Jeg har et navn. Det har du også. Vi hedder noget. Det er rigtig smart. For så kan vi kalde på hinanden og få kontakt. Navnet hjælper os til kende hinanden og selv være den, jeg er. Jeg er mig og du er dig, og selvom vi er forskellige, har vi noget sammen.  

Man kunne jo også være et nummer. I min soldatertid blev vores navn erstattet med et nummer. Når der blev råbt et tal, f.eks 27 ville der altid være én, som var nødt til at sige: her. Det kan være en fordel i krig. - For bliver 27 skudt og dør, vil der måske være en reserve der kan træde i hans sted og blive den nye 27: Det er godt for krigsmaskineriet. Men det er skidt for dem, som holdt af nummer 27.  

I sin familie er man ikke et nummer. Man er et navn. Og man kan ikke erstattes. Man er den man hedder. Og der er kun én. Og det er mig. - Når mor siger mit navn, så ved jeg, at det er hende. Jeg kan høre det på stemmen.   

Jeg hedder Johannes. - Det blev jeg kaldt som barn. Når mor sagde Johannes, så vidste jeg, at hun ville mig noget. -- Jeg kendte mor på stemmen. Det var ikke min storebror eller min søster. For kun én kunne sige det på den måde.  

På samme måde med min far. Der var kun en, der sagde Johannes på den måde. Og det var ikke på samme måde hver gang. En dejlig forårssøndag  blev havestolene sat frem. - Også den eftertragtede liggestol som kan stå ved hjælp af et støtteben. Den havde jeg udset mig, men så tog min storebror den for næsen af mig og skulle til  at sætte sig i den. Så blev jeg sur og trak støttebenet væk under ham, så han faldt fladt ned med ryggen på jorden.  

Men min far havde set det. Og så kaldte han strengt: Johannes, kom herhen. Se, der havde jeg ikke lige lyst til. Jeg kunne høre det på hans stemme. Så jeg valgte den anden mulighed. Jeg stak af. Og løb alt hvad jeg kunne. Nu havde vi en meget stor have med måske 200 meter ned til det nærmeste hul i hækken. Herfra var det frit løb ud over pløjemarkerne og dermed bort fra fars vrede. Jeg løb og løb. Det gjorde han også. Han satte efter mig med helt uventet fart. Han indhentede mig lige i det øjeblik jeg var på vej ud gennem hullet i hækken. Og så blev jeg ellers slæbt hen til den nærmeste træstup og så ellers lagt over hans knæ med blottet bag, som ubeskyttet måtte tage imod hans markante slag.  

Historien handler ikke kun om min skyld og min frygt. Den handler også om mit navn. Når det bliver sagt, er der en mere end mig. Nemlig den, der kalder på mig. Jeg kan høre på stemmen om det er mor, eller far, eller min kæreste.

Maria Magdalene gik påskedag rundt i den have, hvori Jesus var blevet begravet. Hvem hun egentlig er, ved vi ikke. Måske den kvinde, som havde haft menstruation uden ophør i 12 år. Eller måske var det hende, der skulle stenes for at have bedrevet hor.  Vi ved det ikke. Vi ved kun, at hun hørte til i den absolutte inderkreds omkring Jesus og nu var overvældet af sorg over, at Jesus ikke alene var død men ovenikøbet var blevet fjernet fra sin grav. Nu møder hun ham i gravhaven. - men hun kan ikke se at det er ham. - Fordi hendes øjne er sløret af tårer. Og sløret af sin viden om, at han er død. Tanken om, at Jesus skulle være levende, foreligger ikke. - Når man er død er det slut. - Hvad gør nu Jesus for at nå ind til hende og for at få hende til at se, at det er ham. Han siger hendes navn.  Maria siger han. Der er kun én, der kan sige det navn på den måde. Det er ham. Navnet er koden ind til det inderste. Nu ser hun, at det er den korsfæstede Jesus, som står foran hende.  

Thomas hed den discipel, som ikke ville tro på det, de andre disciple fortalte. Han havde ikke været der, da Jesus pludselig viste sig for de andre. - Hvis ikke jeg får lov til med mine fingre at mærke sårene i hans hånd og i hans side, så tror jeg det ikke, havde Thomas sagt til de andre.  

