Kontrasterne i juleevangeliet er betydelige.  Lys - mørke, indenfor - udenfor, høj og lavstatus, Læg mærke til, hvor Gud er. Han er udenfor, i mørket, blandt de ringeste, ubeskyttet. Han er der som barnet - ubeskyttet - Han er der med en kærlighed, som fordriver frygten. Han turde blive menneske og komme til verden uden sikkerhedsudstyr af nogen art. Han kom for at blive modtaget - som et barn bliver modtaget af sin mor. I kærligheden forsvinder frygten. Det er i mødet med det andet menneske, frygten kan forsvinde.  

Lad mig fortælle en historie om at være på flugt for noget frygteligt.  

Der er en mand, som går igennem et øde landskab. Det kunne også have været en kvinde, men lad os nu sige, at det er en mand. Han er på vej til en by langt borte, måske for at finde et arbejde, måske for at finde en kæreste. Vi ved det ikke.  

Da han har vandret i ørkenen i tre dage, så mærker han pludselig, at der er noget bag ham. Og han vender sig om,  og DER står en stor tiger. Den har ikke fået mad i tre dage. Og nu vil den have ham til middag.  

Manden løber, grebet af panik.  Tigeren bagefter, Efter et par minutter  når han med blod-smag i munden til en afgrund. Tigeren er lige bag ham. Der er ikke noget valg: Han springer! og håber.....  

Han får fat i en vildvinsgren, der gror på skrænten. Der hænger han nu Ovenover sidder tigeren og knurrer. Og han kigger ned for at se, om der er redning at få nedenunder. Det er der: Fire meter nede er der en afsats. Der står en endnu større tiger, som ikke har spist i ugevis.  

Og medens han hænger der med en tiger for oven og en tiger for neden, så kommer der to små mus, fra hver sin side og de begynder at gnave i den gren han hænger i.  

Og medens han hænger der med en tiger for oven og en tiger for neden i en gren, som to små mus er ved at gnave over,... så er det at han ser, at der på skrænten lige foran ham vokser et stort saftigt struttende smukt jordbær. Og idet han holder i den bristefærdige vildvinsgren med den ene hånd, så rækker han den anden hånd ud for at plukke jordbærret, og ALDRIG HAVDE DEN MAND SMAGT ET BEDRE JORDBÆR  

Som historie om en virkelig begivenhed er historien håbløs. Men på det psykologisk plan er historien rigtig, tror jeg. Flugten fra tigeren er flugten fra alt det man kan blive bange for.  Og frygten kan blive til både panik og angst så al tanke forsvinder. Slipper man fri af den første angst kan man hurtigt blive mødt af den næste og 3. Men så er jordbærret der, som alternativ mulighed. Det er i mødet med det andet menneske, man kan kaldes tilbage til virkeligheden. I mødet med det andet menneske opstår altid en mulighed. Som smagen af det dejligste jordbær. Jordbærret er kærligheden.  

Jeg brugte denne historie for mange år siden i en bryllupstale. Det var et modent ægtepar. Brud og brudegom havde begge været gift før. Begge havde mistet deres ægtefæller som var døde af cancer. Begge havde oplevet det at være jaget af noget ligesom en tiger; Springe ud over kanten for at se ned på en anden tiger. Uden udvej ..... Men så møder de hinanden. Og oplever, at livet åbner sig på ny. I den kærlighed, som bliver til i mødet med den anden person.  

Kærligheden fordriver frygten, hedder det 1. Joh brev 4. Og den fuldkomne kærlighed møder vi i Jesus Kristus. Det var sådan, de oplevede det dengang. Disciplene og tilhængerne. Og det budskab er blevet givet videre fra generation til generation. Et budskab, som kan få betydning på den mest utrolige måde. Det vil jeg fortælle en historie om, som jeg har læst i et af min fagblade. Og den skulle være sandfærdighed.  

En aften var en kvinde på vej hjem fra en fest i København. Det var vældig sent, og der var ikke mange mennesker på gaden. Det generede hende ikke. Hun trængte til lidt frisk luft og til at få rørt benene. Men så får hun fornemmelse af, at der er nogen der følger efter hende. Det er ikke rart. - Hun drejer om et hjørne - skifter retning og tænker, at så er han væk. - Men det er han ikke. - Det bliver efterhånden tydeligt, at han følger hende. Det sætter tanker i gang. - Hvad vil han mig, jeg er kvinde, han er mand. Det er midt om natten. -  Det er ikke godt. Hendes hjerne arbejder på højtryk. Håber vel at nogen dukker op og kan komme hende til hjælp. Det er der ikke.  Og nu er der ikke længere tvivl i hendes sind. - Det er hende, der er målet for hans færd.  

Med ét vender hun sig om. Ser på ham, direkte i ansigtet. Han bliver vist også forskrækket. - For nu ser han jo hende og ikke bare en krop. Da er det hun siger:  Herren velsigne dig og bevare dig og give dig fred.  

Pludselig er situationen ændret. Manden vender sig og forsvinder. Man kan ikke gøre det menneske ondt, som man møder åbnet, ansigt til ansigt og bliver velsignet af. Hvor fik hun ideen fra. - Fra Jesus vel, som sagde: velsign dem, der forfølger jer. Hvor kom modet fra. - fra hans styrke og power til at møde det onde med det gode. Den bliver givet - med Guds velsignelse. Ved at have Gud i ryggen. Det er med denne velsignelse, vi kan ønsker hinanden glædelig jul.