Vi er lykkelige
Vi er i hvert fald de lykkeligste.
Resultatet af den internationale undersøgelse har overrasket mange kommentatorer. For der er også mange som har det skidt, er stressede, får antidepressiv medicin, er afhængige af alkohol og andre rusmidler, bliver skilt osv. Alligevel synes de fleste, at vi faktisk har det meget godt. Når bare vi har arbejde, er raske, og familien fungerer. Eller også har vi bare bestemt os for, at den måde vi har det på, er lykke. Sådan en jævn god lykke, som på en skala fra 1 - 10 kan give en 7 - 8 stykker. Det forklarer, at vi samtidig kan have en længsel efter den vilde lykke, forelskelsen, meningen, beruselsen, som man så måske forsøger at ryge eller drikke sig til.  

Lad mig fortælle en lille historie om en rose. Der sad engang en gammel kone på gaden i Paris og tiggede.  Hun så ikke på de forbipasserende - bad ikke om noget og sagde heller aldrig tak. Altid sad hun det samme sted og rakte blot hånden frem. Hver dag gik en mand og en kvinde forbi. Hun gav tit et par mønter.  - En dag sagde manden: Vi burde give noget til hendes hjerte ikke bare til hendes hånd. Et par dage efter tog tyskeren en nyudsprungen rose med og lagde den i tiggerskens åbne magre hånd og ville gå videre. Da indtraf det uventede.  Tiggersken så op, så på giveren, rejste sig møjsommeligt fra jorden, greb efter den fremmede mands hånd, kyssede den og gik sin vej med rosen. En hel uge var den gamle kone borte, og de talte om, hvem der nu gav den gamle noget. Otte dage efter sad tiggersken der igen på sin vante plads. Som tidligere var hun uden ord, og atter viste hun kun sin nød ved at række hånden frem. Hvad har hun dog levet af i de dage, hvor hun ikke har fået noget. Og manden svarede - Af rosen.  

Man kan leve af en rose.  - den kan ganske vist ikke spises. Men den er smuk. Og når så et andet menneske giver mig noget smukt, betyder det noget. Jeg har set dig. Du er et menneske ligesom jeg. - det er vel det, mandens rose kommer til at betyde for den gamle tiggerske. - Det giver hende mening i flere dage.  

For mig kan historien om rosen og tiggersken være en nøgle til juleevangeliet. Gud lægger sit sin søn i vore hænder. - Jesusbarnet er rosen. - Og med den gave siger Gud til ethvert menneske: Jeg har tillid til dig.  Jeg tror på dig. Uanset din lykke eller ulykke, så er Jesus, som Guds søn, en gave til dig.    

Det er ikke fordi, der mangler problemer i julehistorien.
Der er for det første det, at Maria bliver gravid. - Hun er forlovet med Josef. De har lovet at være hinanden tro. Og så bliver hun med barn uden hans medvirken. Josef kan melde hende. Eller andre kan gøre det. Og så lurer den offentlige fordømmelse i horisonten. Han kunne skille sig fra hende. Utallige er de kvinder som er blevet forladt, ydmyget, skamferet og måske stenet af nogle ægtemænd, som ikke var tilfreds med deres kvinder.  Men helt overraskende blev Josef sammen med Maria.  

er der folketællingen med den efterfølgende rejse. Her blev der ikke taget hensyn. Josef og den højgravide Maria måtte gå de 120 km til Betlehem.  

Da de så nåede frem, var der ikke plads. De måtte søge ly i en stald. Her fødte hun sit barn. - Sådan som kvinder har gjort det fra tidernes morgen, Ved selvhjælp. Det går ofte godt. - Men ikke altid. I det område i Tanzania vi har kontakt med, er det op mod 10 % af alle fødsler, som ikke lykkes. - Så enten barnet eller moderen dør.  

Og så der midt i stalden, midt i alle problemerne, alt det kaotisk uoverskuelige, kommer der nogle hyrder og hylder deres barn. Fortæller om deres syner og om de ord, som englene har talt, at der er født en frelser.  

De ord gemte Maria i sit hjerte, står der.
Det er bare helt vildt, dette her.
Først folketællingen, så afvisningen i Betlehem, så fødslen i en stald. Der var ingen engle der sang halleluja for hende. Der var kun den fysiske smerte og fortvivlelsen over at være alene om det. - Da kom der med et nogle mænd ud af mørket og fortalte om engle og deres ord.  
- De ord gemte Maria i sit hjerte.
Det hun gemte i sit hjerte er grundhistorien i julefesten, hele verden rundt.   

