Matt. 3, 13-17

Salmer: 739, 441, 413 - 70, 217, 450

I Faderens sønnens og helligåndens navn. Amen

Den gamle kongesalme, som hører til gudstjenesten i dag salme 2, som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, en meget voldsom sag. Den blev brugt  i Jeruslames tempel måske omkrign år 1000  før Kristus og fremad ved kongernes indvielse til kongetjenesten der. 

Hvis jeg citerer fra det løfte, som gives til den nye konge : .."jeg giver dig folkene som ejendom og den vide jord som arvelod. Du skal knuse dem med et jernscepter, sønderslå dem som pottemagerens kar. " Dette løfte blev givet til kongen efter at han var indsat som konge med ordene: "du er min søn, jeg har født dig i dag."

Den kongemagt, som salmen beskriver, er den rå kongemagt: han kan med ret knuse folket, slå dem i stykker. Sådan beskrives det her. Om det er idenetiske med virkeligheden, som den var, dengang salmen blev brugt, er noget usikkert.  Men det er i hvert fald den ide, som dyrkes her. At kongemagten gør kongen til en overmægtig person, der sætter sig over folk og knuser dem, hvis det er det, han vil.

Vi kan jo spørge os selv og hinanden : hvorfor skal vi høre den voldsomme  salme ved en kristen gudstjeneste anno 2013  ?  For der  er meget lidt i den, der kan være opbyggeligt for os at høre.

Men salmen skal ses sammen med evangeliet til i dag om Jesus dåb, og sammen med den bliver den gamle kongesalme et slags modbillede, der indskærper over for os, hvor anderledes den magtudøvelse er, som Jesus kommer med.

Ligesom kongerne i Jerusalems tempel blev guddommeligt indviet til konger, bliver Jesus i evangeliet i dag gennem sin dåb indviet til sin kongetjeneste på jorden.

Jesu dåb berettes der om tidligt i Mattæus evangeliet, og den udgør startskuddet på hele den virksomhed, som Jesus går i gang med. Fra og med dåben, der finder sted, da Jesus er i 30års alderen gør han sig bemærket som Guds søn. Før den tid har vi kun barndomshistorierne om ham. Men når Jesus kommer til sin dåb, er det slet ikke at sammenligne med den pomp og pragt, der har været ved en kongeindsættelse.

Dem, der i øvrigt kom til Johannes døber for at blive døbt, fik ikke lovprisende ord og store løfter med sig. De blev revset, fik en ordentlig gang skæld ud over, hvor slet de levede deres liv, og så blev de døbt, for så at kunne begynde på en frisk med et forhåbentligt bedre liv.   

Den strøm af mennesker, der kom til Johannes døber, og som Jesus blandede sig med, var mennesker, der indrømmede både over for sig selv og overfor andre, at der var noget galt i deres liv. De var mennesker, der havde noget ubehageligt med i bagagen fra deres liv, og de vedgik sig at have brug for at kunne begynde på en frisk.  Så det har ikke været stolte mennesker af den slags, der kender deres værd, og som kunne gå med løftet hoved. Nej, dem, der kom til Johannes, måtte gå med bøjet hoved, skamfulde, men fulde af håb om, at noget nyt og bedre kunne tage sin begyndelse for dem.

Da Jesus skulle til at begynde at træde frem som Guds søn, blandede han sig med den strøm af mennesker, der således kom til Johannes for at få dåben til et nyt og bedre liv.  

En mere ydmyg bevægelse frem til sin egentlige virksomhed som Guds søn, kan man dårligt tænke sig.

Og Johannes er da også lige ved at gå i baglås over det. Johannes døber ved om sig selv, at han har stor åndelig myndighed, men han er der for at forberede, at der kommer en anden: ham, de alle venter på - Guds udsendte, Guds salvede.  Og da Johannes ser Jesus, tror jeg at han fornemmer, at her er den mand, hvis vej han har forberedt.  Men at denne mand, Jesus kommer sammen med og ligesom de andre, der har slået skår i deres liv, og vil døbes af Johannes, det virker helt forkert på Johannes.  Han vil stoppe det, .. "Jeg skulle da hellere døbes af dig", må han sige.   Det er slet ikke sådan Johannes har forestillet sig Messias vej til sin trone. "Således bør vi opfylde al retfærdighed", siger Jesus da til ham.  Den retfærdighed der hersker i det rige, som Jesus skal til at proklamere, er en anden retfædighed, end den, der bestemmes og udøves af en konge med magten, overmagten som sit højeste mål. 

