Matt, 13-16

Salmer: 729, 448, 46 - 561v1,2,3,7,10,  369v6, 571

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

I sidste uge var jeg på en uges vandretur i det nordlige Israel, i Galilæa, i det landskab som også Jesus vandrede rundt i. 

En af de ting, jeg lagde mærke til var, at byerne i landskabet, store som små, de var placeret på toppen af bjerge.  I andre lande med bjerge, Østrig f.eks. ligger byerne altid i dalene, det er alt for besværligt at skulle op på bjergene, men i Galilæa er der ikke de høje alpetinder, men mindre, overkommelige bjerge, og her har de lagt byerne på toppen. Så de kan ses.   Hvorfor mon? Ja jeg vil tro, det mest er af strategiske grunde; for at kunne holde øje med fjender og holde fjender på afstand.  Men resultatet er i hvert fald, at byerne er meget synlige i landskabet. 

Vores vandring begyndte i Nazareth Jesu barndomsby, som i dag er en meget stor by. Og selv efter at vi havde vandret i flere dage og havde passeret adskillige andre bjerge end det, Nazareth lå på, så kunne vi, når vi nåede et sted med udsigt, blive ved med at se de yderste udkanter af Nazareth. Byen blev ved med at være i horisonten, selv om vi syntes, vi var kommet langt derfra.

"En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules." Sådan siger Jesus i den lille del af hans bjergprædiken, vi har hørt læst i dag.  

Jeg tror, de mennesker, vi lever sammen med, og er knyttet til, bliver som byer på bjerge for os.  De er altid tydelige i synsfeltet for os, når vi vandrer vore veje gennem livet.

Også den dag, de ikke er hos os mere, er de som byer på bjerge. For selv om vi mister den konkrete nærhed til dem, så er det, de som mennesker var for os,- det er der stadig. Det følger med os. Og selv når der er gået langt tid, når vi synes vi er kommet langt væk, så ser vi dem i glimt igen, når vi kommer til punkter i vores liv, med særlig udsigt. 

Jesus bruger også et andet billede som vi hører det i bjergprædikenen: I er jordens salt, siger han.

Saltet kender vi som det, der giver fylde og kraft til maden. Mad, hvor vi har glemt at tilsætte saltet smager af ingenting, og mad med salt smager af alt det, det skal smage af. Salt var i tiden før dybfryseren også kendt som det middel, der kunne bevarer fødevarers friskhed. Salt er noget meget vigtigt. Også i vores krop.  Går der kludder i saltbalancen i vores krop, ender vi hurtigt i en elendig forfatning.  

I er jordens salt, siger Jesus til alle de mennesker, der sider på bjergsiden og lytter til ham.

Det er et andet godt billede af, hvad vi som mennesker er for hinanden.  De mennesker, der er omkring mig, er saltet i mit liv. De giver friskhed, fylde og smag og dybde i livet. Og du og jeg er selv saltet i nogens liv. 

Vi er ikke kun saltet i hinandens liv, når alt ånder kærlighed fred og idyl. Også når vi har det svært med hinanden, er vi salt i hinandens liv.

Og sådan er det med de kære, vi har mistet. De har været salt i vort liv. Det har de i alle de stunder, hvor vi havde glæde sammen. Men de var det også i de stunder, hvor vi gik fejl af hinanden og ikke forstod hinanden. Det hele hører med til det at være salt på jorden, også det, der kan kradse i os hårdt som salt, svie som salt.  Jesus sagde jo netop ikke: I er jordens sukker. Andre mennesker giver os ikke først og fremmest sødmen som sukker, men styrken som saltet. Når vi har mistet en, vi elsker, en som var salt i vores liv, kan vi måske føle, at tilværelsen bliver en underlig saltfattig ting.  Men vi er der stadig midt i livet  og er stadig bestemt til at være lys og salt  for nogen.

Da Jesus talte til disciplene og dem, der ellers lyttede til ham, da han sagde : I er jordens salt, I er verdens lys og I skal sætte jeres lys i en stage, I er som en by, der ligger på et bjerg og ikke skal skjules, da sagde han det til dem for at sige til dem, at de er noget.  Selv om de måske syntes deres liv var svært og ligegyldigt og uberegneligt.

Selv på de tider i livet, hvor vi bliver uendeligt skrøbelige, fordi vi har mistet et elsket menneske, der er vi lys og salt i verden.  Det er ikke noget, vi skal bestræbe os på at være - det er vi.For også den, der sørger, er en del at det liv, der leves i jordens fællesskab.

Ordene her om lys og salt og byen på bjerget er sagt som slutning på det, vi kalder saligprisningerne. Nogle korte sætninger, hvor Jesus priser nogle mennesker salige og lykkelige som ellers slet ikke er det:

Salige er de fattige i ånden, siger han, for himmeriget er deres.
Salige er de som sørger, for de skal trøstes,
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.

At føle sig fattig i ånden, at være sagtmodig, at hungre og tørste efter retfærdighed. Det hører vist med til den sorg man har, når man har mistet et menneske. Ligesom det måske også hører med til den sorg, som den har, som kæmper med alvorlig sygdom.

Men himmeriget tilhører, de som er fattige i ånden, trøsten skal gives til den der sørger, jorden og den rige arv gives til den, der er sagtmodigt og ikke selv kan føre sig frem for at kræve. Retfærdighed skal gives til den, der mangler den.   

Det er store løfter som Jesus her giver.

Men hvad har de på sig, er de ikke kun en blafren i vinden? 

Jo det var de, hvis de ikke netop var udtalt af ham, som viste sig at have større magt end den forbistrede død, som river os ud af livet, væk fra vore kære.  Jesus døde selv i smerte og fornedrelse, men påskemorgen var graven tom. Døden havde ikke længere den ultimative magt.

Det har livet, glæden. For han besejrede døden. Der er ikke evigt mørke, men evigt  lys foran os, og derfor kan vi leve lige nu med fortrøstning og håb og tro på, at Jesu løfter skal blive til virkelighed.    

Derfor kan vi glæde os over dem, som var lys og salt i vores tilværelse, om de så var hos os i lang eller kun ganske kort tid. Vi kan glæde os over, når det, de var og betød, forbliver synligt for os som byen på et bjerg.

Det kan vi gøre i troen på, at de kære, vi har mistet, nu er taget ind i Guds favn. At de nu lever i hans lys og kærlighed og intet mangler. Og vi kan gøre det i håbet, om at vi  engang skal gense dem der.     

Og så kan vi glæde os over at vi, hvor omtumlede vi end er af sorg og savn, så dog stadig også selv er jordens salt og verdens lys, at vi er som byer på bjergtinder for Gud og for dem, der lever omkring os.

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn, og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu. Og i al evighed.  Amen.