Prædiken. Joh. 10, 11-16.

Jeg er den gode hyrde, siger Jesus.

Et billede Jesus bruger om sig selv, for at fortælle os noget om, hvem han er.

Dem, han først fortalte det til, de kunne ganske udmærket se for sig, hvad det handlede om.

Men kan vi det?
Vi har jo ikke hyrder her hos os nu.  Hvis nogen her i Danmark vil have dyr på græs, så sender man ikke dyrene ud på åbent land med en hyrde hos sig hele tiden. Man sætter et hegn op, oftest med strøm i, for at hindre at dyrene bevæger sig udenfor det tiltænkte græsningsområde.

Men Jesu tilhører, de kendte til hyrden, ham de så gå med fåreflokkene på Israels sletter. Hyrden, der var hos sine får nat og dag. Som viste dem vej hen til godt græs og som fandt kilder til dem, de kunne drikke af.   Hyrdeliv det var ikke blot at spadsere rundt i fuglesang og på grønne enge. Det var hårdt arbejde, og farligt.  For fåreflokkene kunne blive angrebet af vilde dyr, og så måtte hyrden med sin stok i hånd ene mand forsøge gå til modangreb mod de sultne vilddyr.

Ja sådan gjorde en god hyrde, der levede op til sit ansvar. Men der kunne jo også være dårlige hyrder, der var ligeglade med fårene og hellere ville passe på sig selv, så de stak af, når der kom vilde dyr og fare på færde.

Jesus siger: Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.

Selv om vi ikke har rigtige fårehyrder, vi ser på, så kender vi alligevel på en måde til det med forholdet mellem et får og en hyrde. 

Ligesom et får går efter sin hyrde, så vil vi gerne haven nogen at gå efter, følge efter, vi vil gerne lade nogen vise os vejen.  

Først er det vores forældre, vi går efter lader vise os vejen, siden kommer der flere og andre ting til, som vi synes viser os en vej vi skal hen ad.  Det kan være forskellige mennesker, vi ser op til: nogen, der er dygtige til sport, eller ser godt ud, eller synger sig populære i x-factor eller noget helt andet. De er måske lidt langt væk.  Men det kan også være nogen som vi  er sammen med ofte, som vi lader vise os vejen og følger efter : det kan være den og dem, der sætter tonen og dagsordenen for hvordan vi er sammen  i en klasse eller en gruppe, eller på en arbejdsplads,  som vi gerne vil følge  for at være med i flokken. 

Men spørgsmålet er: Er dem vi følger efter gode hyrder?   Leder de os til de steder, hvor der er gode livsmuligheder, hvor vi får noget, vi virkelig kan leve af ?

For alle der er forældre, er der ingen tvivl om, at vi efter bedste evne prøver på, at være gode hyrder for vores børn. 

Ja i første omgang må vi jo også sætte hegn op som bondemanden om sine køer. Helt bogstaveligt var det måske nødvendigt, da børnene var små at sætte et hegn op om haven for at de ikke skulle løbe ud i trafikken. Og der må også på anden måde sættes hegn op, faste grænser for, hvad barnet må, hvortil det må gå, mens det vokser op.   Og samtidig prøver alle forældre som hyrder at vise vej til de steder, hvor der er noget at leve af: at vise, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt, hvad der er rigtigt og forkert.   

Men på et tidspunkt må man pille hegnet ned. Og på et tidspunkt må vi som forældre opgive at være den vejvisende og altid nærværende hyrde i vores barns liv. For intet menneske, der er blevet voksent kan holde ud at være bag sine forældres hegn. Når Jesus præsenterer sig selv som den gode hyrde, så er han ikke som bondemanden, der sætter et hegn om sine får.

Gud har ikke sat et hegn om os men givet os en fri vilje, så vi kan bevæge os frit omkring i livet og selv tage ansvaret for, hvor vi går hen. Men samtidig har han givet os en hyrde, sin søn.  En hyrde, der er hos os dér i det frie landskab, hvor vi nu er, og viser os vej til livets kilder, og som sætter livet til for at forsvare os mod det onde.

Ingen kan holde ud at leve bag hegn. Men heller ingen kan holde ud at være alene i det åbne landskab.

Vi har brug for pejlemærker, og heldigvis findes der mennesker, som kan vær gode pejlemærker og vejledere for os. Men det kan også ske for os i alle aldre, at vi vælger at følge nogen, som handler og taler ud fra alt det dårligste i os.   

Onde eller hensynsløse ord eller handlinger bliver ikke gode af, at der er mange, der siger og gør dem.  

Det med at have en fri vilje og selv skulle vælge er svært, i grunden var det nemmere at finde ud af, hvis Gud havde sat et hegn op.

Men det har han ikke, han har givet os en god hyrde. Den gode hyrde - den eneste der helt igennem lever helt op til betegnelsen: god.

Jesus har som hyrde vist os vej til livets kilder - han har vist os, at det, der bærer et liv og fylder det med værdi, er kærligheden.  Han har selv levet den kærlighed så helt og fuldt igennem, at han ikke tog flugten, da det blev farligt men blev slået ihjel for at fastholde kærligheden.    

Jeg kender mine får og mine får kender mig, siger Jesus også.  Når vi har sådan en hyrde, som følger os, vil vi aldrig stå alene, heller ikke selv om det skulle blive sådan, at der ikke var et eneste menneske, der ville kende os som en ven.    Gud kender os og vi kender Gud gennem Jesus Kristus.

Jesus er vores gode hyrde.
Men vi er også små hyrder.

For et par uger siden fortalte jeg til jer, konfirmander, historien om, at Jesus efter han var stået op af graven kom og mødte Peter en dag, han var ude at fiske. Peter som jo havde fornægtet Jesus tre gange  på hans sidste nat. Og Jesus spørger nu Peter: elsker du mig Peter? Da Peter svarer: ja, jeg elsker dig, siger Jesus til ham: vogt mine lam ! 

Fornægteren Peter bliver af Jesus sat til at være hyrde for Jesus lam.

Og Peter blev leder af den første kristne menighed.  Blev den første præst kunne man sige. Senere regnede den katolske kirke deres pave for den, der overtog Peters opgave og rolle. Men vi her er ikke katolikker, vi tilhører den lutherske kirke, og Luther har sagt, at enhver, der er krøbet ud af dåben er præst.   Således må vi forstå, at Jesu opfordring til Peter den dag om at vogte hans lam, den er givet til os alle, der er krøbet ud af dåben, altså er blevet døbt. Den gode hyrde har sat os til at være hyrdemedhjælpere : Vi skal gå i hans spor  vi skal passe på hinanden, være til stede for hinanden, vi skal dele glæden med hinanden ; glæden over livet og glæden over, at den gode hyrde er hos os over alt og til alle tider.  

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du, som var, er, og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.