Søndag den 7. november 2010 ved Johs. Kühle.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Amen.

I dag skinner solen. Det gjorde den også i nat. Solen skinner hele tiden, hvad enten det er sommer eller vinter, regnvejr eller klart. Hvert øjeblik eksploderer 657 tons brint og bliver til 653 tons helium.  Det betyder, at solen hvert sekund bliver 4 tons mindre. Den overskydende masse udsendes som energi, fusionsenergi i alle retninger. 2 milliarddele når jorden som lys og varme. Det er ikke meget. Men det er tilstrækkeligt til vi kan leve, både hvaler, spurve og mennesker Solen giver hvert sekund af sig selv for at vi kan leve. Det er en livs dynamik, som går igennem alt i universet. Liv er liv for andre. En kartoffel lægges i jorden og spirer ved lys, væde og varme. Kartoffelplanten sætter knolde i jorden.  Af hver kartoffel kan der blive nok til et måltid for en familie. Men den gamle kartoffel er ikke til noget. Den er brugt op. Den har givet livet videre og det var dens bestemmelse. Et hverdekorn lægges i jorden. Frøet kan spire og blive til et aks med mange frø, 30 - 60 ja 100 fold.  Frøet selv er ikke mere, men det har givet livet videre til næste generation af frø. Således også blandt mennesker. Mand og kvinde kan mødes og blive far og mor. Det kræver. Børnene skal opfostres og lære leve.  Liv er liv for andre. En dag er de brugt op og kan ikke mere.  Men meningen er ikke til at tage fejl af. Livet er blevet givet videre til børn og børnebørn, og måske til venner, kolleger og den fremmede næste.  

I er verdens lys, siger Jesus i dagens tekst. Og tilføjer, at lyset ikke skal skjules. Lyset skal skinne. Det skal sættes højt på en stage, så det kan lyse for andre. At lyse for andre er at leve for andre. - Som I vil at andre skal gøre mod Jer, skal I gøre mod dem. -  Kærlighed og ikke hævn. Du skal ikke kun elske dine venner men også dine fjender. Når du får en på hovedet, skal du vende den anden kind til.  Livets grunddynamik er, at liv er liv for andre.  Så vær da lys og vær salt for andre. Ligesom solen giver af sig selv for at vi kan leve, sådan skal vi også give af os selv, for at andre kan leve.  

I dag Alle Helgens søndag mindes vi dem, som vi hører sammen med, men som ikke er her mere. Vi sørger over at have mistet dem og savner dem. Deres liv gav mening.  De var vores holdepunkt og kærlighed. De gav livet sammenhæng og mening. Måske fik de lov til at dø mætte af dage efter at have levet et langt værdifuldt liv. Og så fyldes mindet med taknemlighed og glæde. Måske blev de ramt af ulykke eller sygdom midt i livet. Og dog kan vi tænke tilbage på dem med både taknemlighed og glæde.  Men smerten, tvivlen og meningsløsheden kan fylde meget.  

Skæld ud på Gud, hedder en ny bog, som er skrevet af Preben Koch, som er sygehuspræst.  Man skal skælde ud på Gud, siger han, hvem ellers.  Vores liv må jo på en eller anden måde være hans område, for han har skabt os og givet os vores liv. Problemet for mange mennesker er, at de har afskaffet Gud, glemt ham. Og så står man selv med hele ansvaret. - Så får den dødbringende sygdom en begrundelse. Der er noget, jeg ikke har gjort godt nok. Det er måske min egen skyld. Så uden Gud bliver man helt alene om både skyld og rædsel. Meget bedre er det ikke for læger og plejepersonale, som gerne vil gøre det godt. Men det bliver aldrig godt nok uanset hvor meget man strenger sig an. Så kører man træt og bliver man udbrændt, for døden har ingen endnu kunnet afskaffe.  

Så er det meget bedre at skælde ud på Gud, siger han. For han er den magt og den kraft, som er større end mig. Som var der fra begyndelsen og vil være det altid. Han må tage hånd om alt det, jeg ikke magter. Så bliver jeg fri til at nøjes med at gøre det jeg skal, nemlig leve mit liv under de vilkår, han har givet mig.  