Og Jesus bliver døbt, og da han dukker op af vandet efter Johannes dåb, er der pludselig kommet en sprække i himlen. Himlen åbner sig, Guds ånd slipper ud og daler ned over Jesus. Det ligner en due, men Jesus mærker, at ånden kommer over ham, og at han nu er fyldt med ånd til at være Guds søn.    

Indtil nu har der intet været i den fortælling om Jesu dåb, som kunne minde nogen om kongeindvielse.

Men pludselig, da sprækken har vist sig i himlen lyder en stemme fra himlen  "det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag." For enhver af dem, som Mattæus først fortæller sit evangelium til, mennesker, som højst sandsynligt var fra jødisk kultur og baggrund, har denne sætning vakt genklang og en pludselig overraskende genkendelse: jamen det var jo næsten som der blev sagt i den gamle  kongesalvingssalme, som de kendte så godt og så ofte havde hørt : "Du er min søn jeg har født dig i dag. "

Og som et chok er det gået op for dem, når de har hørt det her: Jesus bliver ved sin dåb indsat som Guds kongesøn, men hvilken konge er det !  Slet ikke den slags konger som de kendte til, og som de måske også forventede at den ventede Messias skulle være.    Men her, ved Jesus, er der tale om en konge, der ikke behandler folket som sin  ejendom, som han kan skalte og valte med,  en konge der ikke kunne finde på at knuse nogen med sit jernscepter eller  sønderslå dem som pottemagerens kar,  - nej, Jesus er en konge, der ydmyger sig  og sammen med de mest ydmygede stiger ned i dåbens dyb, for at komme op til livet med Guds hellig ånd som ledsager.

Ja, hvis vi ser ferm i Jesu historie, kan vi sige, at allerede her i Jesu dåb og indvielse til at være Guds søn, bliver det forud skimtet, hvordan det vil gå; at han frem for at knuse nogen med et jernscepter, skal lade sig selv knuse på et trækorsscepter, at han skal lade sig selv sønderslå som pottemagrens kar.

Alt dette tror jeg, Mattæus' første tilhørere og læsere som et lynnedslag har fornemmet ud af Mattæus beretning om dette, fordi de havde den gamle kongesalme og dens univers i baghovedet.

Det univers har vi ikke i baghovedet og rygraden.  Men nu har vi hørt om det. Vi har hørt, at Jesus ved sin dåb optræder ydmygt,  ja ydmyger sig, selv om han er på vej til af Gud at skulle indsættes som Guds kongesøn på jorden. Vi har hørt, at det rige, som Jesus er i færd med at etablere er et rige, der styres af en, der ikke bruger sin magt til at undertrykke og ødelægge, men tværtimod bruger sin magt til at træde sammen med dem, som hverken har magt eller noget at prale af.

Vi er jo i vores lille gode land heldigt forskånet for magtmisbrugende konger, af den slags, som vi skimter i ordene fra den gammeltestamentlige salme. Vi har rimeligt ordentlige og hæderlige folk ved magten, om det så er af den ene eller den anden politiske observans, folk, som vi ikke behøver nære rædsel for.  

Alligevel så oplever vi den ene efter den anden skandale, hvor folk i magtfulde stillinger er kommet for langt ud i deres brug af magten og måske af de penge, som magten giver dem råderum over.  Det er en evig fristelse og faldgrube, når man har magt, at komme til at bruge den ud over hvad ens stilling egentlig var tænkt til.

Selv om mange af os måske synes, at vi intet har magt over, så har vi næsten alle mindst et lille område, hvor vi på en eller anden måde har magt over ét eller flere andre mennesker.   Og vi står ofte i den mulighed at komme til at optræde som den, der knuser noget hos et andet menneske- fordi vi glemmer at være ydmyge i den magt vi har fået betroet.

Jesus glemte det ikke. Jesu gav en vision om og gennemførte et liv, hvor ydmygheden er uløseligt knyttet sammen med magten. 

Det var ikke et taber-liv, selv om det på et tidspunkt kunne se sådan ud.

Det var et vinder-liv, hvor kærligheden var i højsædet og voksede dag for dag.   Det var et vinder-liv hvor døden ikke kunne tage den endelige magt, men måtte lade Jesus slippe ud og op af dybet. Det var et vinderliv, som satte en sprække i Guds himmel, så Guds ånd og kærlighedsord til os kan nå os.              Det vinderliv er stadig levende hos os; det møder os i dåben og nadveren og hver gang Guds ånd rører ved os, og gør os til levende mennesker.

For det siger vi

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen