Man kan stave Gud med stort G eller med lille g. Selv brugte Jesus det store G om Gud. Men han mødte mange, som stavede gud med lille g. Da Jesus palmesøndag drog ind i Jerusalem kom han som det første til templet. Her kom hele det jødiske folk sammen til gudstjeneste. Her mødtes Gud og mennesker. Men ved indgangen blev der handlet med offerdyr og sikkert også souvenir. Her kunne man købe kød, som kunne bruges som takkeoffer eller som sonoffer for synd og skyld.  Små synder krævede små ofre, store synder krævede store ofre. Småt eller stort. Ofres skulle der og for det skulle der betales ved indgangen. Jesus smed de handlende ud. - De havde gjort Guds hus til en røverkule. Tempelhandelen byggede på en teologi efter hvilken Gud kræver ofre. Og en sådan gud staves med lille g. Som om gud skulle kunne købes for penge, for smiger.  

Så kom nogle jødiske mænd med en kvinde grebet i hor. De ville fange ham i en fælde og få ham til at dumme sig. Efter loven skulle en sådan kvinde nemlig stenes. Hvis han bøjede sig for lovens bestemmelser, ville han blive årsag til kvindens død. Hvis han i stedet slap hende fri og lod nåde gå for ret, ville han gøre sig til modstander af loven. Det var Jesus de ville have ram på. Hvad der skete med kvinden, var de åbenbart lige glade med. Det handlede om lovens overholdelse. Loven som Guds vilje. Og den gud staves utvivlsomt med lille g. Jesus svarede dem ved at lad dem møde Gud med stort G.- Lad den som selv er ren, kaste den første sten. Den som selv er ren. Den ene efter den anden blev nødt til at gå.  

Nu kom andre og stillede spørgsmålet om politik og skat. - Har man lov til at betale kejseren skat. - Hvis han svarede ja, kunne han umuligt være den Messias, som var kommet for at befri sit folk for fremmedherredømme. Hvis han svarede nej havde han gjort sig selv til rebel og oprører. Jesus svarede dem ved at få dem til at afsløre deres hykleri. Han bad dem række ham skattens mønt, som de åbenbart selv brugte. - Hvis billede ser I på denne mønt, spurgte han. Og de svarede: Kejserens. - Giv så kejseren, hvad kejserens er... Og Gud, hvad Guds er. Og det vel at mærke Gud med stort G. Ikke det lille g, hvor gud må rette sig efter, hvad vi synes lige nu.  

Spørgsmålet om Gud med stort eller lille er ikke nyt. - Det fylder overalt i Det gamle Testamente. Tydeligst måske hos Job. Denne rige retfærdige mand, som rammes af alle mulige ulykker. Han mister båd ejendom, børn og til sidst også sit helbred.  

Syg, elendig og ødelagt sidder han bogstaveligt på ruinerne af sit tidligere gode liv. Nu kommer de såkaldte venner til ham for at trøste ham og være sammen med ham. Det lader de som om. Men deres ord rummer kun anklage. Kære Job, du ved jo godt, at man høster, som man sår. Som man reder, så ligger man. For Gud er retfærdig. - Den gode, går det godt. - Når det går skidt må det have sin årsag. Forklaringen må du finde i din livsførelse i dit tidligere liv. Du har selv været ude om det. - For Gud er retfærdig og straffer retfærdigt. Men Job vil ikke indrømme fejl, han ikke har begået og bliver i stedet klar over, at vennernes gud staves med lille g. Det er en hjemmelavet gud, som de lavet efter deres eget hoved. - En gud som garanterer, at deres velbehagelige liv er Guds belønning til dem, som er så gode.  

Der fortælles mange beretninger i Det gamle Testamente om mennesker, der laver en gud efter sit eget hoved. Mest kendt er vel historien om det befriede slavefolk, som bliver utålmodigt, da Moses bliver for længe væk på Sinai bjerg. De samler al deres guld og smelter det om til en gudestue, som ligner en tyrehalv, symbolet på frugtbarhed og styrke.  

