Nu ser vi i en gåde. Men engang skal vi se ansigt til ansigt. Dette håb, denne vision fra 1. kor har vi valgt at gøre til vort juletema i år. Vi skal se ansigt til ansigt, vi skal mødes åbent og frit uden frygt og angst. Ingen behøver at se bort eller vende blikket ned, eller hvad vi plejer at gøre for at undgå hinanden. Til den tid er det ikke nødvendigt at undgå nogen. Kærligheden vil sejre. For kærligheden hører aldrig op.   

Dette håb er blevet tændt med Jesus. Han mødte mennesker ansigt til ansigt. Og han fyldte deres liv med indhold og mening. Hans engagement og kærlighed til mennesker syntes grænseløs. Hverken ondskab eller død kunne standse ham. Med opstandelsen fra de døde er det blevet sandt, at kærligheden aldrig hører op. Derfor fejrer vi hans fødselsdag. - I håbet om at skulle mødes ansigt til ansigt, med ham og med hinanden.   

Når man kommer ind i Abildgård Kirke kan man næppe undgå at se ham. Billedet er en gengivelse af en ikon i Hagia Sofia i Istanbul.  Vi ser ham. Han ser os. Det er gensidigt. Vi ser hinanden. Sådan er det at gå til gudstjeneste. Vi ser og bliver samtidigt set. Han stirrer på mig, sagde en konfirmand. - Det ved jeg ikke. Men han har løftet sin højre hånd til velsignelse. Det er Guds milde ansigt, som vi ser. Han er Guds søn. Når vi ser ham ser vi Gud. Og han ser os. Men ikke alene os. Han er kommet for at frelse verden. Og det har vi antydet med de mange ansigtsprofiler på kirkens vægge. - Hvert ansigt er fyldt med billedet af mennesker.   

Vi er mange. 7 milliarder, siger man, på denne ene klode. Det er mange. Det er 7.000 millioner. Vi er i Abildgård 7.000 medlemmer af Folkekirken, godt og vel. Dividerer man 7 milliarder med 7.000 i Abildgård, tæller hver af os for 1 million. Vi kan også sige det på en anden måde. Vi er måske 500 i aften. Hvis hver af os tæller for 1.000.000 så er vi 500.000.000. Gange tallet med 14 får vi alle jordens nulevende personer i dette nu talt med.  Vi ikke ser samme vej. - Vi ser i alle mulige retninger. Vi har vildt svært ved at enes.   

Vi er uenige om atomkraften. Det blev tydeligt, at et atomkraftværk i Japan brød sammen efter et jordskælv en efterfølgende tzunami. Nu vil tyskerne af med kernekraften. Men franskmændene vil have mere.   

Vi er også uenige om atomvåbnene.  De fleste af os er imod dem. Men andre vil beholde dem for at kunne forsvarer sig mod dem, der af al kraft forsøger at få dem. Vi er simpelthen ikke enige om noget så væsentlig som menneskehedens overlevelse. Klimakrisen splitter os fuldstændigt.  Det som ikke lykkedes i København for 2 år siden kiksede også i Durban i Sydafrika.  Alle vil kun sit eget. Selvom vi ved, at det vil komme til at gå ud over alle i de næste generationer.   

Vi lever på den samme klode som drejer rundt om sig selv og om solen i rasende tempo. Men der sidder ingen ved roret. Ingen der ved hvor det skal ende. Vi ser i hver sin retning. Der er intet samlende midtpunkt for os. Alvoren er ikke gået op for os. Eller måske har vi svært ved at rumme det. Afstanden mellem os er for stor. Vi er for mange.  Tal alene gør det ikke.  Det er kun statistik. Det er ikke noget, man kan se for sig.   

På samme måde som i julehistorien. Kejseren kunne ikke se noget. Han boede langt borte i hovedstaden. Han ønskede at få tal på menneskemængden for at kunne regne ud, hvad han kunne tjene i skat på dem. Han anede da ikke noget om det besvær hans befaling kostede. Han vidste intet om en Josef og en Maria, som snart skulle føde sit første barn.   

Folk i Betlehem så heller ikke noget. Det kom så mange, så de bare sagde nej. Måske så de slet ikke Josef og Maria. Så ikke, at hun var højgravid. Vi har ikke plads.  Men kom igen i morgen. Til sidst måtte de søge ly i en stald.   

