I dag fejrer vi de Hellige 3 kongers rejse til Betlehem. Og dagens symbol må uden tvivl være stjernen. Den blev set af nogle mennesker langt mod øst. De så den nye stjerne som tegn på en kongesøns fødsel. - Så stor en stjerne må indvarsle en helt ny tid. De ønskede at hylde den nye konge med kostelige gaver. De fulgte stjernen til jødernes land, til kongen over Jerusalem. Stjernen førte dem videre fra Herodes til Betlehem, fra slottet til stalden. Her fandt de målet for deres rejse, barnet i krybben, og de hyldede ham som den kongesøn, med hvem den nye tid ville komme.  

Disse vise mænd havde noget at orientere sig efter. De havde set stjernen, som et tegn på noget større.  Nu fulgte de stjernen. I tro og tillid til stjernetegnets sandhed. I håb om at finde det, som stjernen viste dem.  Af kærlighed til denne nye hersker, som stjernen pegede på. Og historien fortæller, at de fandt barnet og fejrede hans fødselsdag med gaver.  

Vi har også fejret jul, Jesu fødselsdag. Vi har gjort her i kirken under tegnet på tro, håb og kærlighed. Det er Guds gave til os. Det har han givet os med Jesus.  

Troen. Det er Guds tro og tillid til mennesker. Det, at han turde komme her og lægge sig i vor favn, som et lille barn, ubeskyttet og forsvarsløst, ude af stand til at klare sig selv, og i forventning om at blive godt modtaget.  Gud har åbenbart både tro på og tillid til det bedste i mennesket.  

Håbet.  Det er Guds vilje til at skabe en fremtid med fred og glæde for alle. Det er ikke for sent. Der er altid muligheder. Også når det ser allermest sort ud. Selv når vejen frem synes lukket. Når broen er spærret.  For Gud er alle ting mulige. Selv når alt er tabt, kan han give alt tilbage.  

Kærligheden.  Gud elsker verden og elsker mennesket i verden. Vi er hans børn. Alle. Og Gud elsker alle mennesker, som en far elsker sine børn. Hvilken far ville give sin søn en sten, når han beder om brød; give ham en slange, når han beder om en fisk. - Sådan er fædre, som dog er viklet ind i både egoisme og ondskab. Så meget mere er det for Gud, som elsker sine børn ubegrænset.  

Alt dette (sin tro, sit håb, og sin kærlighed) har Gud givet os med sin søn Jesus. Det er det glædelige budskab til hyrderne på Betlehems marker.
Det er det glædelige budskab, han forkyndte, nordpå i Galilæa, sydpå i Jerusalem.
Det er det glædelige budskab, som er blevet forkyndt efter hans opstandelse i hele verden, mod øst og vest, mod syd og nord. Overalt.
Sådan er det også blevet forkyndt i 2013 overalt i verden og her hos os. Gud fylder os med glæde.  For han skænker os både tro, håb og kærlighed.  

Det med tro, håb og kærlighed har vi fra Paulus´ brev til de kristne i Korinth. Han har skrevet om det i kapitel 13 og slutter med at sige: Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.  Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Det er så smukt og så rigtigt. Men så tilføjer han: størst af dem er kærligheden.  

Det kan ikke passe! Det vil jeg gerne have en snak med ham om.  Og kritisere ham for. Det er urimeligt.  - de tre hører sammen, ligesom de tre symboler holdes fast i en og samme ring.   Det ene skal ikke fremhæves frem for det andet.  

1. Har jeg tro og kærlighed men mangler håb.  Så har jeg tillid til den elskede. Så er kærligheden levende lige nu. Men uden håb og uden fremtid.  Den fortvivles og bliver håbløs. Det bliver dens død. Det går ligesom med Romeo og Julie. Manglen på håb vil som en virus angribe troen på noget, fordi der mangler fremtid. Og kærligheden radbrækkes, fordi kærligheden af natur vil sin fortsættelse. - Hvornår har man hørt om to elskende, som i kærlighedens fuldbyrdelse har besluttet at gå fra hinanden.  Tro og kærlighed visner uden håb.  

2. Har jeg håb og kærlighed men mangler tro. Så er fremtiden åben og Kærligheden uden ende. - men kan man have tillid uden tro? Kan man have tro uden ærlighed? Hvis man ikke kan stole på den anden? - kan man elske et andet menneske, som man ikke kan regne med, ikke have tillid til. Så bliver kærligheden ensrettet. - Noget man giver uden at modtage.  - Hvem kan holde til det. Det fører til underkastelse, selvopofrelse og selvdestruktion.   

3.  Har jeg tro og håb men mangler kærlighed. Så er der tillid den fremtid som synes helt åben.  Men uden kærlighed kan det gå helt grassat. Både Hitler, Stalin og Mao havde både tro og håb. Og kom til at koste millioner af mennesker livet. - Uden kærlighed kan livet forvandles til rent helvede.  

De tre tegn hører sammen. De er fuldstændigt integreret i hinanden og betinger hinanden. Så det er misvisende at sige om den ene, at den er størst.  

Men jeg kan godt forstå Paulus.  For i Korinth skændes de kristne og laver partier, som bekæmper hinanden.  Der er Apollos partiet, Kefaspartiet og et Kristuspartiet.  Men det går ud over fællesskabet og kærligheden.  Sådan en rivalisering kan den lille kristne menighed ikke holde til. - Derfor skriver Paulus om kærligheden. Det er den største. Den skal de følge.  

Hos os i den vestlige verden er det grundlæggende problem ikke kærligheden.  Det kan godt være, vi har det svært med den. - Men at kærligheden er vigtig for os, taler vi gerne både længe og højt om. På samme måde med troen. Tillid og ærlighed er vigtig. - Og hvis nogen begår løftebrud eller skifter mening: Så falder hammeren. - Så er man utroværdig.  

Men hvad med håbet. - for mig selv, for hinanden, for byen, for landet, for alle jordens folk, for kloden, om 10, 50 of 100 år? - Er du optaget af, hvad der skal blive af verden på lang sigt eller går du mest op i livet lige nu, her hos os selv?  Er det livet i nuet, der er vores horisont.  - Er det lykken her og nu, som er målet for vort begær? Romeo og Julies kærlighed?  

Hvad med arven?  Hvad med den verden, vi efterlader til de næste generationer. Vore børnebørn skal leve med den kemi, vi efterlader i luften i vandet og på jorden. - Vore oldebørn skal leve med de masseødelæggelsesvåben, vi har udviklet. Vore tipoldebørn skal leve i det klima, som vi ikke får gjort noget ved.    

Hvorfor gør vi ikke noget for alvor?
- fordi vi ikke selv er der til den tid?
- fordi vores livsværdi er begrænset til os selv?
- fordi meningen med livet ikke rækker længere end vores egen død.?  

Vi har brug for tro, håb og kærlighed. Og af de tre er håbet i dag det vigtigste. Det er det vi mangler. Håbet om Guds rige. Opstandelseshåbet.  Og når håbet mangler, udhules både troen og kærligheden. Og så mister livet sin mening. Det kan godt være, at vi er lykkelige. Oven i købet verdens mest lykkelige, når vi selv skal sige det.  Men meningen med livet har det med at fortabe sig i jagten på de næste gode minutter og dage.  

Vi har brug for en stjerne. En ledestjerne at gå efter. - den har vi fået med Jesus. Guds søn og verdens frelser.  Gud håber, at det vil lykkes, Gud har tillid til os som et lille barn, Gud elsker os, som en far elsker sine børn. Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, Fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen