Matt. 2, 1-12

Salmer: 749, 123, 136, 108, 118v3, 138

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

I dag på Hellig tre kongers søndag, vil vi tage med de tre vise mænd på deres rejse mod stjernen.  Det vil vi gøre ved at lytte til hvordan en af dem, Melchior, kunne have fortalt om det.

Vismanden Melchior fortæller:
Der skinner et lys fra en stjerne. Det ord  er blevet et motto i mit liv. Det ord holder mig oppe, når jeg synes jeg synker til bunds, det ord lyser mig op, når mørket samler sig om mig.      

Jeg er vokset op i Babylon ved de floder, der gør landet frugtbart heromkring. Min far var en driftig købmand, der handlede med overfloden fra området her. Og det gik godt, rigtig godt. Og det lå i kortene, at jeg skulle gå i hans fodspor.

Allerede da jeg var barn blev stjernerne noget vigtigt i mit liv.  Når jeg var med min far på handelsrejser, og vi af og til red i natten gennem ørkenen, bredte stjernehimlen sig over mig og sugede mig nærmest ind i sin uendelighed. Skønt jeg var en lille dreng, kunne jeg ride en hel nat dybt opslugt af at tælle stjernerne og se på deres mønstre.  Da jeg blev en stor dreng, vidste jeg, at jeg hellere ville studere stjerner end blive købmand. Og det fik jeg lov til. Der var jo penge nok i min fars handelsvirksomhed.

År efter år studerede jeg stjernerne og havde efterhånden læst alt, hvad der fandtes af visdomsord og varsler, der kunne fortælle om livets gang på jorden i forhold til stjernernes bevægelser. Jeg var vis, sagde andre om mig.

Jeg havde måske troet, at jeg ville blive mæt og tilfreds, når jeg havde studeret alt, hvad der var at studere om stjernerne. Men det var jeg ikke. Der lå noget mere skjult bag stjernernes glans, det vidste jeg.

Særligt var der en profeti, som pirrede min længsel og nysgerrighed. Den stammede fra jøderne, det sælsomme folk mod vest, som holdt fast i deres skikke, selv når nogen af dem af og til slog sig ned i vore egne. Profetien talte om en  kongesøn, som skulle fødes i jødeland, og udgå derfra,  han skulle blive en frelser for hele verden. En fredskonge.Man kunne sige at det ikke kom mig ved, for jeg var jo ikke en af deres folk, men det ligesom lyste til mig ud af profetiens ord, at det, han kom med skulle gælde os alle, alle slags folk i verden.  På samme måde, som vi jo alle er til under den samme stjernehimmel.    

Når denne konge blev født, skulle der gå en ny klar stjerne op på himlen.  Det blev det vigtigste mål med mit arbejde  at holde øje med, om denne stjerne skulle vise sig på himlen. Selv om der ikke lå noget i vidnesbyrd om, at den skulle vise sig i netop den tid, jeg har min gang her på jorden, så holdt jeg øje nat efter nat. Det stod klart for mig, at intet var vigtigere, end at få øje på den stjerne, hvis den viste sig.  

Og en nat var den der. Der var ingen tvivl i mig, da jeg så mod stjernehimlen den nat. Stjernen havde ikke været der før og funklede og blinkede med en klarhed, som var det en lille sol.

Jeg viste det til mine venner, Kaspar og Baltazar, og næste morgen gjorde vi os klar og drog afsted.  Vi tog kostbare gaver med. Intet var for godt til denne lejlighed. Den store kongesøn var født, vi måtte følge stjernen og prøve, om vi kunne finde den kongesøn, hvis fødsel kunne sætte lys i en ny stjerne.

Efterhånden som vi red frem og kunne se stjernen funkle over jødernes land mod vest, steg forventningerne i mig til det allerhøjeste. De mange års interessante studier og betragtninger af stjernehimlen var intet mod dette, som nu lå foran os. Det havde jeg en fornemmelse af.

