Julenat ved Johs. Kühle

Og så gik hyrderne til Betlehem og fandt stalden med barnet i krybben. Det er et fantastisk sceneri. Først Josef og Maria, som kom til Betlehem; hun som højgravid. Og så var der ikke plads. Ingen åbne døre. For de to var det en lukket by. De måtte søge ly i et skur. Og her fødte hun sit barn. Som førstegangsfødende i en stald omgivet af får og stude. Og så kommer der pludselig nogle hyrder ind i stalden og fortæller dem om den åbne himmel og englenes budskab, om fred til alle mennesker. - Fordi der er født en frelser i David by. Og som tegn et nyfødt barn i en krybbe. Netop det barn, hun har bragt til verden.  

Sådan henvender Gud sig til os - gennem hinanden. De første, der således hørte om frelserens fødsel var Josef og Maria. Hun fik det af vide af nogle hyrder, som fortalte, at hun havde født verdens frelser. Vi er i aften med i rækken af mennesker, som hørt budskabet på samme måde.  

Nøglen er i år vores symbol på julens evangelium. Med en nøgle kan man komme ind, hvis man har været låst ude. Og man kan komme ud, hvis man har været låst inde. Nøglen er symbol på befrielse og fællesskab. Nøglens modsætning er en lås; - alt det, der fængsler og fanger os. Det kan være sygdom, krise, konflikt, had, misbrug eller skyld. Der er meget, der kan få os til at gå i baglås,  så vi hverken kan komme frem eller tilbage.  Så er der brug for hjælp fra andre.  

En vestindisk kvinde fik en dag i sin lejlighed i London meddelelse om, at hendes mand var død i en færdselsulykke. Budskabet virkede som et chock, der gjorde hende livløs og stum; hun sank ned i et hjørne af sofaen og sad ganske stiv og døv. I lang tid blev hendes fjerne blik ved at forurolige hendes familie og venner og de officielle embedsmænd, der kom og gik. Så kom skolelæreren  til et af hendes børn, en kvinde, og da hun så, hvordan det stod til, gik hun hen og satte sig ved siden af hende. Uden et ord slog hun sine arme rundt om de spændte skuldre og trykkede dem ind til sig med alle de kræfter, hun havde. Den hvide kind blev klemt hårdt op mod den brune. Alt i medens den pinefulde smerte overførtes til den nyankomne, begyndte dennes tårer at strømme og faldt ned på deres to hænder, der var knyttet sammen i kvindens skød. I lang tid var det alt, der skete. Til sidst begyndte den vestindiske kvinde at hulke. Der blev stadig ikke sagt et ord, og efter en stund rejste den besøgende sig og gik, idet hun efterlod et beløb til at hjælpe familien igennem de øjeblikkelige udgifter.  

Sådan fik den engelske kvinde en nøglefunktion. Hun gik ind i den tungeste smerte og gav af den kærlighed, hun havde i sig.  Det skulle til for at åbne det fortrykte sind.  

Gud er i himlen og vi er på jorden. Sådan plejer vi vist at tænke. Når vi beder til Gud er det til vor Far i himlen.  Og vi beder ham om, at lade den vilje ske på jorden, som sker i himlen. På den måde kan det komme til at lyde, som var himlen er et parallelsamfund til jorden med hver sin virkelighed. Og det er en skam. For julens evangelium er netop, at Gud gik ind i verden, og blev et menneske som alle andre.  Han kom til verden og han har aldrig forladt den siden. Overalt på jorden kan man møde ham. Hvor 2 eller tre er forsamlet i hans navn, er han midt i blandt dem. "Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" siger han.  

Den nat ved Betlehem strømmede englene ud af himlen til hyrderne på jorden. Himlen kom til jord. Og jorden blev himmelsk. Nu blev der låst op. Nu sprængtes alle bånd og lænker; syge blev raske, fanger fik frihed, sultne fik mad, sørgende fandt trøst, skyldige mødte tilgivelse og døde blev levende.  

Det er nøglens magt. Den har i den ene ende form som et kors, i den anden som et hjerte. Det er for at kunne gå ind i det værste og låse op. - Og det kan lykkes, når kærligheden drejer nøglen rundt i låsen.  - Så må selv døden give fortabt.  

Der er en nøgle til hver af os. Og vi har den for at bruge den. Den kan løse konflikter og skabe forsoning. Den kan lindre smerte og bringe trøst.  Den kan tilgive og skabe fællesskab og fremtid. Men den virker kun, når den bliver brugt med kærlighed.  

Det lyder nemt. Men det er svært.  Fordi vreden kan være for stor.  

En dag mødte præsten Gurli Vibe Jensen en dreng i en gammel gade midt i København.  Hun fortæller: Hans røde skjorte og røde næse stod godt sammen. Han var flintrende vred. Nu og da sparkede han i trappestenen, og så sagde han en bunke ord, som jeg faktisk ikke kendte. Men de lød ovenud passende til lejligheden, så jeg tænkte som så: Jeg sætter mig ned og lærer nogle nye ord! Så sad jeg der på trappestenen ved siden af ham og lyttede, til jeg fandt ud af, hvorfor han var så vred. Det var noget med naboens dreng.   Midt i beskrivelsen af kammeratens elendige karakter lagde drengen sin knyttede hånd oven på mine hænder. Jeg ved ikke hvorfor han gjorde det, for jeg er ikke så tillidsvækkende, at børn går og lægger deres hånd i min. Men drengen her gjorde det altså, og jeg så ned på en knyttet, snavset drengehånd.   Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg sad bare og så på drengehånden, medens drengen lirede sit raseri af ind i mit øre. Pludselig opdagede jeg, at jeg var ved at åbne hans hånd. Det var ikke, fordi jeg ville være psykologisk. - Men noget måtte jeg jo foretage mig. Pludselig, da jeg åbnede den tredje finger, opdagede drengen, hvad der var ved at ske, og al hans vrede flyttede sig fra nabodrengen til mig. Hans øjne blev sorte, og hans stemme brølede: Hold op! - Hvis jeg åbner min hånd, kan jeg ikke være gal!  Han knyttede hånden og så på mig med et blik, der fik mig til at gå i en vis fart.  

Det er svært at være nøgle. Det er svært at overvinde vrede. Det er svært at tro, at vi kan klare det hele selv. Derfor har vi brug for ham. Han som har vist os, at kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Og som giver os håb om, at kærligheden aldrig hører op. Hverken i liv eller død. Det er hans fødselsdag vi fejrer nu. Glædelig jul.