Og der er meget at skælde ud over. Det er jo ikke kun kræft. Jordskælvet på Haiti, oversvømmelserne i Pakistan og Kina, 1,6 milliarder fattige i verden. Det er jo ikke alene tragisk. Det er et anslag mod enhver fornemmelse for mening og sammenhæng.  

Det er til os, Jesus taler i bjergprædikenen.  Og han er ikke hvem som helst. Han står i et forhold til Gud, som en far til søn. Han taler til os på Guds vegne.  

»Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres. v21 Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes. Salige er I, som græder nu, for I skal le.  

Han ved jo, at vi græder, for der er noget at græde over. Og dog er det ikke meningen, at det skal være sådan.  Hele det nye Testamente er båret af håbet om forandring. Der fortælles om Guds rige, der er på vej. Og når guds rige bryder frem skal der ikke mere være sorg, skrig og pine. For Gud selv vil komme ind i verden og tørre tårerne af vore øjne.  

Jesus forkynder dette håb. For ham er der fremtid. - Guds rige er i denne fremtid. Den er fyldt med liv og glæde. Og vi ved det allerede nu. Det ved vi fra Jesu opstandelse fra de døde. De gav ham den værst tænkelige exit. Dom uden retfærdighed, tortur fysisk og psykisk, korsfæstelse uden nåde. Men på den 3 dag opstod han fra de døde.  Med ham er døden et overstået faktum og livet en åben ubegrænset mulighed.   Fremtiden er begyndt. Det er fra fremtiden livet kommer til os. Som Jesus er opstået skal vi alle opstå. Forude venter opstandelsen for os alle.  

Der er en vidunderlig vision om dette. Jesus siger, at de skal komme fra øst og vest, fra syd og nord og sidde til bord med Abraham, Isak og Jacob. Det bliver et gigantisk måltid. Både i Rum og tid. I rum fordi mennesker kommer fra alle verdenshjørner.  I tid, fordi vi alle skal sidde med ved bordet, sammen med Abraham Isak og Jacob.  Sådan bliver det i Guds rige.  Det kommer med tiden i al sin glans og herlighed. Derfor skal vi se fremad og ikke tilbage. Vi skal leve livet forlæns.  

Det ender godt, siger Johannes Møllehave i en bog af samme navn.  Det er en bog om at blive gammel og leve tæt på døden. Hele bogen handler om det liv, som slutter med døden. Når det alligevel ender godt, skyldes det alene troen på Guds rige og den fremtid, som venter os forude. Og det er ikke fordi Møllehave forholder sig let og useriøst til døden.  Han fortæller f.eks. om sin mors dødsleje. Hun havde fået et rigtigt godt liv, da hun blev enke. Hun nød at kunne leve sit liv uden at skulle afstemme det efter sin afdøde ægtemand. Men så pludselig blev hun syg. Det var kræft og den var ondsindet. Smerterne syntes ulidelige. Både for hende selv og for Johannes, som havde besluttet sig til at passe hende i den sidste svære tid. Faktisk ønskede han i sit stille sind, at lidelserne måtte få ende. På en eller anden måde fik det hende til at forbande sin ham. Hun sagde:  

" Du kan jo sagtens, du fejler ikke noget, du har ikke været på hospitalet. Du har dine gode børn, du har Herdis, du har dit og dat, men bare vent. Der er en masse i dit liv, som rammer dig, og du har egentlig fortjent det. Du har jo kun ønsket min død. Gid du selv må dø med smerte. Gid dit hus må brænde. Gid dine børn må dø". Det er et menneske, der skælder ud. Og de hårde ord rammer sønnen. At høre sådan noget fra et menneske man holder af som det sidste,  er ubærligt. Det er meget bedre at skælde ud på Gud.  

For Gud kan holde til det.
1)  For det første kan han forstå det. For han har mærket det på egen krop. - Uden dog selv at forbande hverken Gud eller mennesker.
2) For det andet så kæmper han sammen med os for at det skal blive anderledes. Og det bliver det. For det ender godt. - alting vil ende op i livets og kærligheds sejr.  

Dåben er det konkrete tegn.  Her bliver et menneske genfødt til et levende håb. Her tændes lyset forud for det store skinnede lys i Guds fremtid. Det er i det lys vi skinner i mørket nu. Som frontløber for det evige lys i Guds rige. Så der er håb for dem som ikke er her mere og der er håb for os som er her nu og skal leve vort liv og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.