Selv vidste barnet vel intet. - For som baby havde han ikke nogen viden om noget. Men det fik han måske senere. Han har vel spurgt sin mor om sin fødsel. Og så hun har fortalt ham om det, for hun gemte alle disse ord i sit hjerte. - Og det man gemmer der, glemmer man aldrig. Hun fortalte, at det kunne være gået grueligt galt. Men det gik faktisk godt. Det må have været som at få en gave, der med et slag forandrer alt. Som skaber mening midt i meningsløsheden. Som skaber glæde midt i smerten. - Og er sådan en oplevelse ikke det nærmeste, vi kan komme lykken?  

Vi må aldrig glemme disse grundhistorier. Mange gamle sydafrikanere, både sorte og hvide har fortalt historien om Mandela til deres børn og børnebørn. Han blev dømt for sin kamp mod det hvide apartheidstyre. Han blev idømt en livslang fængselsstraf. Det var meningen, at han skulle blive ødelagt i fængslet på Robben Island. - Både fysisk og psykisk. Men 27 år efter blev han den nøgleperson, som skulle hjælpe landet ind i en fremtid uden forskelsbehandling. Han blev senere landets præsident. Og da han for snart en måned siden døde, samledes høj og lav fra hele verden for at hylde hans lederskab. - Det, at han ikke lod sig fange ind af hævnens tankegang men i stedet hævdede menneskes værdighed og ret til at leve sammen med hinanden i frihed og fred. Det har mange mennesker gemt i deres hjerte, og fortalt videre. Sådan kan livet overraske. - Om det er lykke, ved jeg ikke. Men det giver mening.  

Sidste år blev en 14 årige pige skudt i hovedet på vej hjem fra skole. Hun hedder Malala og voksede op i Swat - dalen hvor Taleban har magten. Taleban gør alt hvad de kan for at forhindre piger i at få en uddannelse. Men Malala ville gå i skole og lære noget og begyndte allerede som 11- årig at kæmpe for sin ret som kvinde ved at skrive på nettet om kvinders liv i Swat - dalen. En fra Taleban skød hende for at dræbe. Men på mirakuløs vis blev hun reddet ud af landet og behandlet i England. Nu rejser hun verden rundt med sin historie. Denne pige regnes i dag for en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Det er fantastisk. Sådan kan livet overraske. Om det er lykke, ved jeg ikke. Men det giver mening. - Husk det. Det er en historie til dit hjerte, som du kan fortælle videre til dem, der betyder noget for dig.  

Sådan en fortælling er som en rose i hånden. Den mætter ikke i maven. Men den giver mening. I forhold til lykke er mening vist meget vigtigere. Lykke er som et spøgelse, som først er der, når det har været der. - Lykken er som et spøgelse, siger Søren Kirkegaard, som først er der, når det har været der. Den store forskel mellem lykke og mening er for mig at se, at lykken ikke kan findes mit i ulykken. - Men gør meningen. - Den tåler modstand og smerte. Den kan også findes midt i meningsløsheden.  

Hvis du i dag bliver spurgt, om du er lykkelig og skal give svaret med et tal fra 1 til 10, svarer du måske 5, 7 eller 9. Og det kan være godt nok. Også Jesus kunne bryde ud i jubel og lovprise Gud, som var han lykkelig. - Det gjorde han faktisk en dag, da alle mulige små eksistenser var samlet om ham og hørte hans forkyndelse. Men for ham var meningen med hans liv det vigtigste. Han levede sit liv, ikke for sin egen skyld men for vores skyld. Det gjorde han for at fylde vores liv med glæde. Og det lykkes ham. Trods hån og had, trods smerte og død levede han kærligheden ud ind til sin død. Med sin opstandelse fra de døde er hans liv og hans kærlighed uden ende. Og glæden er fuldkommen. Lige til at dele med os.  

Det oplevede Maria den nat og det gemte hun i sit hjerte. Det oplevede disciplene ved Jesus opstandelse og det greb dem om hjertet, så de aldrig glemte det. Den gave rækkes med julen til os og lægges i vores åbne hænder. og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.