Vi kom til Jerusalem, jødernes gamle kongeby, og søgte mod kongeslottet, hvor kong Herodes residerede. Der var pragt, der var soldater og vagter i hobetal.  "Der bliver passet godt på den nyfødte konge", sagde vi til hinanden - "sådan må det være".  

Ved et stort under lykkedes det os at få lov at få foretræde for kongen.  Det kom os vist til gode, at vi er af god og velstående familie.

Men kongen virkede nu ikke særlig opmærksom, da vi trådte ind i hans arbejdsrum. Han så knap op på os."Hvad ønsker de herrer vismænd?" spurgte han. "Vi vil gerne gratulere med jødernes nyfødte konge, Messias er født."

Da kan det nok være at Herodes blev opmærksom. Han rettede sig op og rødmen steg op i hans ansigt, han vrissede vredt: "Jeg har ikke fået nogen søn", og han var allerede i færd med at  bede sine vagte smide os på porten. Men et øjeblik efter blev han eftertænksom og standsede dem.

"Hvad handler det her om"? spurgte han, og vi forklarede om den gamle profeti og om stjernen, som var gået op og som lyste til tegn for den nyfødte kongesøn. "Vent lige udenfor lidt" sagde han.  Da døren lukkede sig bag os, kom hans rådgivere og vismænd ilende ind til Herodes, og der foregik en højlydt diskussion derinde. Den blev mere og mere hektisk, og efterhånden bredte larmen og den oprørte atmosfære sig til byen rundt omkring slottet. Hele byen kom i oprør over det, de diskuterede derinde.  

Imens sad jeg og fik en ubehagelig tanke: Kunne vi være gået forkert? Var det slet ikke her, den nye store konge var blevet født? Det havde jo set så rigtigt ud, med alle vagterne, med  den statelige bolig, med alle rigdommene, som slottet var fyldt med, med den konge, som var vasal for den store kejser i Rom, som havde underlagt sig hele den vestlige verden.

Men det var lige før, jeg ikke ønskede mig, det var her. Der var noget her, som ikke stemte overens med det lys, som stjernen have kastet ned til mig, mens vi rejste herhen. Jeg vidste ikke hvad.  Pludselig stilnede diskussionen af og  vi blev kaldt ind.  "Mine vismænd siger, at Kristus  ifølge bøgerne skal fødes i Betlehem." sagde kong Herodes til os med et smil, som ikke så helt naturligt ud. "Rejs I nu til Betlehem og se om I kan finde ham. Og sker det, så vend tilbage til mig bagefter og fortæl mig, hvor han er, så også jeg kan komme og -øh tilbede ham. " 

Den slags siger man ikke nej til. Der sod soldater omkring og sværdet sad ved deres hofter, så vi svarede ja og ilede af sted.  Da vi var lidt uden for byporten mærkede jeg lettelsen sprede sig i mig, men også forvirring, for hvad gjorde vi nu?  Hvordan skulle vi nu finde vejen til kongebarnet?  Hvis det ikke var på kongeslottet, hvor så?

Men da blev det aften, og stjernen nærmest bevægede sig foran os, den gik foran os og vi fulgte den til vi var kommet til den lille by Betlehem. Dér stod stjernen stille over en lille simpel bygning i kanten af byen.  Vi kiggede længe på stjernen, inden vi gik ind, men den blev stående. Så måtte det jo være der, hvis stjernen talte sandt.  Inde i huset var en lille familie. En mand og en kvinde og en lille nyfødt dreng.