Og så er der præsterne på Karmels bjerg, som tror at de kan få sat ild til offerbålet ved blot at lemlæste sig selv og hengive sig til ekstatisk dans omkring og på den måde tvinge guden til at sende den frelsende ild. Men det er en gud med lille g.  

Jesus talte om Gud med stort. Han fortalte om Gud som en far, der elsker sine børn. Gud er som en rig gårdmand med to sønner. Da den yngste var blevet voksen bad han om at få udbetalt sin arveandel, så han kunne begynde for sig selv. - Han fik pengene og drog ud i verden men kiksede totalt. Da han havde soldet det hele bort, gik han til sidst i sig selv, erkendte sit nederlag og rejste så hjem i håb om arbejde. Han ville blive mere end glad hvis han kunne få lov til at gå til mindstelønnen. Men Faderen genindsætter ham som søn i hele sin værdighed. Det får den ældste søn til gå til i ærgrelse, vrede og misundelse. - Alle positive familietanker nedsmelter til det absolutte nulpunkt, hvor der er mere død end liv. Men også denne søn mødes med ubegrænset faderkærlighed.  

Sådan er Gud med stort G. Han er generøs, tilgivende, fremadrettet og livgivende. Han sætter livet over loven og lader nåde gå for ret. Han tilgiver uden tanke om hævn og han elsker uden antydning af had.  

Den anden gud med det lille g er derimod smålig, nærtagende, hidsig og fyldt af hævn. Han vil have retningslinjer og regler, som man kan måle sig efter i forhold til andre. Den lille gud skal være min garanti på, at jeg kan få det, som jeg vil have det. Og her sker så sammenstødet. Mellem Jesus og hans modstandere. Mellem Gud med stort G og lille g. Denne lille gud og hans tilhængere får Jesus fanget, dømt og fæstet til kors og død. Nu er han der, hvor de vil have ham. Udstillet, elendig og magtesløs. Nu er han hjælpeløs.  Nu kan de få afløb for al deres misundelse og vrede.  De ydmyger ham med det, som de tidligere frygtede. Andre har han frelst - sig selv kan han ikke frelse. Guds søn, stig ned af korset. Så vil vi tro dig.  

Intet har de forstået. Eller rettere. De har forstået det, de vil forstå. At deres gud med lille det g er den eneste gud, der har magt.  

Jesus har også forstået det. - På grusomste vis. - At han er havnet midt i ondskabens og mørkets magt. Han er havnet derude, hvor end ikke Gud kan være. Frygteligt lyder det, da han råber: Min Gud, Gud, hvorfor har du forladt mig.  

Det er paradoksalt. Nu er Gud midt i gudsforladtheden. Det er grænseoverskridende. Gud har gennem Jesus overvundet sin egen modsætning. Nu har Gud overskredet sin egen begrænsning. Nu er Gud der, hvor Gud ikke findes. Han er der, hvor ondskaben sejrer. Han til stede midt i dødens triumf. Det er et kors for tanken. Men samtidigt et et håb for ethvert menneske, som lever i mørkets og dødens skygge.  

Gud med lille g har udspillet sin rolle. - Med alle midler, med alle kræfter har den lille gud forsøgt at ødelægge og tilintetgøre Gud med stort G. Det lykkedes, for så vidt, ad Helvede til, kunne man sige. For nu er Gud i Helvede og til stede midt i dødsriget.  

Jesu død på korset er ultimative nederlag, kunne man synes. Også selvom det ikke lykkedes at få ham til at fornægte sig selv og den kærlighed han troede på. - At det ikke lykkedes at få ham til at hade og kræve hævn.  

Så er han dog nu endelig anbragt i dødsriget, hvorfra der hverken er vej tilbage eller frem.  I dødsriget er der kun tilintetgørelse. - Intet.  

Men Gud med stort G er den treenige Gud. - Han har én gang før skabt alt af intet. Han kan gøre det igen. - Og heri er både trøst og håb. Det har Gud med stort G lagt som et frø i jorden. Det vil spire vokse og gro og skabe en fremtid ikke kun får Gud selv men for os alle. Det frø blev lagt i jorden langfredag. Amen.