I Faderen, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys. Sådan siger profeten Esajas i sin håbsprofeti fra 700-tallet før Kristus.Den, der må være mørke-vandrer skal altså få et lys at se.

Biblens fortælling om, da mennesket første gang fik dagens lys at se, findes i skabelsesberetningen.  Gud skabte mennesket i sit billede, lyder det, som mand og kvinde skabte han dem. Der var altså en vis lighed med Gud i de mennesker Gud skabte.  Og han skabte dem som to.  Så det først mennesket så, da det slog øjnene op, var det andet menneske. Først derefter så det Gud, sin skaber.Lige siden skabelsens morgen, hvor mennesket først så det andet menneske, har der været noget helt særligt ved at se ind i et andet menneskes ansigt.  Når et andet menneskes ansigt lyser imod os, da ser vi noget, der giver et uafrysteligt indtryk, da ser vi ligesom et billede af noget, der stammer fra Gud.

Vi kommunikerer meget med hinanden gennem telefon og mails, men engang imellem er det nødvendigt, at vi mødes, ansigt til ansigt. Når der skal gives en vigtig besked, god eller dårlig eller når vi skal drøfte et eller andet, som vi ikke ved, hvor skal ende, er vi nødt til at sidde overfor hinanden ansigt til ansigt. Ellers bliver det forkert.  For vi skal kunne aflæse den andens ansigt, se hvordan han eller hun reagerer på det.   Med Skype på computeren kan vi lave et næsten-møde ansigt til ansigt med et menneske, som opholder sig langt væk. Så kan man se den anden, men dog ikke rigtigt møde hinandens blik. Her kan man ikke røre hinanden, men alligevel blive rørt af det menneske mans ser.For at se et menneskes ansigt rører os.  

Det kan være meget nemt for os at tænke eller mene noget dårligt om en gruppe andre mennesker, som vi ikke har mødt. Men møder vi en af dem, ser ham ind i ansigtet, opdager vi, at han er et menneske, som ligeså meget har krav på at være set og godtaget, som ethvert andet. Det kan også være nemt for os, at afvise at give nødhjælp til verdens lidende så længe vi sidder hjemme i stuen. Men den, der har prøvet at stå i et udviklingsland foran et tiggende barn, ved, at så er afvisning kun mulig, hvis vi gør hjertet hårdt.

Det rører os at se et ansigt. Det er vel også derfor, det ofte har været praksis ved henrettelser at den, der skal henrettes får en hætte over hovedet, lige før henrettelsen skal finde sted. Ikke for at skåne ham eller hende, der skal skydes eller have hovedet hugget af, men for bøddelens skyld, så han ikke bliver bremset i sit forehavende af et åbent ansigt, som rører ham.

At møde et andet menneskes ansigt lader os ikke uberørt. Det kræver noget af os, og samtidig kaster det et lys, måske næsten en velsignelse på os.

Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys.   

Hyrderne på Betlehems mørke marker fik beskeden om, at noget forunderligt var sket: I dag er der født jer en frelser, han er Kristus, Herren.  Sådan lød ordene - ledsaget af himmelsk englesang om fred til mennesker på jorden. Da hyrderene gik til Betlehem og søgte deres frelser, som var blevet fortalt om, fandt de ind i en stald, og der så de i krybben et barneansigt. Sådan viste Gud sig på jorden for hyrderne i mørket.   Senere blev dette barneansigt til en voksen mands ansigt.  Til den voksne Jesus, der talte myndigt om Gud og aldrig vendte ansigtet væk fra de mennesker, han mødte. Han så dem og han hjalp dem, eller gav dem bare et blik eller et ord, der fortalte dem, at de var anerkendt og elsket af Gud. Jesus blev Guds milde ansigt på jorden.

For de mennesker, som mødte Jesus, kom der ansigt på den Gud, som kunne forekomme stor og fjern, streng og ubegribelig.  Ifølge Johannes - evangeliet siger Jesus en gang om sig selv: Den, der har set mig, har set Faderen.

Så i det menneskebarn, som blev født en mørk nat ind i en mørk tid i Israels historie, får mennesket et ansigt på den usynlige Gud.  Et ansigt, som vi kan mødes af, et ansigt, som velsigner og kræver noget af os. Jesus ansigtstræk kan man ifølge kristelige legender se på Veronikas svededug. Veronika skulle have været en kvinde, der levede i Palæstina på Jesu tid. Og hun mødte Jesus, mens han var på vej til Golgata anstrengt af at bære det kors, han snart skulle korsfæstes på.  I medlidenhed med ham tog hun et klæde frem og tørrede hans svedige ansigt.  Det fortælles, at hans ansigtstræk derved blev overført til klædet, som siden blev benævnt "Veronikas svededug". Der er intet bibelsk belæg for denne historie, men den har eksisteret gennem mange århundreder, og klædet med hans ansigtstræk er blevet gemt som et relikvie.  Vel at mærke en ting, som kunne give noget til det menneske, der så det eller rørte det.  F. eks fortælles det, at Veronika senere kom til Rom, og kejser Tiberius, som var meget syg, blev helbredt ved at røre ved klædet.  Helt op i 14-15 hundrede tallet blev svedeugen dyrket, man mente f.eks at den, der så den, kunne undgå en voldsom død, og den blev fremvist ved særlige ceremonier.

Ud af historien om Veronikas svededug kan vi erfare, at det har betydet uendelig meget for folk, at tænke sig muligheden for at se Jesu ansigtstræk, man har tænkt sig, at selv hans ansigtstræk på et klæde skulle kunne udvirke noget underfuldt. Skulle kunne overøse beskueren med velsignelse.  Men julens budskab er, at det ikke er nødvendigt med en svededug eller anden mulig fysisk aftegning af Jesus. I Ordet om det barn der blev født i Betlehem  og den mand der døde på korset og den grav der var tom og de mennesker der blev givet Helligånden - i Ordet om det lyser Jesu ansigt imod os, akkurat ligesom et menneskeansigt kan kaste sit lys på vores ansigt og spejle den kærlighed vi længes efter.

Når vi med hjertet hører beretningen om, at Gud kom til verden og viste os sit milde ansigt i menneskebarnet Jesus, da strømmer en velsignelse ind i vort liv.Det er en velsignelse, som er et lys for enhver, der vandrer i mørket, en velsignelse, der stiller os ansigt til ansigt med det medmenneske, vi skal møde og elske, og en velsignelse, der både nu og her og i evighed lader Guds kærlighed lyse over os.

Derfor kan vi se på hinanden og ønske hinanden en glædelig jul.  

Amen.