Luk. 18, 31-43

Salmer : 747, 303, tillæg 856, 173, 192, 457, 321v6, 696  

I faderens, sønnen og helligåndens navn.Amen

Fra i dag begynder den kristne faste. For mange vil ordet faste forbindes med det at prøve at få kontrol over sig selv. For nogen begyndte fasten måske allerede første januar med fortsæt om diverse slankekure og vægttab, hvor vi forsøger at kontrollere figuren eller helbredet med begrænset kost og megen motion.  Men den kristen faste er ikke at vende sig mod sig selv og søge at skabe kontrol over tilværelsen.  Kristen faste er at vende sig bort fra sig selv og vende sig mod påsken - mod påskens begivenheder og mod Kristus og den vej, han gik mod påsken. Fasten er at tømme sig for viljen til kontrol og åbne sig for den kærligheds vej, som Jesus gik.

I den første del af evangeliet til i dag  hører vi, hvordan Jesus også søger at åbne disciplene, åbne disciplenes øjne for det, der nu lå foran.Vi går op til jerusalem siger Jesus, der skal de gamle profetier om menneskesønnen opfyldes, han skal overgives til hedninger, der ikke tror på den ene sande Gud, han skal hånes mishandles, spyttes på, piskes og slås ihjel  - det er en detaljeret udmaling af den fornedrelse, som vi, der kender fortsættelsen ved, at Jesus senere blev udsat for.  Og på den tredje dag skal han opstå, slutter Jesus. Jesus udmaler for sine disciple den vej, som er den profeterede menneskesøns, og gør dem opmærksom på, at det er hans egen vej, nu når de skal gå til Jerusalem.

Men disciplene forstår ikke det, som Jesus udmaler for dem. De kan hverken høre det eller se det for sig.Sådan kan det jo være med os: vi hører og ser kun det, vi vil høre og se.

Det var måske også i deres øjne noget andet end det, de havde været med i indtil nu. Deres vandring med Jesus havde efterhånden fået karakter af et triumftog, og der var større og større tilhørerskarer, hvor han kom frem.  Og der blev lyttet til ham.
Den vandring pegede frem mod et triumferende komme til Jerusalem, hvor de vel kan have set for sig, at han ville drage de store folkeskarer til sig og føre det igennem, han stod for ved at vinde  magten eller kontrollen på en eller anden måde.
Men hån, pisk lidelse død, det kunne de ikke forestille sig.  Vi hører i evangeliet, at  Jesus søgte at forberede sine disciple på påsken, som vi med fastetiden forbereder os til påske, men de kunne ikke vende sig fra det, de selv så i ham..   mens de fulgte ham på vej.

Så Jesus tog fat på sin vandring mod Jerusalem med det mål for øje at give sig selv i kærlighed.  Det var den kærlighed der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, han begav sig ind i. Og disciplene gik med uden at kende den form for kærlighed. Måske gik de af sted med hver deres forestilling i hovedet af, hvad det var, der skulle hænde i Jerusalem.   

Så kom denne målrettede skare vandrende mod Jerusalem og nærmede sig byen Jeriko. Jeriko var jo ifølge det Gamle Testamente den første by, som det udvalgte folk kom til, da de var undsluppet slavetilværelsen i Egypten og skulle indtage deres eget land.  Jesu navnebror Joshua havde anført folket, da de vandrede udenfor den lukkede bys bymure og på Guds bud truttede i horn og råbte kampråb, som til sidst fik muren til at synke i grus, så de kunne komme ind og være i byen.

Denne gang kom det råb, der lød ikke fra de skarer, der var på vej til byen Jeriko, men fra en af byens beboere. Fra Bartimæus, den blinde stakkel, der hver dag famlede sig udenfor byen for at sidde ved vejen og tigge fra de vejfarende. Han førte en kummerlig tilværelse, med støv og ensomhed og ydmygelse i blindhedens mørke dag efter dag. Uden mulighed for at rive de mure ned, der spærrede for hans vej til et liv, hvor han som de seende kunne tage hånd om sin egen tilværelse.

Da denne Bartimæus en dag med sin skærpede høresans fornemmer en anden form for lyde - en anden tone i samtalen hos de, der kom forbi, en spændt og  lettere ophidset stemning, da må han nede fra sin ydmyge tiggerplads spørge dem : Hvem er det der kommer ??