Det er en fuldstændig vild historie om en ung pige, som skal føde for første gang. Hun skal selv finde ud af det. - Helt alene om det, uden sin mor eller en jordmor, og andre kvinder, som ville kunne hjælpe og trøste hende.   

Der i mørket bliver barnet født. Det bliver svøbt og lagt i en papkasse, i en plastikpose, i en krybbe, sådan som uendeligt mange børn bliver født i fattigdom foragtede og til overs det sted, hvor de er.   

Nu sker det engang imellem, at kameraet finder et lille barn, som lider under både sult og sygdom. Så kan billedet af dette barn på et øjeblik nå hele vejen ind i vores stue og møde os ansigt til ansigt. Så sker der noget. Måske bliver vi berørt og sender et bidrag som Nødhjælp. Eller også bliver vi irriterede og vælger en anden kanal.   

Et ansigt er noget ganske særligt. Det er det mest levende ved et menneske. Tøjet, håret, kroppen betyder ikke nær så meget som dit ansigt. Det er her du er dig. Man bliver åben og ærlig, når man mødes tæt på. Og man behøver ikke at kende hinanden. Man taler ordentligt og tillidsfuldt, også med den vildt fremmede, man møder i toget eller på gaden.   Det ligger dybt i os. - Mennesket tæt på kalder det bedste frem i os. Mødet ansigt til ansigt rører ved noget af de stærkeste kræfter i os.   

Da massemorderen på Utøya begyndte at skyde efter de unge, viste han ingen nåde. Han sigte og ramte som en jæger rammer sit bytte. 69 døde og mange flere blev såret.  En af de overlevnede har fortalt at gerningsmanden stod på stranden og skød på de unge, som forsøgte at svømme væk fra øen.  Alle skal dø, råbte han.   »Han så også mig og sigtede. Og det gjorde han længe«, Men så hørte han en 11-årig dreng. »Skyd ikke på ham, nu har du skudt nok. Du har dræbt min far. - Vær så venlig ikke at skyde, lad os være«. Den 11-årige blev ikke skudt. - Massemorderen gik et andet sted hen. - Hvorfor kan man spørge. Måske fordi drengen ikke flygtede. Han gjorde front mod drabsmanden og mødte ham åbent og ærligt, ansigt til ansigt Det vil være i strid med det dybeste lag i os, at dræbe den, man møder åbent og frit.    

Vi har brug for mennesker som denne dreng. Som hinsides frygt og angst står frem og siger det som det er. - Nu holder du op. Drabsmanden må have set det hele for sig som på en film. Men så dukker et drengeansigt op og afbryder filmen for et kort øjeblik. For man dræber ikke et menneske, man møder ansigt til ansigt.   

Det var vel det, han selv gjorde. Jesus fra Nazareth. Gang på gang. Nu holder I op med jeres fordømmelse. - Også han eller hun Abrahams søn eller datter. Læg nu det målebånd. I kan ikke engang selv leve op til de krav, I stiller andre. Hjælp i stedet ham, der ligger halvdød på vejen. Det kunne jo have været jer selv.   

Jesus flygtede ikke fra døden. Men han gjorde front mod sine modstandere. Han mødte dem ansigt til ansigt. - Han trodsede deres had med tilgivelse. Hans kærlighed kunne de ikke knægte. End ikke døden kunne standse ham. Han er opstået fra de døde og lever nu. - Det er ham vi skal møde ansigt til ansigt. Og vi kender ham allerede. For det er ham der ligger i krybben. Det er hans fødselsdag vi fejrer. Når vi ser barnet i krybben, ser vi Guds milde ansigt. Sådan er Gud. Det ansigt kan kalde det bedste frem i os. Han ligner enhver anden. For han kom til verden og blev som en af os. Når man ser ham, ser man enhver. Og når man ser enhver, ser man ham. Så behøver vi ikke slå øjnene ned eller at se væk. For i mødet med hans milde ansigt tegner der sig et billede af en fælles fremtid. Båret af tro håb og kærlighed. Som et håb om evigt liv og fællesskab i Guds rige og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du som var, som er og som kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. 

Amen