Luk. 2, 1-14

Salmer: 99, 117, 125, 114, 119v3, 118

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spå'de
profetens trøsteord.
Den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Betlehem.

Disse ord har rod helt tilbage i 1400tallet, hvor de var del af en Mariavise med 23 vers. Nu er det første vers af vores elskede korte juelsalme med 3 vers.

Salmen er som et maleri, der tegnes op for vores indre blik. Eller måske som en moderne animationsfilm.

Vi ser et landskab for os, som kunne være Betlehem. Der er mørket, det er midt om natten, og der er koldt, endda frost. Nu er frostgrader ikke det mest almindelige på de breddegrader, men vi kan sagtens se det for vores indre blik - vi kender fra egen erfaring til frossen jord, som vi oplever hver vinter: hård, kold  uigennemtrængelig, stivnet i sin form, umulig at stikke noget ned i. Måske ligger der et tyndt lag hvid rim henover den. Nu er denne frosne uigennemtrængelige jord flyttet om til et mellemøstligt landskab ved den gamle Davids-by Betlehem. Den by om hvilken det hos den gamle profet Mika hed: du lille blandt Judas slægter, fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel.

Det var også i nærheden af Betlehem at Det Gamle testamentes Jakobs elskede kone Rakel, der havde meget svært ved at få børn, fødte sin anden søn Benjamin, og selv døde ved fødslen.  Og ikke langt derfra ligger Betel, det sted hvor samme Jakob tidligere under sin flugt fra hjemmet sov  på en sten og havde en forunderlig drøm om Guds engle, der gik op og ned ad en stige mellem himmel og Jord.  

I denne egn, som rummer både store løfter, tragiske begivenheder af liv og død blandet sammen og stærke gudserfaringer, ser vi for os den frosne uigennemtrængelige jord ved nat.Og pludselig er der noget der begynder at bevæge sig nede ved den hårde jordskorpe. Der går hul i den og en grøn spire skyder op. Spiren baner sig resolut vej gennem jordskorpen og vokser stykke for stykke til en grøn plante, der sætter blade.

Pludselig skyder der også en blomsterknop frem på planten med lidt rødt for enden af det grønne. Og knoppen vokser sig stor og rund og til sidst sprænges knoppen og ud af den folder sig en stor rød rose.

Nu står rosen dér: på en gang strunk og fuld af blidhed. Midt i den frosne jord. Det er stadig mørkt, men lige omkring rosen er der et skær af lys.  

Billedet er en forunderlig blanding af det, der ikke kan ske, og det der sker. Jord bliver kold og fryser til is. Blomster skyder op og sætter blomst. De to ting sker bare ikke samme tid og samme sted.  Men i salmens billede sker det, der ikke sker.  Midt i det, der er helt almindeligt.

Og det er, som salmen siger det, akkurat som det er spået i profetens trøsteord.

Profeten Esjas talte til et folk, der på alle måder vandrede i mørket, i en mørk tid, i mørke begivenheder, som væltede ind over dem. Det folk der vandrer i mørket skal se et stort lys, siger Esajas - til trøst. Lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. For et barn er født os, en søn er givet os. Man skal kalde ham underfuld rådgiver, vældig Gud, Evigheds Fader, Freds fyrste. Det, som profeten spåede om i fortiden, sker nu: rosen, der bryder op af den frosne jord, da barnet i Betlehem bliver født.     

Det var også en mørke og kold og frossen tid det skete ind i.  Romeren sad tungt på magten over det lille land, hvor alt det her fandt sted. Der var ingen menneskelige hensyn, når folk over hals og hoved måtte drage på en lang besværlig rejse for at følge kejserens bureaukratiske anordninger om folketælling.  

Der var strengt taget ingen nåde for den kvinde, som blev gravid udenfor ægteskab, kun udstødelse, måske endda stening. Hvad angår Maria, så var det et rent mirakel, at Marias forlovede havde bevaret forholdet til hende, og ingen forstod hvorfor.    Jaget af sted fra hjemmet på et ubekvemt tidspunkt kom Josef og Maria til Betlehem. Men her var der ingen, der ville åbne deres hus eller herberg for dem. De var reduceret til at være et par numre i den folkemængde, der blev drevet af sted til alle verdenshjørner til tælling. Er der noget der afføder frygt, så er det at være set som et ubetydeligt nummer , som magthavere kan bede om hvad som helst, frataget sin personlie historie og  personlige egenskaber.

De må jo have været bange, da de gik dér, Josef og Maria, i en by, der var dem fremmed og ikke kunne finde et hvilested, da fødslen var gået i gang.   

Og da de endelig fandt et sted, var det med den skarpe staldlugt i næseborene og dér i den snavsede halm at de måtte lade barnet blive født.

Og barnets første hvilested blev ikke mellem rene lagner i en hjemlig stue, men i et fodertrug mellem de sidste rester af dyrenes foder.  Det var en fødsel på jorden som den, de mest udsatte mennesker må opleve.

Men det var en rose, Guds rose der skød frem. Som ethvert nyfødt barn er en dyrebar rose i sine forældres hænder, var dette Guds dyrebare søn født i verden.

Da Gud ville lade sin søn føde på jorden  blev det som en lysende rose i frossen jord  og ikke som en rose i et velgødet og lunt blomsterbed.   

Men hvorfor sådan, kan vi spørge?

Jo, når Gud lod sin søn føde på jorden, så var det for at sætte sin kærlighed ind i verden, så ingen kunne være i tvivl om den, og så ingen kunne være udenfor dens rækkevidde.  Guds kærlighed skulle ikke kun lyse for dem, der går på de bonede gulve, men først og fremmest for dem, der i deres liv er kommet derhen, hvor der er skidt på gulvet.

Når Jesus er født ind i verden som en rose i frossen jord, så betyder det, at Gud er i stalden, i fængslet, i flygtningelejren, i skyttegraven,  på ebolahospitalet, blandt de terrordræbte børn, hos de sultne, hos dem, der er tynget til jorden af sorg.

Gud er der med en kærlighed, der kan få  noget til at vokse, selv dér, hvor der ikke er noget at vokse af. Gud er der med sin kærlighed, som bryder igennem selv det mest uigennemtrængelige, vi kan blive  kapslet ind i.

Og det er en glæde midt i al nattemørket. Det er en glæde, som bringer varme ind  i alle kolde omgivelser. Det er den glæde som englene sang om, da de viste sig for hyrderne midt i deres kolde nattevagt.

En glæde, som er for hele folket.

Og glæden er i dag.
Den er også i fortid og fremtid.
Men englene forkynder, at det er i dag. I dag er der født jer en frelser i Davids by.  Derfor er det i dag, at rosen skyder ferm i netop vores liv.  

Det gjorde den også for hyrderne, der ilede til Betlehem for at finde barnet i krybben.  Og da de havde set barnet og fortalt Maria og Josef om englenes ord, kunne de gå tilbage til deres mark og sige:  Jeg så det, jeg så barnet, jeg så rosen skyde frem.  

Og når vi samles en stund på julemorgenen for at lade billedet af barnet blive til nu i os, så kan også vi måske gå velsignede hver til sit og sige, at også vi så rosen. Det kunne være, at vi ser Guds kærlighed hos os, så vi kan udbryde: en rose så jeg skyde op af den frosne jord.  

for det siger vi

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.