Luk 2, 1-14

Salmer:120, I decembermør.,104, En stjerne skinner, 121

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

At rejse i tiden er et fænomen vi her ind under jul er blevet præsenteret for. I hvert fald, hvis vi har fulgt Dr s julekalender tidsrejsen. Det er et slags eventyr, hvor vi  møder  Sofie på ca. 13 år. Siden sidste jul er der for hende sket det, at hendes forældre er blevet skilt.  Og det er hun meget ked af. Når de nu skal fejer jul vil hun gerne, at alt er som før og de kan holde en hyggelig familiejul alle sammen.   Sofie er en meget klog og lidt speciel pige, der interesserer sig meget for fysik, og laver mange forsøg sammen med sin farfar.

En dag får hun besøg af drengen Dixie, som kommer til hende med en tidsrejsemaskine, en gyro. Dixie fortæller efter en tid, at han kommer fra fremtiden fra 2044 og gyroen, han kommer med, er opfundet af Sofie, hvilket hun er berømt for i den fremtid han lever i. Det giver Sofie den ide, at hun vil rejse  tilbage til forældrenes ungdom og søge at ændre på forskellige ting, så de bliver nogen der ikke er så forskelige i stil, at de vil ende med at blive skilt.

Men det viser sig, at de får lavet rod i flere ting, så meget mere er forandret, end hensigten var, da de vender tilbage til 2014. Da de på en ny tidrejse prøver at ændre på det, er der noget andet, der går grueligt galt i den nutid, de vender tilbage til, og Sofie opdager, at det er noget meget farligt, hun har begivet sig ind i med det tidsrejseri. Og hun ønsker kun at få tingene på den rette plads igen.

Sofie kommer til at sætte pris på det nu, som hun lever i, også med det, der er  svært.

Sofie opdager på den hårde måde, at selv små begivenheder i fortiden kan få stor betydning for det liv, vi lever lige nu, Og hun bliver opmærksom på, at det, vi gør lige nu ligesådan har konsekvenser for den fremtid der kommer.

Historien om Sofie kan minde os om, at selv om vi måske af og til kunne ønske os at gå tilbage og ændre på noget, så er det godt, at vi ikke har den slags muligheder, for det ville give os ansvar for nogle ting, som vi ikke er i stand til at overskue.

Vi kan ikke rejse tilbage og lave om på noget, der var, og vi kan heller ikke i konkret forstand rejse ind i fremtiden. Vi er her og nu, og det vigtigste er, at gøre det så godt som muligt med de vilkår, vi nu har.

Det vi kan, hvis vi vil rejse i tid på en positiv måde, det er, ikke konkret, men i tanken og fortællingen at rejse tilbage til noget der var og skete engang og søge at  gøre os klart, hvad det betyder  for os nu.

Og det er jo det vi gør, når vi fejrer jul.   

Det gør vi når vi lytter til juleevangeliet, som tager os med 2000 år tilbage i fortællingen om Josef og Maria, om kejseren og folketællingen, om vandringen til Betlehem og om fødslen af barnet i stalden, om hyrderne på marken og englenes sang.

Når vi lytter til det, da er det som om vi stiller os sammen med hyryderne, da de kom til stalden og kigger på barnet og grunder over, hvad det barns fødsel betyder for os. Grunder over englens ord om ikke at frygte men tage imod glæden og freden i dette barn.  

Sådan en slags tidsrejse skal der til, når det er jul. Ikke for at flygte til en fjern fortid, men for at få fat i den betydning det har for vores nutid.      

En betydning af julen er, at der ikke kun udenfor -men med jesusbarnets fødsel også i vores verden er en kærlighed af Gud. En kærlighed, som kan fordrive den frygt, som et menneskeliv er fyldt af. Som vi så og hørte i konfirmandernes lille spil,  så er der meget både stort og småt  som kan fylde vores liv med frygt.

Men samtidig findes der en kærlighed, som kan overbyde frygten eller få den til at  blive den mindste af de to. Det er Guds kærlighed til os, og det er den kærlighed, som kan finde sted og blive til handling mellem mennesker.

Kærligheden er større end alt, hvad vi kan frygte for. Det er den besked som blev sendt ind i verden med Jesu fødsel julenat og med hans liv og virke, hans død og opstandelse.

Netop på denne juleaften i år synes jeg også, vi skal tage en tidsrejse i tanken og fortællingen 100 år tilbage og ned i Europa til grænseegnen mellem Tyskland og Frankrig.  I aften for nøjagtig 100 år siden, juelaften i 1914 skete der noget helt særligt der.

