her er udslukt, vil Gud give os at stå op til morgen i sjæl og krop.  

Salige er de som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de rene, af hjertet, for de skal se Gud.  

 Amen.