Ugen efter var disciplene atter forsamlede. Og denne gang var Thomas der også. Da viser Jesus sig atter for dem og de bliver alle glade. Også Thomas. Men Jesus kalder på ham: Thomas, kom her hen.  Kom så og stik så dine fingre ind i naglemærkerne  og i såret i min side. Det er overvældende. Og pinligt. Han havde jo ikke troet det. Men nu står han der, lyslevende, hans ven, hans forbillede, hans Gud.    

Nu vil jeg gerne holde historierne om opstandelsen sammen med det forsvundne fly. Det burde ikke kunne forsvinde. Men det gjorde det. Det forsvandt og er ikke blevet fundet. Man tror det er styrtet i havet mange timers flyvning i den modsatte retning. Men beviset er aldrig blevet fundet - og bliver det sikkert heller ikke. For selvom det skulle være rigtigt, at flyet er forulykket måske 2000 km sydvest for Australien og ligger på havets bund måske 4 - 5 km under overfladen , så er havet alt for stort og alt for dybt til, at der overhovet er chance for at finde det. - Vi ved faktisk ikke hvad der er sket, og vi finder nok heller aldrig ud af det. - Hvad tror du selv.  - Ligger flyet på havets bund eller er det forsvundet i et parallelt univers? Spørgsmålet om tro og religion er pludselig blevet aktuelt på en chokerende måde. - Er der mere mellem himmel og jord end man kan bevise. Sker der mere i virkeligheden end videnskaben kan forklare ud fra årsag og virkning. Er der alligevel noget om den snak med Ufoer, Aliens, rumvæsner . Nogen synes sikkert det er spændende og fascinerende. For andre er det stik modsat. Det er angstprovokerende - grænseløst skræmmende. Tænk hvis man pludselig kan blive indfanget af en tidslomme for altid at forsvinde i et parallelt univers. - Måske allerede i eftermiddag. - jamen hvorfor ikke.  

For de pårørende i lufthavnene er der ikke meget trøst i en tro på en tidslomme. Det har det sikker heller ikke været for dem på flyet, hvis de ellers har oplevet, at de var på vej ind i et ukendt mørke for aldrig at vende tilbage.  

Nu er så spørgsmålet: Er det anderledes med kristendommen? Den taler om de dødes opstandelse og evigt liv. Ligner det ikke en tro på tidslommer og parallelt univers?  

Nej, det synes jeg ikke. - For den kristne tro taler ikke om, at denne jord skal forlades, men om, at den skal forvandles.  - Ikke til noget ukendt. Men til noget kendt. - For det er Gud, som har skabt det hele, som står bag forvandlingen. Gud har ikke fortrudt skabelsen. Han har ikke fortrudt, at han har skabet naturen med planter og dyr.  Han har ikke fortrudt, at han har skabt mennesket. - Tvært i mod. Han arbejder hele tiden for at gøre jorden og livet her bedre, ja fuldkomment. - Så virkeligheden bliver fyldt med liv og glæde. Og som vi er en del af. Det eneste der bliver kasseret og fjernet er ondskaben. - Det er tilintetgørelsens kræfter der skal besejres og gøres til intet. Det er ikke skræmmende og frygteligt. Det er godt. For så er der håb for os alle.  

Derfor sendte han Jesus. - Og i mødet med ham blev mennesker reddet fra mørke og ondskab. Da Jesus selv var blevet smadret på korset, brugte Gud sin skabermagt og oprejste ham fra de døde. Det er opstandelsen. Til livet ubegrænset.  Det er ikke angstprovokerende. - Det er livsbekræftende. - Det har Maria Magdalene fortalt, og Thomas, Peter og Paulus og alle de andre. De har mødt den opstandne Jesus på det mest personlige og dybeste plan. Der, hvor vi kender hinanden igen med navnet. Sådan skal også vi mødes og være sammen, på det mest personlige og direkte plan, man kan komme i forhold til hinanden. Derfor går jeg ind for troen på opstandelsen, for den åbner for den virkelighed Gud vil give os del i og som vi allerede kender fra det bedste i vort liv... derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.