I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Jesus var en samler. Det er der mange, der er. Der er loppemarkeder og genbrugsbutikker som aldrig før. Man kan gå fra butik til butik for at finde det særlige det unikke. Et stel, kaffekande, lysestage,  vinylplader med fed jazz.

Man kan undre sig over, hvordan man får plads til alt det, vi samler. Man bliver nødt til at sortere. Når noget skal ind er det andet der skal ud. - Enten på lodsepladsen eller også tilbage til loppemarkedet så det kan det få en tur mere i genbrugsmøllen.  

Jesus samler. Han samler på mennesker. Han sorterer ikke. Han smider ikke ud. Han siger ikke: Vi har ikke brug for dig. Du er til overs. Dit væsen er imod dig, din hudfarve, din accent, dit køn, dit eksamensbevis, dine evner, dit cv, din straffeattest.  

For nogen tid siden besøgte jeg en familie, som havde mistet deres mor. De fortalte, at hun kunne se noget godt i alle mennesker. Det var smukt sagt. Sådan fortæller mange pårørende noget smukt om afdøde. - Som præst lytter man og prøver at danne sig et billede, som svarer til det, der bliver fortalt. Det viste sig, at der var fuld dækning for ordene. - Kirken her var næsten fyldt. Mange mennesker var kommet til denne kvindes bisættelse i taknemlighed. Sådan fortolker jeg det. De var kommet, fordi de var blevet set. - Hun havde set noget godt i dem. Og når man bliver set på denne måde, bliver man god.

Jesus var en samler. Han samlede mennesker. For han så noget godt i dem. Og derfor var der altid mange omkring ham. For det er godt at blive set på den måde.  

Til november får vi besøg af Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængel. - Det er et kirkekor som synger til gudstjenesterne i fængslet og koret består af indsatte, som afsoner domme på 10 - 12 år eller mere. De kommer til Abildgård og synger for ved gudstjenesten, ligesom de har gjort det mange andre steder. De har selv skrevet en del af sangene. De handler om dem selv, om det de har gjort og om det liv, de skal leve.  

Jeg kan huske, hvad en fængselspræst fortalte om fanger i Horsens Statsfængsel, som var dømt for manddrab. Tænk at skulle blive husket for det værste, man har gjort resten af sine dage. - Hvem af os ville kunne holde til det. Når man hører kirkekoret fra Vridsløse Lille hører man nogle mænd og husker dem for andet end det værste de har gjort. Se, det er noget. Mange har bud efter dem, men deres muligheder for komme rundt i landet er begrænset af, at de kun har udgangstilladelse en gang om måneden. Der er også nogen, der ikke vil høre dem. Hvorfor høre på nogen, som har ødelagt livet for andre. - For det har de jo. Ellers får man ikke en dom på 10 - 20 år bag tremmer. Det kan ikke være meningen, at vi skal lægge øre til folk af deres slags.  

Så spørgsmålet er: - Skal vi se det bedste i hinanden, eller det værste. - Hvis man altid ser det bedste, vil noget blive overset. Det er altid noget andet, noget mørkt, noget skidt, noget ondt. Men det skal vel ikke lov til at stå i vejen for det gode?  

Jesus ser det gode. Han tilgiver. Folk dengang havde heller ikke rent mel i posen. De havde ikke holdt loven. Kritikkerne havde jo ret. Han var ven med toldere og syndere. Han burde have sorteret dem fra. De var ikke Guds bedste børn. Og Jesus vidste det. Selvfølgelig gjorde han det. Men han holder dem ikke på afstand. Han kommer sammen med dem. Ser dem som mennesker, skabt i Guds billede. - Og selvom billedet er noget flodset i kanten. Men han ser det bedste.  

Det er sådan Gud er. Han er som den gode far i lignelsen. Han ønsker at være sammen med sine børn. - Både den yngste og den ældste. Han ser ikke på, hvor skidt det har været men på, hvor godt det kan blive. Gud er helt fremadorienteret.  

