Rosen er en smuk blomst. En af de smukkeste måske. Med stærke dybe farver, mange blomsterblade. Og med en dejlig duft. Man kan give en rose til et menneske, man holder af. Det er en populær gave. Til konfirmanden, studenten og måske kæresten. Rosen er symbol på kærlighed. Hvis man er den heldige modtager af en rose... Så ved man, at der er en, der holder af en.  Og den elskede, - ja, det er mig, som modtager rosen.  

Vi holder i år jul i rosens tegn, kærlighedens tegn For Gud er kærlighed, skriver evangelisten Johannes i det 1. brev. Derfor sendte han sin søn til verden. For således elskede Gud verden. Frygt og angst er kærlighedens modsætning. Frygt og angst har med straf at gøre. Den kommer, når noget truer og skræmmer os.  

Og jeg skal da lige hilse og sige, at det har været meget af i den sidste tid. Halshugninger for åben skærm; flygtningestrømme som overgår alt siden 2. verdenskrig, Ebola i Afrika, chokerende temperaturstigninger på hele kloden med deraf følgende voldsomt vejr, og genopståen af den kolde krig. Og hvis ikke det skulle være nok, kan vi tage alt det hjemlige med, arbejdsløshed, skilsmisser, sygdom, ensomhed, døde og sårede i trafikken, misbrug osv.  

Jeg har tænkt på, om ikke frygt kan sammenlignes med feber. Når man får feber, har det sin årsag i noget sygt, som har ramt kroppen. For at imødegå det syge mobiliserer kroppen et modangreb og det kan give feber. Feberen er altså ikke i sig selv noget ondt. Den er en relevant reaktion på noget ondt. På samme måde kan frygt være en naturlig reaktion på noget frygteligt; noget, der truer os, rammer os. Frygt er en slags alarmberedskab, som skal sætte os i stand til at handle relevant som forsvar mod noget uønsket udefra.  

Men frygt skaber ikke kærlighed. Hvis en lærer truer sine elever, forsvinder elevernes evne til at lære noget. Rasler chefen med fyresedlerne, fjerner han samtidig arbejdslysten. Bliver regnskabstallene røde forsvinder incitamentet til investeringer. Frygter man sin far eller sin mor, bliver forholdet til dem aldrig rigtig varmt. Er man bange for sin kæreste, bliver det småt med kærligheden. For kærlighed giver ikke frygt. Og frygt giver ikke kærlighed. De er hinandens modsætninger. Men den fuldendte kærlighed kan fordrive frygten. Det ved vi fra Jesus Kristus.  

Frygt ikke, sagde englen til hyrderne på marken. Naturligvis blev de bange for det pludselige lys. Men det budskab, som englen fortalte, var ikke frygteligt. Men det modsatte. Hele evangeliet klinger med, når englen siger "Frygt ikke". For den voksne Jesus var ikke skræmmende. Han mødte fattige, forskræmte, fordømte og forladte. Mennesker, som var såret på krop og sind. Og han lod sig heller ikke skræmme. Han undgik ikke nogen men engagerede sig og hjalp mennesker med det, som var svært. - Fandt muligheder og udveje, selv når alt syntes håbløst. Han blev drevet af en kærlighed, ubegrænset, hvormed han var kommet til verden. Frygt derfor ikke, sagde englen. For i dag er der født jer en frelser. Han er Kristus Herren. - Det er en stor glæde til hele folket. - Ikke kun til dem i Israel. Ikke kun dem i Palæstina og Gaza. Men til alle folk. Jøder og grækere, mænd og kvinder, træl og frie, - En frelser, der vil fred blandt mennesker. For Gud er fredens Gud.  

Jesu modstandere, kristendommens modstandere er ofte troende mennesker. De tror på Gud, men måske en anden Gud? Det er som om, de staver Gud med lille g. Gud med lille g er en gud, som man selv laver, selv opfinder og digter sig til. En sådan en gud bliver en gud, som ligner os selv. Hvis man går i for små sko, kommer gud også til at gå i for små sko. Hvis man er imod udvikling vil Gud også være imod udvikling. Hvis man har fjender, har Gud de samme fjender. Er man imod homoseksuelles ret til at være som de er, har gud de samme tanker. Hvis man mener, at ondt skal fordrives med ondt, finder man de samme træk hos Gud som både gengælder, hævner, straffer alt det, som er forkert. Der er mange i både fortid og nutid, som staver gud med lille g.  

Jesus staver Gud med stort G. Og han lærte mennesker at gøre det samme. - han lærte os at sige Far til Gud, tillidsfuldt og åbent som det lille barn siger Faaaarrrh! Han fortalte os om Guds nåde og barmhjertighed og lærte os om tilgivelsen. Gud stavet med stort er ikke frygtelig. Han er kærlig. Og kærlighed fordriver frygt.  