1. verdenskrig var begyndt sidst på sommeren i 1914.

Mange troede først, at den krig, som det var svært at gennemskue årsagen til, kun ville vare et par måneder, men da det blev jul sad soldaterne fortsat i lange, våde og kolde skyttegrave på hver sin ide af en linje, uden at linjen i lang tid var blevet flyttet til hverken den ene eller den anden side. På den ene side tyskere og på den anden side franskmænd og englændere.  Der havde været hårde kampe og mange var døde. 

Området mellem skytte gravene var ingenmandsland, som man kaldte det, fordi ingen mand kunne gå derud i dette ubeskyttede område uden at regne med at blive skudt ned af fjenden. I ingenmandsland lå der mange døde fra begge sider i krigen. 

Det er beskrevet af flere forskellige, hvad der skete. Og noget lignende skete flere forskellige steder på den mange kilometer lange linje.

En franskmand fortæller, at det var en særlig kold juelaften bidende frost og  enkelte snefnug der dalede ned. Der havde været meget hårde bombninger både den 22. og 23 dec.  Den 24. tog det lidt af, men der var rygter om at tyskerne ville angribe juledag, så meget måtte gøres klar og alle var på deres post.Hen sidst på aftenen fik de ro til at fejre lidt jul i skytte graven. Åbnede pakker, de havde fået hjemmefra og drak et glas med hinanden. 

Så begyndte en at synge en julesalme, og snart stemte alle i. De sad der i skyttegraven  mærkede en form for hjemlighed ved at synge de julesalmer, som de alle havde med derhjemme fra. Da sangen var færdig hørte de pludselig noget  fra den anden side. Nu sang tyskerne juelsalmer i deres skyttegrav, salmer som franskmændene ikke kendte  og på et  uforståeligt sprog, men de vidste,  hvad de handlede om, og  de sad stille og  lyttede, og mærkede pludselig et fællesskab med disse mennesker, fjender, på den anden side.  De så også at tyskerne stillede et par juletræer op på kanten af skyttegraven. 

Pludselig hørt de en stemme derovrefra, der råbte på nogenlunde forståeligt fransk: Hej i franskmænd kom frem fra jeres løbegrave, man slår ikke hinanden ihjel på en juleaften. Men vi var bange for, at det var en fælde, fortæller franskmanden, så vi råbte tilbage, at de måtte komme først frem så. 

Pludselig stod der en tysk officer uden våben, som med forsigtige skridt gik fremad i ingenmandsland og et øjeblik efter stod en fransk officer der også i ingenmandsland og de hilste på hinanden.

En for en kom soldaterne frem fra skytte gravene op i ingenmandsland, hvor de hilste, talte, bød hinanden cigaretter eller en drik.  Fortalte vittigheder.

De besluttede at begrave alle de døde, der lå der og  de arbejdede sammen om det natten igennem. Da de var færdige var det blevet morgen.   De havde endnu nogle ting, de ville veksle og bytte med hinanden, men så begyndte kanonerne at tordne og de ilede tilbage til hver deres skyttegrav.

Sådan er den beretning. Fra andre beretninger forlyder det, at nogen steder blev der sågar spillet en form for fodboldkamp mellem tyskerne og englænderne i ingenmandsland i denne julenat i dag for 100 år siden.

De følgende år var der stadig skyttegravskrig. Men der skete ikke noget lignende på disse juleaftener.

Da havde krigen varet så længe og indeholdt så mange grusomheder, at de ikke kunne vise hinanden den tillid.

Men beretningerne om julefreden 1914  står som en lysende perle i historien. Ja vi kan sige, at den står som en rød rose, der er brudt frem midt i meningsløsheden.

I julenatten gik det op for disse mennesker, at der var mere, de havde til fælles end det, der skilte dem ad.

I den nat brød kærligheden og fællesskabet frem og fordrev deres frygt for hinanden - for en stund.

Og det kan være godt i tanken og erindringen at rejse rundt i tiderne for at fastholde den slags glimt af, at kærligheden fordriver frygt for en stund.  

Den slags begivenheder har spor af den kærlighed, som Gud satte ind i verden, da hans selv kom som et skrøbeligt barn i en voldsom verden.

I julen fejrer vi en særlig form for tidsrejse, nemlig den rejse, hvor Gud i sin søn Jesus rejser fra det ubegribelige og ind i vores tid og vores rum, for at hans kærlighed nu og i evighed kan være om os, være i os og vokse mellem os.

Det er den dyrebare rose, vi få til jul.  

Amen.