Hvad så med Breivik. Som i de sidste uger har fortalt om sin plan og dens udførelse. Og så var det kun plan B! Han fortryder intet, siger han. Også selvom han bliver konfronteret med de pårørende til de 77 døde og de mange sårede. Han har åbnet vore øjne for en ondskab, som vi næppe aner omfanget af og ikke ved, hvad vi skal stille op med. Han frygter ikke for at blive husket for det værste, han har gjort i sit liv. - Selv mener han, at det er det bedste.

Hvad gør vi ved det? Skal vi stadig tro på det bedste i hinanden og vise forståelse eller tolerance. Eller skal vi sige nej og atter nej og på samme måde, som vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.  

Vi er godt nok opdraget til humanisme og demokrati. - Der skal være plads til forskelligheder. Vi har lært, at vi alle sammen skal være her.  - Men skal der også være plads til en Breivik. Til en, som ikke selv har plads til nogen. Som har givet sig selv ret til at bestemme over andre menneskers liv og død, og dømme dem ude, som ikke mener som han. Når man tænker sådan, er fanden løs.  

Så er vi nødt til at tage stilling. Han har myrdet helt unge mennesker på sommerlejr med koldt blod og vil gøre det igen. Unge mennesker som er vokset op i en familie, Som har gået i skole, har haft fritidsinteresser, og som for kun få år siden blevet fejret af deres familie med en konfirmationsfest ligesom i dag. Mange har sikkert overvejet, om man ikke burde genindføre dødstraffen.. - Problemet er bare, at det ikke løser det egentlige problem, det ondes problem.  

Vi er udfordret af dette her. Unge som ældre. Neutralitet rækker ikke. Det hele er ikke lige meget. - Tværtimod. Det er altafgørende, at vi sammen kæmpe imod ondskaben. Sådan at livet kan folde sig ud, så vi kan leve sammen med fred og glæde.  

Det er her vi har brug for Jesus. Vi har brug for hans tro på kærligheden. Han mødte ondskaben med tilgivelse, da den pludselig rejste sig mod ham. - De vendte sig mod ham, Alle sammen, alle mod én, de sendte ham i torturen  de klyngede ham op på et kors og lod ham mærke den ultimative smerte. Og der hånede de ham. - Hvis du er Gud søn, så stig ned, så vil vi tro dig. Og Jesu eneste svar var: Tilgiv thi de ved ikke hvad de gør.  

Det er dette uendeligt kærlige menneske, som Gud oprejste fra de døde. - Og således har døden ikke længere det sidste ord. - Livet er stærkere.  Gud har vist at han kan skabe liv både før døden.  

Det er ham, der samler os. Det er ham der ser det bedste i os. - Det er ham, der kalder kærligheden frem i os. - Så vi får kraft og energi, til at se det bedste i hinanden. Det vi kan. Vi kan tro på kærligheden. Vi kan tro på tilgivelsen. Vi skal tro på livet. Tro på hævn fører ingen steder.  Men det gør troen på det bedste i hinanden.  

Jesus ser også det værste. - Jeg tror ikke han overser noget som helst. Men måske er nøglen til at forstå ham, at han kan skelne mellem person og det personen har gjort. Ondskaben bliver aldrig tilgivet. Men mennesket bag handlingen er altid noget andet end det værste. - Det er en trossag, at kunne se det. - Og det er det, Jesus tror.  

Nordmændene gik ud i Oslo og fyldte byen med roser.  Kvinden i den amerikanske folkevise modtog sin kæreste med gule klude. Faderen i Jesu lignelse tog imod den yngste søn med åbne arme og ville samtidig have sin vrede fornærmede ældste søn med indenfor.  

Sådan er Gud, han ser det bedste i os, selvom han også ved om alt det andet.... Han samler på os. ...Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud Fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.