Juleaften 2012

kl. 14.30 for unge i alle aldre.  

Nu er det jul. Vi har set frem til jul med glæde og forventning.  Men også med frygt, nogen af os i hvert fald. For før den 24 dec. kom fredag den 21. december,  Jordens måske sidste dag, er der nogen der har forkyndt - for det indianske mayafolks gamle kalender ophørte på netop den dag. Det er jo ikke første gang, at nogle grupperinger har erklæret, at nu var jordens undergang nær, men denne gang er det blevet taget op og slået stort op  i vore medier. Bla. sendte Dr2 et stort anlagt show i flere timer på denne måske sidste aften med afspilning af skæbnesymfonien og nyskrevne sange om jordens undergang samt med  reportager fra  både det formodede "frelsens bjerg"  i Frankrig og  beredskabet herhjemme, som skulle redde regeringen til sikre steder og  alt muligt andet. Mange har vel set programmet som en stor ironisk joke over tanken om jordens undergang, og jeg går ud fra det også har været ideen med det, men samtidig  er jeg sikker på, at det også har pustet til frygten for, at alt en dag skal forandres til dybt mørke. Frygten for at ikke bare jeg selv og mit eget liv, men alt liv, hele den jord som vi elsker, og som er det element, hvor meningsfuldt liv finder sted -  At det hele skal udslettes og blive til mørke.         

Også de to julekalenderserier, der har kørt på tv har undergangen som emne. I genudsendelsen af Jul i Valhal, er den dramatiske nerve to store børns kamp for at hindre det truende ragnarok, som de selv er kommet til at sætte i gang - ragnarok som i den nordiske mytologi er altings ende.  DR1s julekalender "julestjerner" handler også om truslen om undergang -  her ikke i kosmiske dimensioner, men undergang for den lille landsby Brorfelde, hvor den grusomme grusgrevinde Vera vil udslette hele byen og det meningsfulde liv, der finder sted der- for hun vil grave grus ud  under byen der.

Frygten for at et stort mørke truer vores liv og verdens liv er der, og en gang imellem dukker den op og kommer stærkt til udtryk.

Men også i de dimensioner, der hører til i vores hverdagsliv oplever vi, at der er mørke og lys. Og at de kæmper med hinanden. Det lille spil, som konfirmanderne spillede med at tænde lys og slukke lys, illustrerer nogle af de ting, som giver os lys i livet og nogle at de ting som giver mørke i livet. Venskab, kærlighed, drømme og noget at arbejde for, gode ting og nyt liv og familieliv er noget af det, der giver lys i livet, mens  svigten, magtsyge, mismod og misbrug, fattigdom og  sygdom og død er noget af det, der giver mørke i livet.  Og det lyse og det mørke kæmper om magten - sådan oplever vi det ofte.  Men i konfirmandernes spil, blev der tændt flere lys, end der blev slukket.  For der var et lys i midten af den jord som lysetagen illustrerer, som der hele tiden kunne tændes nye lys ved. Og det er kristendommens replik ind i kampen mellem lys og mørke : at mørket ikke kan sejre, for lyst er i vor verden.  

Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. 

Sådan siger evangelisten Johannes om det, at Jesus blev født. Som vi hørte det i de allerførste ord i denne gudstjeneste.

Lyset skinner i mørket, det var resultatet af det, at Jesus blev født.  Og mørket greb det ikke. Nej mørket greb ikke det lys, som Jesus satte ind i verden, men det prøvede på det.

Herodes var konge i Israel, og kort efter Jesu fødsel kom nogle vismænd forbi hos Herodes, fordi de troede at der var blevet født en ny kongesøn på hans slot, for de havde set en ny stjerne gå op på himlen.  Det blev Herodes stærkt foruroliget over- han ønskede ingen konkurrenter til tronen, så han søgte straks at få ram på Jesus og dermed slukke lyset, som var tændt i mørket. Herodes fik også ram på en hel masse små drenge i Betlehem, som han slog ihjel. Men Jesu forældre havde kort forinden nået at flygte ud af landet med den lille dreng.   Så Herodes fik ikke slukket hans lys ved denne lejlighed. Senere kom der andre magtmennesker til, som søgte at slukke lyset i Jesus, da han blev voksen. De prøvede at lokke ham i en fælde, så han sagde noget, han kunne dømmes for, de var altid over ham og søgte at finde noget, de kunne anklage ham for. For det lys, der kom fra Jesus, når han hjalp de magtesløse og drog de udstødte ind i fællesskabet, det lys - det skar dem i øjnene, dem der havde magt - religiøs og politisk magt. Al denne overbærenhed og accept af alle mennesker, hvem de så end var, det kunne de ikke have. De ville bevare dét mørke i mennesker, som gjorde dem bange og forvirrede og gjorde det let at herske over dem.   De søgte hele tiden at slukke lyset i Jesus. En dag lykkedes det de mørke kræfter, at få ham dømt til døden og slået ihjel. Det skete på en lang fredag, og solen formørkedes midt på dagen, da han døde på sit kors. Men et par dage senere stod solen op over hans tomme grav. Det største mørke vi kender til, dødens mørke, formåede ikke at holde på ham.

Lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.

At det lys kom ind midt i vores liv, det fejrer vi, når vi holder jul. 

Lyset skinner lige her på vores jord, hvor vi elsker at være, selv om der også er mørke.

Når der er jul kan vi lave processioner, hvor vi går med tændte lys i hånden. Det gør vi ikke kun fordi det ser hyggeligt ud, men fordi det illustrerer det, som julens evangelium forkynder os:At vi i Jesus har fået et lys, et lys, som er tegn på Guds kærlighed til os, hans nærhed  til os, og omsorg for os.  Med det lys i hånden skal vi gå frem i vores liv, ligesom det også blev sunget om i begyndelsen af gudstjenesten i dag:

Gå i mørket med lyset.  Gå i visheden om ikke at gå alene, gå i mørket kom.  Gå for andre med håbet, gå med sultne og trætte.  Gå så bange med modet, gå med alt hvad du tror, natten bliver lys som dagen, gå på Herrens ord.  Gå lad hjerterne synge, gå med kærlighed.

Med lyset kan vi gå frem uden frygt for mørke og undergang.   For Gud vil ikke mørket men lyset. Barnet i Betlehem er Guds lys hos os. 

Amen