Manden sagde, han hed Josef, og de boede egentlig slet ikke i Betlehem, men var kommet her i forbindelse med noget folketælling foranstaltet af kejseren. Og så var barnet blevet født her, og de var nødsaget til at blive der en tid.  Kvinden, Maria, hed hun, fortalte, at hun var blevet med barn uden for ægteskabet, men at det var var ved Guds indgriben, at barnet var blevet undfanget, og der havde været engelbudskaber om det. Det lød egentlig som en noget søgt forklaring, men hun var glad og viste os barnet. Og da vi rigtig fik kigget på den dreng, lød det pludselig ikke spor søgt mere. Det var en lille dreng kun nogle uger gammel. Han var viklet ind i gamle klude og lå i en mærkelig træindretning, som skulle gøre det ud for en seng. Men han var så levende og så tydelig. Efter at have set på ham i en tid kunne jeg se, at der kom lys fra ham. Et lys, som lignede lyset fra stjernen, ja det var endnu stærkere end stjernens.  Kaspar og Baltazar kunne også se det. Og vi stod der i lang tid. Det var himlens kongesøn. Messias. Sælsomt men sandt.

Vi kom i tanker om gaverne og vi gav dem til ham: guld, røgelse, myrra, kongelige gaver til et kongeligt barn.

Den nat kom det til mig i drømme, at konge Herodes ikke ville dette barn noget godt, så da vi rejste hjemad, drog vi direkte mod øst uden at tage omkring Jerusalem og kong Herodes.

Mens vi rejste hjemad tænkte jeg på, hvor stort det var. Det, der før havde overrasket os: at jødernes konge var født i et beskedent hjem af almindelige forældre, som ikke havde de store magtbeføjelser i livet.   Hvor stort det var, at vi var blevet narret af vores egne forestillinger om, hvad der er stort og stærkt. Og det måske nær var gået galt for os.  Men alligevel viste stjernen os den rigtige vej.  Til barnet med himlens lys i sig."Det lys vil jeg aldrig glemme", tænkte jeg.

Men da kom den næste uforglemmelige oplevelse ind over os. Da vi red ind i den store ørken, vi skulle krydse for at komme hjem til Babylon, skete der noget helt  forunderligt.  Der begyndt at skyde noget op af jorden rund omkring os, hvor vi red frem med vores kameler. Det var roser. Midt i ørkenen. Du tror det ikke, for det kan ikke ske, men det er sandt. Det vældede op med røde blomster omkring os.  Og jeg, der plejer at rejse med blikket vendt mod himlen, måtte lade øjnene være ved jorden for ikke at gå glip af det mindste.  Det var som om stjernehimlens uendelighed var flyttet ned på jorden. 

"Er verden overhovedet mere den samme" ? måtte jeg spørge mig  selv.  Men det var den jo på en måde, for  jeg kunne i hvert fald mærke det, der gnavede nede ved benet mod sadlen, som det altid gør, når jeg rejser langt. Roserne blev ved at komme op hele vejen, til vi var kommet gennem ørkenen.  

Det er et par år siden vi kom hjem nu.  Siden har jeg tænkt meget på drengen, jødernes nyfødte konge.  Jeg ved ikke om Herodes kan have fundet ham og gjort ham noget ondt. Det tror jeg han ville, for den dreng skulle helst ikke gå ham i bedene. Det ved jeg nu, at han tænkte.  De, der har magten her i verden, vil ikke overbydes af denne dreng.  Men det tror jeg ikke, de kan undgå at blive - på en eller anden måde, som  jeg ikke forstår nu. 

Men ikke nu. Først skal han vokse og modnes til at være den, der er verdens frelser. Ja hele verdens, sådan må det være. Det lys, jeg så i ham, rækker ud over alle de grænser, vi kan komme i tanker om. Det rækker også til mig.

Jeg ved ikke, om jeg skal komme til at  opleve, at han træder frem  i verden  som  kongesønnen af Betlehem. Jeg er jo en halvgammel vismand, hvis visdom er blevet rystet omkuld. Men skidt med det.  Jeg har stjernen for mit indre blik nat og dag. Lyset fra den skal vise mig vej til ham, som den gjorde første gang.  

-Der skinner et lys fra en stjerne.     

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.