Det er Jesus fra Nazareth blev det svaret. Og så skulle Bartimæus muligvis kunne have sagt sig selv, at det ikke kunne nytte noget, at han begyndte at gøre sig bemærket.  En målrettet skare omkring én, der efter sigende skulle være en særlig profet, på vej mod sin missions fuldførelse i Jerusalem. Hvem skulle formaste sig til at forstyrre dem og ham i deres forehavende?  Forsinke dem med en form for nød, som det vrimler med og som hverken er værre eller mere påtrængende end så megen anden nød? Enhver omkring Bartimæus kunne tydeligt se, at den råben, som han nu gik i gang med var fuldstændig håbløs.  " Jesus, Davids søn, hjælp mig" råbte han.    Bartimæus bruger titlen Davids søn om Jesus. Den titel som angiver at han skal være den profeterede frelser af Davids æt, messias.   Bartimæus råber altså til Jesus ikke som en tilfældig omvandrende profet eller folkefører eller healer, men som frelseren, den, som de i generationer har sat deres yderste håb og forventning til.

Hjælp mig, råbte Bartimæus. Man kunne tænke at de blot ville have ignoreret ham. Som en pinligt optrædende stakkel, der skulle forbigås i tavshed. Men nej, de, der går foran, det vil sige anførerene i den skare, der følger Jesus mod Jerusalem, måske anførere, som opfatter denne vandring som et triumftog mod sejrens tinde, disse anførere ligefrem truer  Bartimæus til at tie stille. Hvorfor mon ? Ser de ham som en trussel mod deres færd ?  Er den svage, der råber om hjælp, den største trussel mod den, der går målbevist frem mod et mål?     Er de, der er svage, og de, der er afhængige af os den største trussel mod, at vi kan nå vore erklærede mål?              

Sådan er det ikke for Jesus, for da Bartimæus blot råber endnu højere : Davids søn, hjælp mig, da standser Jesus og han ligefrem befaler, at de skal bring Bartimæus hen til ham, og han lader straks Bartimæus komme til orde for at ytre sit inderste ønske i sin yderste nød.

Så alle de seende der så, at Jesus ikke skulle forstyrres, de ser nu, at Jesus kun har øje for det nødlidende menneske, der står overfor ham.   Din tro har frelst dig, siger Jesus til manden, da han med et ord har opfyldt hans ønske om at kunne se. Murene ind til livet som seende faldt for Bartimæus. Bartimæus fik nu det syn, der hjalp ham til at kunne skabe en bedre hverdag og livsmulighed.   Men allerede forinden så han, hvad de såkaldt seende ikke så:

At Jesus ikke ville gå forbi, og kun ønskede at den lidende skulle kalde på hans hjælp og kærlighed.  Bartimæus så, selv i sit mørke i glimt, hvordan det var med Jesus

At Jesus vej mod påske og sin kærligheds mål ikke går forbi de magtesløse og hjælpeløse i hastigt tempo men går  direkte til dem.  I mødet med de magtsløse skete fuldbyrdelsen af den kærligheds vej, han skulle gå ligeså fuldt som ved det endelige mål i Jerusalem. Ja mødet med de hjælpeløse var en del af det.
Størst er kærligheden.
Så bliver da tro, håb, kærlighed disse tre, men størst er kærligheden.Med troen og håbet går vi frem mod vore mål. Kærligheden er målet, kærligheden er størst, og den standser os undervejs, når der kaldes.

Det gjorde den med Jesus, Bartimæus fik synet igen og skarerne omkring fik at se  lidt mere af, hvad Jesu mål og kærlighed er. Og Alle måtte prise Gud.

Og Bartimæus, han fulgte med Jesus på hans vej til Jerusalem til Påske,.  Bartimæus viser os, hvad faste og forberedelse til påsken er; den er ikke at vende sig ind mod en større kontrol af sig selv og sit liv. Nej , den er at åbne sig for og kalde på den kærlighed, som kun Gud kan give os. En kærlighed som Jesus Kristus lader os se og mærke, da han går lidelsens og kærlighedens vej til ende.

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig  vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig gud højlovet fra første begyndelse nu, og i al evighed, amen.