For 3½ år siden fredag den 22. juli 2011 blev Norge rystet af en bombeeksplosion i Oslo Centrum og en efterfølgende massakre på unge, som var på politisk sommerlejr på Utøya. I alt 77 blev myrdet af en enkelt menneske, som havde tildelt sig retten til at straffe hele det norske folk for en efter hans mening "forkert" politik. De følgende dages reaktion var overvældende. Chok og sorg fik folk på gaden. I medfølelse med de dræbte og deres familier og i protest mod det, som var sket.  Oslos borgmester var tidligt ude med det budskab, som kom til at karakterisere folkets reaktion: "Ondskab kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et helt folk". - Og en af de unge, som overlevede Utøya kunne på CNN sige:  Hvis én mand kan vise så meget had, så tænk, hvor megen kærlighed, vi sammen kan vise. Et par dage efter blev det kaldt til Rose rally over Facebook. Det officielle Norge havde arrangeret en march gennem Oslos gade og opfordret til at medbringe en rose. Det blev aldrig en rigtigt en march for der kom så mange mennesker, at man slet ikke kunne komme til at gå. Roserne og alle de andre blomster blev både lagt ved de officielle mindesmærker og brugt til at dekorere metalhegn og afspærringer omkring regeringskontorerne og alle steder i byen. Begivenheden den 22. juli 2011 kunne have fået samfundet til at overtage volds-mandens metoder af frygt og angst for gentagelser, sådan som vi har set det så mange andre steder i forbindelse med terror. Nordmændene viste i de dage en anden mulighed ved at møde frygt og angst med sammenhold og fællesskab. - Det onde fik ikke fæste. Frygtens, voldens og hadets logik fik ikke plads i det offentlige rum.  Tværtimod blev blomsterne udtryk for tro på og håb om en menneskevarm fremtid i respekt for det enkelte menneske. På den måde blev det sandt, at kærligheden fordriver frygt.  

Hvor får vi modet fra, kunne man spørge. Det får vi i mødet med det andet menneske. Når vi møder hinanden frit og åbent, kan livet åbne sig og blive smukt og rigt. Som når en rose pludselig bliver rakt os. Dette andet menneske kan være Jesus fra Nazareth. - Han kom ikke til os som Gud med stort G. Og heller ikke med lille g. - han kom til os som menneske, menneske stavet med Stort. Som Menneskesøn. - Dette er vel den store hemmelighed med julens evangelium. At Gud møder os i øjenhøjde. Som menneske til menneske. Han møder os som et lille barn - et lille barn, præcis som vi selv har været det. Det som denne søn af menneskene, han møder os og gør livet stort ved sin kærlighed til os. - Med sin velsignelse. - Og denne kærlighed fordriver frygten.  

Det vil jeg fortælle en historie om, som skulle være sandfærdighed.  

En aften var en kvinde på vej hjem fra en fest i København. Det var vældig sent, og der var ikke mange mennesker på gaden. Det generede hende ikke. Hun trængte til lidt frisk luft og til at få rørt benene. Men så får hun fornemmelse af, at der er nogen der følger efter hende. Det er ikke rart. - Hun drejer om et hjørne - skifter retning og tænker, at så er han væk. - Men det er han ikke. - Det bliver efterhånden tydeligt, at han følger hende. Det sætter tanker i gang. - Hvad vil han mig, jeg er kvinde, han er mand. Det er midt om natten. -  Det er ikke godt. Hendes hjerne arbejder på højtryk. Håber vel at nogen dukker op og kan komme hende til hjælp. Det er der ikke.  Og nu er der ikke længere tvivl i hendes sind. - Det er hende, der er målet for hans færd.  

Med ét vender hun sig om. Ser på ham, direkte i ansigtet. Han bliver vist også forskrækket. - For nu ser han jo hende og ikke bare en krop. Da er det hun siger:  Herren velsigne dig og bevare dig og give dig fred.  

Pludselig er situationen ændret. Manden vender sig og forsvinder. Man kan ikke gøre det menneske ondt, som man møder åbnet, ansigt til ansigt og bliver velsignet af. Hvor fik hun ideen fra. - Fra Jesus vel, som sagde: velsign dem, der forfølger jer. Hvor kom modet fra. - fra hans styrke og power til at møde det onde med det gode. Den bliver givet - med Guds velsignelse. Ved at have Gud i ryggen. Det er med denne velsignelse, vi kan ønsker hinanden glædelig jul.          

Lad os bede. Vor Gud og Far. Vi takker dig for, at du kom til verden som menneske og blev som en af os, for at møde os hvor vi er med din kærlighed, som kan besejre frygt og angst. Mød os med din velsignelse. Giv os mod til at tro på og håb om det kommende fællesskab i din fremtid,  hvor glæden er uden ende. Du som kender os, bedre end vi kender os selv. Hør os i det vi beder om, når der nu bliver stille.  

Vær med dem som er truet og trængt af sygdom og smerter, og for dem som er fanget i fattigdom og sult, af arbejdsløshed og hjemløshed, meningsløshed og savn. Vær med dem, der har mistet og sørger over én, de havde kær. Vær med dem som har det svært med sig selv og med andre. Vær lys i vort mørke, så vi ser en vej frem.  

Vær med dem som lever midt i dens rædsler og vær med dem, og med dem som er på flugt fra forfølgelser p.g.a tro eller etnisk oprindelse. Vær med ofrene for krigene i Syrien og Irak og alle steder, hvor had og vold skaber ødelæggelse og død. Hjælp os til at sammen at finde vejen til fred og forsoning.  

Velsign vort land og bevar vort folk, med øvrighed og demokrati, lokalt, nationalt og internationalt. Vær med os alle i det vi har ansvar for. Hjælp os til at bruge vores magt og indflydelse retfærdigt og kærligt for alle.  

Velsign kirken ud over hele jorden, - Vore samarbejdspartnere i Cambodia, Tanzania og Letland og i vort eget sogn. - Send din Helligånd til os, at vi kan mødes i åbent og frit uden frygt og angst. - Fyld os med din kærlighed. Amen.