I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Amen.

I begyndelsen var ordet. - Sådan indleder Johannes sit evangelium. Han skriver om begyndelsen. Men jeg tror han har skrevet det til sidst. Han skriver evangeliet længe efter påskebegivenhederne i Jerusalem. Han skriver i lyset af Jesu opstandelse fra de døde. Johannes vil fortælle om frelsen, som er blevet til virkelighed med Jesus fra Nazareth. Som det sidste, skriver han forordet og sætter Jesu ind i det kosmiske perspektiv. Historien om Jesus begynder med skabelsen. Ja, før skabelsen. I begyndelsen var ordet. Ordet var allerede før begyndelsen. Og Ordet var hos Gud. Ordet var Gud. Alt er blevet til ved ham. Alt bærer altså hans mærke. Alt. For uden ham blev intet til af det, som er. Alt det levende har sit liv fra Ham. Og livet er menneskers lys.  

Det er heltstøbt og fuldstændigt. Men pludselig tales der om mørke. Mørke som livets modsætning. Hvorfra det kommer står fuldstændigt uformidlet. Der er hverken syndefald eller æbler. Frugterne fra kundskabens træ er ikke omtalt. Men pludselig og uformidlet er mørket der. Og med det ukendskab og afvisningen af ham, hvori alt er blevet til.  

Det er dette ord, der blev kød og tog bolig i blandt os. Slog sit telt op hos os. Det er Jesus, der er Ordet. Han, som er Gud, er blevet menneske. Helt og fuldt, af kød og blod. Født af sin mor, Maria. Født af en kvinde, som ethvert andet menneske.  

Dette budskab må i samtiden være blevet hørt fuldstændigt anderledes og provokerende provokerende. De kristne levede i græsk- romerske byer, hvor man var præget af den græske filosofi med Platon og Aristoteles. Provokationen har ikke noget med det guddommelige at gøre. Det er helt ok med både Gud og evighed. Her er kosmos. Og det længes vi alle efter. Det er verden der er problemet. Verden er efter græsk opfattelse blevet til ved et fald. Her hersker tiden og med den forgængelighed og forfald. - Alting går itu. Intet har bestandighed. Her i verden råder kaos. Behov og drifter af alle slags styrer vor adfærd og fører os i fordærv. I den græske verden har man et meget mørkt og dystert livssyn.  

Men den Gud, Johannes fortæller om, er helt anderledes.
1) Gud skabte verden og så at det var godt. Alt sammen som var det "made i Heaven"
2) Gud er selv gået ind i den verden og er blevet kød og blod. Han har levet sit liv som en af os. Han er helt menneske, siger vi for at understrege hans menneskelighed. Han er altså både Gud og menneske i en og samme person.  

Dette budskab stråler ud af billedet af Jesus og Maria, som vi i år har som julebillede. Jesus er et barn. Man ser det af hans størrelse. Han sidder på sin moders skød. Men hans ansigt ser ud som en voksen. - Og det er som voksen han løfter sin højre hånd til hilsen med tegnet på den treenige Gud.  Tegnet med fingrene. Kunstneren har med sit billede gjort det aldeles tydeligt, at barnet er verdens frelser.  

Juleevangeliet efter Lukas har en anden karakter. Han fortæller ud af det hårde liv, hvordan Josef og Maria måtte rejse helt til Betlehem for at blive registreret i kejserens folketælling. Han fortæller om fødslen i en stald, fordi man ikke havde plads til ham. Det er den jul vi samles om i Danmark. Vi udfordres af den barske historie og glæder os over, at det alligevel gik godt. Vi glæder os over englenes besøg hos hyrderne og deres efterfølgende besøg i stalden.  - Vi synger sammen med englene halleluja. Vi ser barnet som en søn af menneskeslægten. Som en menneskesøn. Vi ser i barnets milde ansigt billedet af ethvert barn. Vi forstår, at han er et menneske som enhver anden.  

Det er godt. Men det kan ikke stå alene. Pointen er, at han også er Gud. - Det er Gud, der er blevet menneske. Og derfor har han noget med sig ind i verden. Et overskud, som han vil dele med os. En magt eller en kraft, hvormed han kan frelse verden. Et midtpunkt, som kan få os til at se det samme sted hen.    

Vi er 7 milliarder på denne klode. Budskabet om Jesu fødsel er fortalt til mig, til os. Men ikke alene. Hele menneskeheden er tænkt med. Men vi er ikke enige om ret meget.  - Religiøst er kun 1/3 af os kristne. Politisk går det i alle retninger. Så hvordan skal vi forestille os frelsen fra fortabelsen. Hvordan gøre det troværdigt, at han ikke alene har skabt os men også vil fuldende det, han har begyndt. - Er der noget samlende for menneskeheden, noget der forener os?  

Ja.  Kærligheden spiller en stor rolle i alle menneskers liv. Det er det bedste ved livet for alle, tror jeg.  Fordi det altid kommer først.  - Tillid, spontanitet, åbenhed kommer altid først. Og det kommer bag på os.  - Det er først bagefter vi får mobiliseret alt det, hvormed vi kan nedgøre den anden. Umiddelbart reagerer vi positivt.  Kærlighed med tillid, tro og åbenhed kommer først. Og den kommer udefra. - Før beslutningen. Før viljen. Før handlingen. Kærligheden kommer fra Gud. Vi elsker, fordi han elskede os først. Sådan er det, fordi Gud har skabt os sådan. Kærligheden er det samlende midtpunkt, som vi alle ser efter og længes efter. Det er denne kærlighed, der stråler til os fra ansigtet hos Jesus, der sidder hos sin mor. Og det er vor tro, at denne kærlighed vil forene os, når Guds rige kommer.  

I går fortalte jeg om den 11 årige dreng på Utøya. Midt i myrderierne træder han ind i massemorderens synsfelt og siger: nu skal du holde op. Du har allerede dræbt min far. Vær venlig ikke at skyde. Lad os være. Den 11 årige blev ikke skudt. Programmet blev midlertidigt afbrudt. Det havde han ikke forberedt sig på. Og han lod være med at skyde mere på det sted. For et øjeblik standsede massakren. Godhed har det med at komme bag på os.  

Dette har vi brug for. - mennesker der med livet som indsats træder frem og siger: Hold så op. Nu er det nok. Sådanne ord er som talt ud af den inderste vilje til liv, som mobiliseres, når alt er på spil. Når vi møder hinanden ansigt til ansigt.  

Men det er også Gud vi møder. Måske kan det illustreres med en anden historie oplevet under 1. verdenskrig. Soldaterne på begge sider havde gravet skyttegrave, som de gemte sig i. Man var bedre til at forsvare sig end til at angribe. Det blev helvede på jord.  

Da skete det en dag, at krigen standsede et kort øjeblik, ikke for alle men alene for to soldater, en russer og en tysker. Tyskerne havde fået øje på en lille busk lidt fremme. Her ville han kravle hen, når det blev nat. Busken ville dække for ham, så man ikke fik øje på ham. Som tænkt så gjort. Han mavede sig uendelig stille frem. Lavede ikke en lyd, da han stille gravede sig ned i jorden bag busken og ventede på daggry. Nu var det tilfældigvis sådan, at russeren på den anden side havde fået præcis samme idé. Fra sin side var han også kravlet frem til busken og havde gravet sig ned. Og så skete det, at de to på præcis samme tidspunkt besluttede sig for at se op fra deres skjul. Og præcis samtidigt får de øje på fjenden, ganske tæt på. Ser alle den andens ansigtstræk. Ser forfærdelsen og rædslen hos den anden. Ingen af dem har før prøvet at dræbe så tæt på. Tyskeren er klar på aftrækkeren. Præcis i samme øjeblik slår russeren korsets tegn. I dette øjeblik går alting i stå. Tyskeren kender dette tegn. Korsets tegn kan ingen af dem krænke. Det er livets tegn for dem begge. I dette øjeblik holdt krigen inde for de to. Gud selv var kommet imellem. Lige så stille kravlede de derpå tilbage til hver sit skyttegravshul.  

I mødet med barnet i Betlehem, ser vi mennesket ansigt til ansigt. Samtidigt er det Guds milde ansigt, vi ser, fordi Gud er blevet menneske. Han elsker os med den kærlighed, som vi alle længes efter at blive en del af, både nu og i al evighed. Her er den kraft og den power som til sidst vil samle os alle i hans rige, fra øst og vest fra syd og nord til fællesskab og kærlighed i al evighed. Og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, som er og som kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed.

Amen